Brug for en pause fra solen? Her er 5 eventyrlige spil, du kan nyde indendørs

Brug dine sidste feriedage i skyggen og indhent nogle af årets bedste spil.

Er du ved at smelte i varmen og har brug for at udleve din indre eventyrer indendørs, kan du bl.a. slås med kæmper og drager i spillene 'Shadow of the Colossus' og 'God of War 4'. (© PlayStation.com)

Måske er du en af dem, der ligesom jeg er ved at være mættet af sol og sommer, og i stedet trænger til et par dage i skyggen med en kølig drink og et episk eventyr på skærmen.

Ferietiden giver dig nemlig mulighed for at indhente nogle af de helt igennem episke titler, der er udkommet over det sidste års tid. Titler, der forfører dig med deres fantasifulde historie, scenarier og timevis af eventyr.

Placer din numse foran skærmen og følg med mig ind i fem forførende, fantastiske titler - og en titel, der absolut ikke er dine feriedage værdig.

(© PlayStation.com)

God of War 4

I ’God of War 4’ har den ældre og trætte spartanske dræbermaskine, Kratos, trukket sig tilbage fra sine kampe mod den græske mytologis guder og helte for i stedet at leve med sin lille familie i et mytisk Norden.

Men en antihelt som Kratos får ikke bare lov til at trække sig tilbage, og snart er han igen på et dødbringende eventyr, der sender ham og hans unge søn, Atreus, på en episk færd gennem den nordiske mytologi.

Det bliver der et spil ud af, som både leverer på grafik, lyd, historie, action og eventyr.

’God of War 4’ er et af mine absolutte favoritspil i år, og et, jeg vil huske tilbage på som et af de bedste spil, jeg har spillet nogensinde.

Platform: PlayStation 4.

(© Igdb.com)

Middle-earth: Shadow of War

Det overraskende hit ’Shadow of Mordor’ fra 2014 fik i år en efterfølger, der igen leverer episke eventyr i Tolkiens Middle-earth.

Som rangeren Talion skal man besejre og herske over Gondors orker, belejre borge og hugge ork-hoveder af i titusindvis. Og det kan man få uendeligt mange timer til at gå med.

Som i sin forgænger lever ’Shadow of War’ på det såkaldte Nemesis-system, der er med til at skabe personlige fejder og venskaber med den ellers anonyme hær af orker. Og det fungerer.

Der er ikke nogen bedre følelse, end når man endelig får besejret en modstander, der igen og igen har været et horn i siden på en. Eller når man pludselig bliver reddet af en loyal ork.

Spillet blev i sin tid kritiseret for sin betalingsmodel med mikrobetalinger, men den er nu blevet droppet, så man kan lade kreditkortet blive i lommen, når man går til kamp mod fjendtlige grønhuder.

Platform: Windows PC, PlayStation 4, Xbox One.

(© PlayStation.com)

Shadow of the Colossus

Helt tilbage i 2004 udkom spillet ’Shadow of the Colossus’ til PlayStation 2 til stor jubel blandt anmeldere.

I foråret kom det i en ny udgave, hvor lyd og grafik er opdateret til moderne konsoller, og det er det på ingen måde blevet ringere af.

’Shadow of the Colossus’ er en mørkere og mere tragisk udgave af ’Legend of Zelda’ (kendt spilserie, red.), hvor hovedpersonen Wander kæmper for at genopvække pigen Mono fra døden.

Det kan han kun gøre ved at besejre de monumentale kolosser fra titlen, der hver for sig udgør en udfordring. Her skal man både bruge kløgt, snilde, sin trofaste ganger og sit sværd.

Det resulterer i nogle helt fantastiske kampe, hvor man kryber og kravler rundt på de omvandrende kolosser.

Platform: PlayStation 4.

(© Igdb.com)

Dark Souls Remastered

Skal din sommer bruges på et episk eventyr, der skiftevis sender dig ud i ekstatisk fryd og bundløs frygt, så er ’Dark Souls Remastered’ det spil, du skal kaste dig over.

’Dark Souls Remastered’ er et mørkt og frygteligt svært spil, der kræver overskud og tålmodighed, mens du som udød navigerer rundt i den ene mystiske omgivelse efter den anden.

Man kan ikke gemme sit spil overalt, som man kan i de fleste andre spil.

I stedet skal man kæmpe sig igennem monstre med sværd og trolddomskraft, indtil man finder et af de få sikre steder, man kan hvile - for så at opdage, at alle de monstre, man lige har slået ihjel, er vendt tilbage.

Det er en prøvelse, men åh, hvor er det en salig fryd, når man klarer prøvelserne.

’Dark Souls Remastered’ er en opdateret udgave af det oprindelige ’Dark Souls’ fra 2011. Så hvis du får smag for ’Dark Souls Remastered’-universet, kan du allerede nu følge op med ’Dark Souls II’ (2014) og ’Dark Souls III’ (2016).

Platform: Windows PC, PlayStation 4, Xbox One.

(© Igdb.com)

Legend of Zelda: Breath of the Wild

Da Nintendo skulle lancere sin nye Switch-konsol i starten af 2017, slikkede alle spilfans sig om munden. Nintendo havde nemlig lovet, at der med lanceringen kom et helt nyt spil i den legendariske ’Legend of Zelda’-serie, ’Breath of the Wild’.

Og hillemænd, var det værd at vente på. Det lykkedes spillet både at bibeholde sin forbindelse til den oprindelige serie og at genopfinde sig selv på et utal af måder, der gjorde det til en eventyrlig og smuk oplevelse.

I ’Breath of the Wild’ kan man frit bevæge helten Link rundt i det kulørte landskab og løse spillets mange udfordringer ved brug af de værktøjer, der er til rådighed.

Det er en helt igennem sublim oplevelse, som alle med en Switch eller Wii U bør prøve.

I en kort periode lå spillet på et rent 100 på Metacritic (hjemmeside, som samler alle omtaler og anmeldelser af spil, film, musik osv., red.). Nu må spillet “nøjes” med 97.

Platform: Switch, WII U.

(© Konami.com)

Det her behøver du ikke bruge din tid på: Metal Gear Survive

Metal Gear-serien var i en årrække noget af det ypperste, konsol-spillere kunne glæde sig til.

Men efter det seneste spil ’Metal Gear Solid V: The Phantom Pain’, som udkom i 2015, forlod spillets legendariske kultinstruktør og fan-darling, Hideo Kojima, i harme firmaet Konami, som ejede ’Metal Gear’-serien.

Det skabte stor vrede mod Konami. Særligt da Konami derefter annoncerede den første ’Metal Gear’-titel uden Hideo Kojima ved roret: ’Metal Gear Survive’.

Og desværre er kritikken helt på sin plads.

’Metal Gear Survive’ er en udvandet omgang overlevelses-simulation med en halvhjertet historie og semidårlige gys.

Det er ’Solo - A Star Wars Story’ i kølvandet på ’The Empire Strikes Back’: fladt, kedeligt og spild af din tid.

Dog har man som spilentusiast alligevel noget at glæde sig til i den forbindelse: Efter at Hideo Kojima gik solo fra Konami, har han arbejdet på spillet ’Death Stranding’, hvori bl.a. den danske skuespiller Mads Mikkelsen får en fremtrædende rolle.

Facebook
Twitter