Dansk spil hyldes i udlandet: 'Det er hylende morsomt'

En gruppe danskere har lavet et golfspil for folk, der hader golf, og nu høster de roser fra anmelderne.

Det danske spil 'What the Golf?' modtager masser af ros i internationale medier. Blandt andet Forbes kalder 'What the Golf?' for 'årets måske sjoveste spil'. (© pressebillede)

Det er ikke hver dag, danskere bliver tildelt opmærksomhed i internationale medier som Forbes, Vice og Polygon.

Men det er sket for Rune K. Drewsen, Tim Garbos og Peter Bruun. De har sammen grundlagt det danske firma Triband, der har udviklet spillet 'What the Golf?'.

Spillet bliver - blandt andet - kaldt for 'hylende morsomt', 'en fornøjelse' og 'måske årets sjoveste spil', og så er det i øvrigt det første danske spil, der både udkommer både på Epic og Apple Arcade.

- Det er dejligt med ros, for det vokser man altid af. Lige nu har vi dog stadig travlt med at stå nede i maskinrummet og få tingene til at virke i forhold til spillet, fortæller Rune K. Drewsen, da vi ringer til ham for at sige tillykke med de positive skudsmål.

- Det er dog også lidt en mærkelig størrelse, det med at få ros. Vi får en masse opmærksomhed og publicity, og det er super positivt og godt, men vi ved jo ikke, hvad det hele ender med. Så vi tager en dag ad gangen. Men vi er selvfølgelig super glade og stolte.

'I Danmark er vi gode til at lave fis og ballade'

Spillet bliver af Drewsen beskrevet som et golfspil 'til mennesker, der hader golf, lavet af mennesker, der ikke aner noget om golf'. Han forklarer, at spillet i virkeligheden er en parodi på golf.

- I Danmark er vi gode til at lave fis og ballade, og vi har en lidt anarkistisk tilgang til tingene. Jeg tror ikke, spillet kunne være blevet udviklet andre steder end herhjemme.

Og selvom de danske spiludviklere for øjeblikket har travlt med at 'stå nede i maskinrummet', bliver der dog alligevel tid til at fejre succesen lidt, fortæller Rune K. Drewsen.

- I morgen (torsdag) holder vi vores releasefest, og dét bliver for sindssygt. Jeg tror, det hele så småt begynder at synke ind, når vi har fået drukket fadøl nummer to i morgen. Så skal vi høre 'Uhh det er så svært at være så god' med Kidd og stå med armene over hovedet.

Arbejder fra kælder i Gothersgade

Sammen med Tim Garbos og Peter Bruun har Rune K. Drewsen siden 2014 lavet computerspil under firmanavnet Triband i et kælderlokale i Gothersgade i København. Udover de tre ejere består Triband også af Lasse Astrup, Felix Nordanåker, Morten Skouboe og Amanda James.

Blandt deres projekter kan nævnes, at de engang byggede en støvsuger, der kunne suge farve op.

- Den skulle vi vise i USA, men den blev taget i tolden.

Herudover har Triband også udviklet et spil over den danske monsterfilm 'Reptilicus', der dog aldrig nåede 'at tage fart'. Herefter gik de i gang med et spil, der var en hyldest til keyboardet (det hed 'Keyboard Sports'), fordi de syntes, det var ærgerligt, at folk ikke brugte alle knapperne. I spillet var det så meningen, at man skulle bruge keyboardets knapper som en slags controller.

- Herefter blev vi kontaktet af et firma, der hed The Label, som spurgte os, om vi ikke ville udvikle et nyt spil til dem. De var stort set ligeglade med, hvad vi lavede, bare de måtte få det.

- Det projekt endte med at tage tre år, og i dag står vi så med 'What the Golf?'.

Hvad skal der så ske nu - ovenpå al den positive omtale?

- Vores nye mål må være, at vi skal op i lyset, næste gang vi skal have nyt kontor, slutter Rune K. Drewsen med et grin.

Se en trailer til spillet her.