Den danske spilbranche er skuffet over ny filmaftale: Det er dødens gab for branchen

Der bliver ikke tilført flere penge til digitale spil, og det er skuffende, lyder det fra branchen.

'Planet Alpha' er et eksempel på et nyt spil, der er udviklet i Danmark. (Foto: Fra spillet 'Planet Alpha' © Team17)

- Det er et af de vigtigste kulturmedier, vi har i dag. Og så er det utroligt, at man ikke lægger mere vægt på, at der skal være gode, danske tilbud imellem.

Sådan lyder det fra Jesper Krogh Kristiansen, community manager i organisationen Interactive Denmark, der fokuserer på forretningsudvikling og markedsmodning for den digitale industri.

Han er skuffet over, at der i den nye filmaftale, der blev indgået torsdag aften mellem samtlige af Folketingets partier, ikke er sat flere penge af til digitale spil.

- De laver en fin aftale på syv sider, og spil får fire linjer. Der er rigtigt mange mennesker, både unge og gamle, for hvem spilmediet er deres primære kilde til underholdningsoplevelser, siger Jesper Krogh Kristiansen.

Han nævner blandt andet mobilspillet Subway Surfers, der er skabt af de danske spilfirmaer Kiloo og Sybo Games, der er et af de allermest populære mobilspil i verden, samt spillet 'Inside' skabt af det danske spilfirma Playdead, der sidste år vandt fire priser ved prisudelingen BAFTA (British Academy of Film and Television Arts, red.).

- Her er en mulighed for dansk kultureksport på verdensplan og en unik mulighed for at profilere Danmark som land. Og det ville da være fedt, hvis flere børn, unge og voksne, både herhjemme og verden over, kunne spille spil med en dansk tilknytning i stedet for spil, der er lavet i USA, England eller lande som Sverige og Finland, som ligger langt foran os.

Spillet 'Inside', der er lavet af det danske spilfirma Playdead, har vundet flere priser og er et godt eksempel på et dansk spil, der har fået stor succes uden for landets grænser. (Foto: Fra spillet 'Inside' © Playdead)

Savner større politiske ambitioner

I den nuværende filmaftale, der er gældende fra 2015-2018, står der, at Det Danske Filminstitut skulle oprette et spilkontor, der 'kan skabe netværk og et innovativt miljø omkring digitale spil', og at man som minimum i perioden skulle anvende 40 millioner kroner af tilskudsmidlerne til spil.

I den nye aftale fra 2019-2023 står der, at der som minimum skal bruges 10 millioner om året til støtte af digitale spil.

Dermed er der altså ikke afsat flere penge til spilområdet, og det er et problem, mener også Simon Løvind, der er redaktør i afdelingen med danske digitale spil i Det Danske Filminstitut.

- Den tekst, der er omkring spil, er identisk med sidste aftale, så det er status quo, og det er efter min mening et lille beløb i et overset område. Jeg savner større politiske ambitioner om at påvirke, hvad spil er og kan. Vi får ikke nogen danskprægede spil, der afspejler dansk kultur og nogle, der tager chancer, hvis ikke, man har større ambitioner, siger han.

Andre lande er langt foran Danmark

Tidligere i år blev det fra politisk hånd desuden besluttet at lukke for statslige investeringer gennem innovationsmiljøet Capnova, der tidligere har hjulpet en række spilvirksomheder i opstartsfasen.

- På grund af de politiske beslutninger om, at der ikke er mere støtte i filmaftalen og fra Capnova, så er kapitalen for de kreative græsrødder kraftigt reduceret. I Norge satser man massivt på det her område, i Sverige er de allerede langt foran os og i Finland er de så langt væk, at vi nærmest ikke kan se dem mere, lyder det fra Kristian Bang Nørgaard, der er direktør i spilvirksomheden Funday Factory og medlem af Spiludvalget i Producentforeningen.

- Jeg havde faktisk håbet, de havde fordoblet støtten den her gang. For mig at se er det lidt dødens gab for den danske spilbranche. Nye, kreative hoveder med de gode idéer får ikke bedre vilkår, og det kan betyde, at der kommer færre spændende ting ud af Danmark det næste år, siger han.

Facebook
Twitter