Danskere bliver snydt for tusindvis af kroner i populært spil: 'Det er det vilde vesten'

Det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man kaster sig ud i at handle med de populære skins i eksempelvis 'Counter-Strike'.

Skydespillet 'Counter-Strike: Global Offensive' rammes ofte af lyssky handler med de populære skins. (© Unsplash)

- At handle med skins er fuldstændig som det vilde vesten.

Ordene kommer fra den unge, danske 'Counter-Strike'-spiller Manas Singh Katyal, der på egen krop har oplevet, hvordan det er at blive snydt.

Og han er langt fra den eneste.

Danske gamere bliver nemlig snydt for tusindvis af kroner, når de forsøger at handle med de populære skins, som er kosmetiske tilføjelser til våbnene i 'Counter-Strike'.

Der findes et hav af online-sider, der sælger 'CS:GO'-skins på sikker vis. På hjemmesiden cs.money er denne kniv eksempelvis til salg for omkring 25.000 kroner. Derimod er det ofte ved private handler på eksempelvis Facebook, at folk bliver snydt. (© CS.Money)

Problemet har eksisteret i flere år og debatteres heftigt i flere 'Counter-Strike'-Facebook-grupper, hvor de hundredvis af kommentarer og advarsler er med til at understrege problemets omfang.

Og det kan blive en dyr fornøjelse at vove sig ud i de private handler. Denne type skins kan nemlig nemt koste alt fra mellem 100 og 50.000 kroner. Og prisen dikteres, som alt andet, af udbud og efterspørgsel.

DR har talt med tre unge, der alle er blevet snydt i lyssky online-handler. Og et af eksemplerne har endda haft vidtrækkende konsekvenser i det virkelige liv.

1

Marcus Geertsen: Er blevet snydt for 3.000 kroner

Marcus Geertsen vil ikke længere købe og sælge skins, efter han blev snydt. (© Marcus Geertsen)

22-årige Marcus Geertsen har spillet 'Counter-Strike' lige så længe, han kan huske.

Da man begyndte at kunne købe og sælge skins, hoppede han med på vognen, da det både gjorde spillet sjovere, men også var en god investering.

På nuværende tidspunkt har han nok for lidt over 25.000 kroner af skins på sin konto, men planen er, at han skal sælge dem alle i den nærmeste fremtid.

- Jeg blev snydt af en falsk profil, og jeg sad på mit arbejde, da handlen fandt sted, så jeg brugte ikke særlig lang tid på at tjekke, hvem personen var. Han sendte mig en falsk reptråd (en reputation-tråd, hvor andre spillere kan sige "god" for en) og pressede på for, at handlen skulle gå stærkt. Det stressede mig, og jeg ved egentlig ikke, hvordan han fik mig overbevist, men jeg endte med at sende ham en kniv til omkring 3.000 kroner. Efterfølgende blokerede han mig selvfølgelig på Facebook, siger Marcus Geertsen.

Han har ikke meldt hændelsen til politiet, fordi han ikke har noget information på gerningsmanden med undtagelse af det falske navn.

Den 22-årige lavede dog et opslag i Danmarks største 'Counter-Strike'-gruppe på Facebook, 'CSGO Danmark', for at advare mod svindleren og sikre, at det ikke skete for andre.

Det er dog Marcus Geertsens oplevelse, at 'scamming' med skins er et kæmpestort problem i 'Counter-Strike'-verdenen.

- Der kommer rigtig mange opslag om handler, der er gået galt, og det er dagligt. Man kan lynhurtigt forfalske en profil og så udgive sig for at være en anden person.

- Det tager ingen tid. Det er effektivt, og det er lette penge. Det er pisseærgerligt.

Den dårlige oplevelse har også afskrækket ham fra at handle med skins igen.

- Jeg har købt en del skins, som jeg bare skal af med nu. Jeg gider det ikke længere, for det kan hurtigt gå galt, hvis man ikke passer godt på. Jeg blev selv snydt for et "mindre" beløb, men hvis du er en yngre spiller, som lige pludselig mister 3.000 kroner eller endnu flere penge, så kan det godt gøre rigtig ondt, siger Marcus Geertsen.

2

Manas Singh Katyal: Har været udsat for identitetstyveri

Manas Singh Katyal har solgt alle sine skins og spiller nu Counter-Strike uden. (© Manas Singh Katyal)

- Jeg har i hvert fald fået omkring 15 beskeder fra folk, der er blevet forsøgt snydt eller som røg i fælden. Det er ikke rart at vide, at man har en falsk udgave af sig selv, der scammer folk, fortæller Manas Singh Katyal.

Efter en mistænkelig handel, hvor han blandt andet blev bedt om at sende et billede af sit kørekort, er der nemlig dukket en falsk sælger op, der udgiver sig for at være Manas Singh Katyal. I de sidste par uger har den falske profil brugt hans navn til at lokke penge ud af intetanende købere.

- Jeg har prøvet at hjælpe folk ved at lavet vildt mange opslag i 'CSGO'-gruppen om, at de skulle passe på med at handle med en, som har mit navn, men han fortsætter ufortrødent. Og folk fortsætter desværre med at falde for den, siger Manas Singh Katyal.

