Dansk spil går nummer 1 i hele verden: 'Vi fejrede det med champagne og flødeboller'

Spillet 'Deep Rock Galactic' bliver ved med at slå rekorder.

Fejringerne vil ingen ende tage for det danske spilfirma Ghost Ship Games. I mandags slog spillet flere rekorder. (© Ghost Ship Games)

- Vi har et mål om, at vi hver dag skal have en fest. Og det er vi altså lykkedes med ret godt indtil nu.

Sådan lyder det fra Søren Lundgaard, der er direktør i spilfirmaet Ghost Ship Games. Og i mandags var der endnu en gang grund til at feste.

Ghost Ship Games' spil 'Deep Rock Galactic' røg nemlig ind som nummer et på listen over de mest hentede spil på verdens største spiltjeneste Steam.

Holdet bag spillet, der fysisk sidder i en gammel ejendom på Christianshavn i København, sad spændt og fulgte med på hitlisten weekenden over for at se, om spillet ville nå toppen. 'Deep Rock Galatic' fejrede nemlig to års fødselsdag i weekenden. Derfor kunne nye spillere gratis hente spillet ned fra Steam for at prøve det af i en begrænset periode.

- Vi sad og trykkede F5 konstant for at refreshe, så vi kunne se, om vi nåede toppen. Det var vildt overraskende, da vi nåede det i mandags, og vi skyndte os at tage screendumps af det, siger Søren Lundgaard.

Gratis, men alligevel storsællert

Selvom spillet var gratis, så har prøveperioden budt på endnu flere rekorder for det danske spilfirma med 21 ansatte, der allerede for en måned siden kunne fortælle, at de havde omsat for hele 100 millioner kroner.

For efter den gratis prøveperiode - og et lille vinterudsalg for at fejre fødselsdagen - har 100.000 valgt at købe spillet, så det samlede antal solgte spil nu ligger på omkring en million. Derudover slog antallet af aktive spillere rekord, hvor 20.000 spillede 'Deep Rock Galactic' samtidig.

- Det fejrede vi med champagne og flødeboller. Men vi skal fejre det rigtigt på et senere tidspunkt. Vi skal bare lige finde ud af, hvordan vi egentlig skal gøre det, siger Søren Lundgaard, der indrømmer, at han efterhånden er ved at løbe tør for kreative, festlige ideer.

  • I spillet skal dværge grave sig ned i undergrunden på en planet. (© Ghost Ship Games)
  • På planeten møder dværgene flere vilde rumvæsner. (© Ghost Ship Games)
  • Sammen skal dværgene hjælpe hinanden med at samle mineraler. (© Ghost Ship Games)
1 / 3

Ingen Teslaer og guldure

Selvom selskabet har indtjent over 100 millioner kroner, så kører de 21 ansatte hverken rundt i Teslaer eller køber dyre Rolex-ure. For efter Steam og spillets svenske forlag har taget deres andel af indtjeningen, så ryger de fleste af de andre penge ned i Ghost Ship Games' pengekasse.

Der skal de bruges til at videreudvikle spillet, som faktisk ikke engang er færdigt endnu. Den videreudvikling sker sammen med spillets fans, og det er netop årsagen til, at spillet er så populært, mener Søren Lundgaard.

De seks stiftere af Ghost Ship Games - heriblandt Søren Lundgaard, der står i midten i blå skjorte. (© Ghost Ship Games)

- Spillet har fået succes på grund af vores gode ideer, men det er i høj grad også lykkes, fordi vi har været i åben udvikling i samarbejde med spillets fans. Det er dem, der har skabt hypen om spillet, og størstedelen af succesen skyldes dem, siger han.

Det endelige spil forventes at være færdigt i løbet af i år, hvorefter det løbende opdateres. Først om et par år forventer Søren Lundgaard, at de vil begynde at udvikle et nyt spil.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk