Danskere i stort gaming-eventyr: Får millioner fra hele verden til at bekæmpe ensomhed

Det er for svært at finde tilbud til ensomme, mener spildirektør. Så nu tager han sagen i egen hånd.

Der er endnu ingen rigtige billeder fra det kommende spil. Men ved investeringsmøder har Beta Dwarf blandt andet fremvist dette konceptuelle billede. (© Beta Dwarf)

Psykologi, 44 millioner kroner og en postapokalyptisk fremtid.

Det er ingredienserne i historien om de danske spiludviklere Beta Dwarfs nye gaming-satsning.

Projektet går under arbejdstitlen 'Project Haven' og er et spil, der skal være med til at bekæmpe ensomhed.

Og den idé har altså kastet investeringer på i alt 44 millioner kroner af sig fra udenlandske investorer i Shanghai, Los Angeles, London og New York.

Steffen Kabbelgaard er direktør i Beta Dwarf, der står bag spillet, og han forklarer, at missionen med 'Project Haven' er at gøre folk mindre ensomme ved at skabe langvarige venskaber. Det kan nemlig være svært at bryde ensomheden, hvis man ikke ved, hvor man skal søge hen, mener han.

- Jeg havde selv en tæt relation til en person, som følte sig ensom, og det gik op for mig, hvor svært det er at finde relevante tilbud, hvis du bor uden for København, siger Steffen Kabbelgaard.

Han håber, 'Project Haven' kan lave om på dét og gøre det nemmere for folk at finde et sted, hvor de trygt kan udvikle relationer til deres medspillere.

- For yngre generationer kan det være en lidt lettere måde at møde nye mennesker på i stedet for at skulle komme alene ned i en badmintonhal, hvor det kan være lidt angstprovokerende, at der står 20 andre.

Selvom billedet her ikke er fra det endelige spil, så bliver universet i 'Project Haven' noget i stil med Beta Dwarfs andet fantasifulde spil 'Minon Masters'. (© Beta Dwarf)

Ventetid bruges til at snakke

Selve spillet kommer til at minde om andre såkaldte MOBA-spil (Multiplayer Online Battle Arena), som for eksempel det populære 'League of Legends'.

Steffen Kabbelgaard forklarer, at det bliver en form for strategispil i realtid, og at det kommer til at foregå i et postapokalyptisk fantasy-univers, hvor der udspiller sig en krig, man som spiller er en del af.

Men hvordan sørger spillet så for, at folk bliver venner?

Ifølge Steffen Kabbelgaard har man taget udgangspunkt i evolutionærpsykologen Robin Dunbars forskning og sørger for at facilitere spirende venskaber gennem en venskabsalgoritme.

- Ud fra en række parametre sørger vi for at skabe teams på to-tre personer, når de skal på en mission. Og nogle af de missioner vil være en slags korte 'venterum', hvor man skal være på dupperne og holde øje med ulve og fjender, men hvor der ellers ikke er så meget andet at lave end at snakke sammen, siger Steffen Kabbelgaard og fortsætter:

- Det er egentlig inspireret af virkeligheden. Hvis man forestiller sig to soldater, der holder vagt, så kan de ikke rigtigt foretage sig andet end at tale sammen. Og det har vist sig at være super effektivt i forhold til at skabe de bedste intimsamtaler mellem folk.

Forløberen til 'Project Haven' er Beta Dwarfs nuværende spil-succes 'Minion Masters', som udkom i 2016 og ligeledes er et 'real time'-strategispil. (© Beta Dwarf)

Ekspert: Gaming er ikke asocialt

På IT-Universitetet i København bakker spilforsker og psykolog Rune K. L. Nielsen op om, at computerspil kan være med til at afhjælpe ensomhed.

For selvom der ifølge ham er mange, der har en anden opfattelse, så er gaming faktisk en langt mere social aktivitet, end skeptikerne tror, mener han.

- Rigtig mange mennesker er bekymrede for, om deres børn eller pårørende bliver isolerede af at spille meget, siger han og fortsætter:

- Men hvis du spørger dem, der rent faktisk spiller, så har de en oplevelse af, at det er en social aktivitet for dem.

Rune K. L. Nielsen er spilforsker og psykolog ved IT-Universitetet i København. (© IT-Universitetet)

Rune K. L. Nielsen understreger også, at de virtuelle venskaber ikke bliver mindre ægte af at være udformet i et spil i stedet for i en badmintonhal.

- Det er bare en anderledes måde at være social på. Der er faktisk studier, der tyder på, at onlinevenskaber udvikler sig meget hurtigere, og at man er tilbøjelig til at snakke mere om intime ting, siger han.

Derudover mener Rune K. L. Nielsen også, at onlinefællesskaber kan være særligt gavnlige for ensomme, der på den ene eller anden måde stikker uden for normen.

- Der er den åbenlyse fordel, at man ikke skal ud af døren og dermed ikke bekymre sig om sit udseende og dømmes på, hvordan man ser ud. Det kan også være, at man i den virkelige verden har en talefejl, som gør, at folk plejer at afskrive en.

Spillet bliver gratis

Men én ting er gode intentioner om at kunne bekæmpe ensomhed.

Noget andet er økonomien i projektet. For investorerne skal naturligvis have deres 44 millioner kroner igen.

Steffen Kabbelgaard håber derfor også, at spillet når ud til en bred gruppe, så projektet kan give overskud.

- Spillet er gratis, så vi vil gerne have, at det når ud til mange millioner mennesker. På den måde vil det være som traditionelle free to play-spil, siger han uden at blive konkret i forhold til, hvordan pengene skal tjenes:

- Det er ikke noget, vi er parate til at snakke i detaljer om, men det bliver muligvis fokuseret i retning af, at man kan købe genstande i spillet til sine helte.

Hans succeskriterie er dog først og fremmest, at spillet opnår det, der er hele meningen med projektet:

- Vi håber virkelig, at brugerne skriver anmeldelser, hvor de fortæller, at de har fået rigtige venner, så vi kan se, at spillet har opnået det, vi har sat os for.

Beta Dwarfs 'Project Haven' forventes at få sin endelige titel, når det er færdigt om to til fire år.

Steffen Kabbelgaard (til højre) sammen med medstifteren af Beta Dwarf Kenneth Harder. (© Beta Dwarf)