Efter heftig kritik: Nyt Harry Potter-eventyr skal gøre fans begejstrede igen

I dag udkommer et nyt Harry Potter-spil, der skal forsøge at rette op på forgængerens fejl.

I mobilspillet 'Harry Potter: Wizards Unite', som udkommer i dag, vil både Hermione Granger, Harry Potter og Ron Weasley være at finde. (© Warner Bros.)

Der er meget på spil for mobilspillet 'Harry Potter: Wizards Unite', der udkommer i USA og Storbritannien i dag, fredag.

Spillet er den anden store mobilsatsning fra det ultrapopulære univers - og det har en stor opgave foran sig.

For det første mobilspil 'Harry Potter: Hogwarts Mystery' blev ikke godt modtaget af fans, der kritiserede spillet for at kræve penge op af folks lommer via mikrotransaktioner, som er små tilkøb i et ellers gratis mobilspil.

'Harry Potter: Hogwarts Mystery' blev både kaldt 'forfærdeligt' og 'umuligt at spille på grund af mikrotransaktioner' af fans på nettet.

Den primære kritik gik på, at spillet havde indlagt ventetider undervejs, som man enten var tvunget til at udholde, eller som man kunne betale sig fra - og dermed komme hurtigere videre.

Jakob Stegelmann advarede også mod spillet, da det udkom sidste år:

- Dette spil lovede ellers godt, men det viste sig hurtigt at være mere ventetid end spilletid – i hvert fald hvis man ikke ville ruinere sig med en masse mikrotransaktioner undervejs. Det er altså et gratis spil, der hurtigt kan blive meget dyrt at spille – så det skal man undgå, sagde Jakob Stegelmann dengang.

Slører grænserne mellem magi og virkelighed

Nu er det nye Harry Potter-spil, 'Wizards Unite', altså udkommet, og det er en helt anden genre af mobilspil.

Hvor det første spil, 'Hogwarts Mystery', var en udforskning af troldmandsskolen i et klassisk, virtuelt univers, er 'Wizards Unite' et augmented reality-spil i stil med Pokémon Go. Det er endda udviklet af det samme spilstudie, Niantic, som stod bag det ultrapopulære 'Pokémon Go'.

I 'Harry Potter: Wizards Unite' skaber din telefon eller tablet et 'magisk lag' hen over den virkelige verden, der muliggør frembringelsen af kendte figurer fra Harry Potter-universet. (© Warner Bros./Niantic)

At spillet er et augmented reality-spil betyder, at det blander den virkelige verden med den virtuelle verden.

Det vil sige, at spillerne skal ud i gader, parker og marker og kaste magiske besværgelser. Og magien opstår, når man kigger gennem telefonen eller tabletens skærm, som lægger et slags filter ned over den virkelige verden.

- Et Instagram-filter kan gøre et statisk billede smukkere og mere indbydende. Jeg tænker på de her spil som 'filtre' til den virkelige verden. Med disse filtre føles den virkelige verden pludselig lidt mere Harry Potter-magisk, fortæller John Hanke, der er administrerende direktør hos Niantic, til Polygon.

Spillets historie starter, hvor J.K. Rowlings syvende og sidste bog, 'Harry Potter og Dødsregalierne', sluttede og placerer endnu engang Harry Potter, Ron Weasley og Hermoine Granger i hovedrollerne.

Magiske væsner begynder at vise sig i mugglernes verden, og det er nu spillerens opgave - i skikkelse af hovedpersonerne - at bringe ordenen tilbage mellem den magiske verden og mugglernes verden.

Bygger videre på Pokémon Go's succes

Spillet udkommer i dag, så det er ikke længe, fans og journalister har haft til at prøve kræfter med 'Harry Potter: Wizards Unite'.

Alligevel tyder det på, at den indledende modtagelse af spillet er mere positiv end det kritiserede 'Hogwarts Mystery', der var ramt af mikrotransaktions-frustrationerne.

- 'Harry Potter: Wizards Unite' er alt, hvad jeg håbede 'Pokémon Go' ville være, da det udkom. Det er gennemarbejdet, der er masser af udfordringer at kaste sig ud i, og det får dig til at føle dig som en troldmand, skriver spilmediet Kotaku.

Præcis som i 'Pokémon Go' fungerer det nye Harry Potter-spil ved, at du bevæger dig fysisk rundt i den virkelige verden, mens din figur tilsvarende flytter sig på kortet på din telefon. Undervejs på din færd vil du så støde på utallige væsner fra J.K. Rowlings forunderlige univers, som du skal kæmpe mod. (© Warner Bros./Niantic)

- Hvis du er Harry Potter-fan vil det nuværende indhold i spillet helt klart tilfredsstille din magiske appetit og få dig til at føle dig som en del af Harry Potter-verdenen. Jeg kan ikke sige, om spillet vil være i stand til at fastholde magien over tid, skriver teknologihjemmesiden TheNextWeb.

Om magien og fansenes begejstring fastholdes, vil vise sig de kommende uger.

'Harry Potter: Wizards Unite' udkommer til iOS og Android i dag i USA og Storbritannien. Det er også på vej til Danmark inden længe, men præcist hvornår vides endnu ikke.

Facebook
Twitter