Den unge 'Counter-Strike'-spiller er godt klar over, at han skulle have lavet sit forarbejde ordentligt inden den tvivlsomme handel, men i den pågældende situation stolede han desværre på den forkerte person.

Det ærgrer ham i dag.

- Det er virkelig ikke en særlig rar situation at være i. Specielt fordi jeg ikke kan gøre noget ved det. Jeg gør mit bedste for, at andre ikke bliver snydt af en falsk udgave af mig og for at mit navn ikke associeres med en, som snyder folk, men det har også en stor betydning for, om folk stoler på mig i miljøet, siger han.

Manas Singh Katyal har spillet 'CSGO' i flere år og på et rimelig højt niveau, og skins blev ret naturligt en vigtig del af spillet for ham.

Han har købt skins for flere tusinde kroner, da det var en nem måde at tjene penge på samtidig med, at han rent faktisk havde nogle fede skins til sig selv.

- Det svarer jo egentlig bare lidt til at købe nogle fede sko, som man gerne vil vise frem og få kommentarer for. Det er i bund og grund meget materialistisk, men for mange er det et ekstra krydderi i spillet, forklarer han.

Siden han blev klonet på Facebook, har han dog valgt at sælge alle sine skins og spille uden.

Han regner heller ikke med, at han kommer til at handle meget mere i fremtiden.

3

Gustav Reumert: Har handlet for millioner

Selvom han er kendt i skins-miljøet, er Gustav Reumert alligevel blevet snydt flere gange. (© Gustav Reumert)

For Gustav Reumert er skins blevet større end 'CSGO'.

Som gymnasieelev for to år siden gik det op for ham, at han kunne tjene penge på at købe skins og så sælge dem dyrere. Det blev hurtigt en hobby for ham og en god måde at tjene lidt ekstra penge på.

- Det foregik jo bare på Facebook, så jeg kunne i princippet gøre det overalt, og når jeg ville. Gennem tiden har jeg solgt ting for flere hundredtusinder af kroner. Alt i alt har jeg nok handlet for millioner, forklarer han.

Han er godt klar over, at det kan virke vanvittigt, at folk er villige til at give så mange penge for et skin i et computerspil, men inden for de seneste par år er der kun kommet flere penge i miljøet.

- For nogle handler det om at have et fedt skin inde i spillet, men vi er også mange, der ser det lidt mere som et aktiemarked, hvor man kan lave nogle gode investeringer, siger han.

Når man har været med i så mange handler, som Gustav Reumert har, kan det være svært at undgå scammere.

Den 20-årige er da også selv blevet snydt tre gange.

- Første gang jeg blev snydt, var det for omkring 5.500 kroner af en udenlandsk sælger, der loggede af og blokerede mig lige så snart, jeg havde sendt ham mit skin.

- Anden gang, jeg blev snydt, var i 2020 af en dansk dreng, der fra sin egen profil snød rigtig mange, fordi han manglede penge. Jeg sendte ham omkring 5.000 kroner på MobilePay og har aldrig set min vare siden. Han har scammet for et uhørt højt beløb og er anmeldt til politiet.

- Tredje gang var beløbet så lavt, at jeg nærmest kun kan grine af, at der rent faktisk er nogle, som vil bruge tid på det. Han snød mig for 75 kroner, og det så jeg næsten mere som en oplevelse. Så vil man virkelig gerne snyde andre mennesker, siger han.

På grund af hans mange handler, har Gustav Reumert efterhånden bygget så stort et navn op i miljøet, at det nærmest aldrig er ham, der "går først" i en handel. Det vil sige, at han altid er den sidste, der enten køber eller sælger i en handel.

Og hvis folk ikke ved, hvem han er, kan de se hans rep-tråd eller slå ham op på 'CSGO Danmark' for at få ham verificeret.

- En af grundene, til at det her bliver ved med at være et problem, er, fordi der så er mange nye spillere, som ikke ved, hvad de går ind til. Derfor ser vi også, at der er så mange falske profiler, som går igen, siger han.

Selvom Gustav Reumert har et fuldtidsarbejde, ser han også handlen med skins som et deltidsjob, som han bruger mellem 10 og 15 timer om ugen på.

- Hvis man har pengene og tiden, kan man sagtens leve af det.

- Sidste år forsøgte jeg for eksempel at købe et skin for 19.000 kroner. Han takkede nej til handlen, fordi han ville have 20.000 kroner for det. I dag er det omkring 90.000 kroner værd. Så det er selvfølgelig en handel, hvor jeg skulle have givet de 1.000 kroner ekstra, forklarer han.

Gustav Reumert er i bund og grund ligeglad med, hvordan de skins, han køber, ser ud, så længe han kan tjene penge på dem.

- Jeg forstår godt, hvis folk synes, at det er et fucking underligt miljø. Men på mange måder minder det om den store gruppe af folk, der køber og sælger dyrt mærketøj. Og så er det nu engang mere sikkert at investere i skins, fordi du ikke kan ødelægge dem, som hvis du spilder kaffe på en trøje.