Efter massiv kritik: Nu bliver kontroversielt voldtægts-spil trukket tilbage

Computerspillet 'Rape Day', hvor man kan voldtage kvinder, kommer alligevel ikke ud på verdens største spilplatform.

'Rape Day' skulle være udkommet om en måned, men kommer alligevel ikke til at se dagens lys på spilplatformen Steam. (© Desk Plant)

Det er både blevet kaldt en 'usmagelig joke' og et 'kynisk markedsføringsstunt'.

Og nu har spilplatformen Steam valgt at lytte til den massive kritik fra både brugere og medier. De trækker nemlig det kontroversielle spil 'Rape Day' tilbage - inden det overhovedet er udkommet.

- Vi har besluttet ikke at distribuere spillet på Steam, skriver spilplatformen på sin officielle blog.

I 'Rape Day', der er udviklet af Desk Plant, kunne man spille en sociopatisk seriemorder, der i en zombie-verden voldtager kvinder.

Men spillet, der indtil nu har kunnet forudbestilles på Steam, og som skulle være udkommet om en måned, kommer altså alligevel ikke til at se dagens lys på platformen.

For stort et tabu

- Steam har set, at et voldtægtsspil er for stort et tabu. Det går over alt for mange grænser, forklarer Miguel Angel Sicart, der er lektor og forsker i computerspil på IT-Universitetet i København.

Sicart håber, at sagen om 'Rape Day' får folk til at kaste et mere kritisk blik på Steam og andre platforme, 'der jo tillader de fleste ting'.

- De har en vedtaget politik om ikke at have en mening om de ting, de sælger. De har så valgt at trække en streg i sandet med 'Rape Day', men hvad med alle de andre spil, spørger han retorisk.

Steam selv skriver i blogindlægget, at de kun kan reagere på bagkant - og ikke forbyde spil på forhånd.

- Meget af vores politik om, hvad vi distribuerer, er og kan kun være reaktionsbestemt. Vi er simpelthen nødt til at vente og se, hvad der kommer til os på Steam Direct, skriver spilplatformen.

I 'Rape Day' var det meningen, at man skulle spille en sociopatisk seriemorder, der voldtog kvinder. Spillet er dog blevet trukket tilbage inden sin planlagte udgivelse. (© Desk Plant)

Steam har før været i stormvejr

Det er ikke første gang, Steam er havnet i et stormvejr på grund af den frisindede tilgang, platformen har til, hvad der må ligge tilgængeligt hos dem.

Steam, der ejes af spilvirksomheden Valve, blev mødt af skarp kritik sidste år, da man vedtog en såkaldt 'hands off'-politik.

Den betød, at man simpelthen valgte ikke at tage aktiv stilling til det indhold, der kunne tilgås på Steam, medmindre der var tale om spil, man vurderede, var direkte ulovlige.

I den aktuelle sag om 'Rape Day' tager Steam da heller ikke direkte afstand til det voldsomme spil.

- Vi respekterer spiludviklernes kunstneriske frihed, og formålet med Steam er at hjælpe udviklerne med at finde et publikum. Men denne udvikler har valgt lave et spil, der gør det meget svært for os at hjælpe dem med det, slutter blogindlægget.

- Vi må stille os kritisk overfor, hvorfor de har denne her 'hands off'-politik, opfordrer Miguel Angel Sicart.

- De forholder sig ikke til værdier, eller hvad de synes er forkert. De forholder sig kun til økonomien. Og det synes jeg er grundlæggende forkert.

Han tror dog ikke, at der er noget etisk kodeks undervejs fra Steam lige foreløbig:

- Om en måned har vi sikkert et nyt problem med et nyt kontroversielt spil. Der er ingen stopklods. Steam går kun op i penge, ikke etik.

Facebook
Twitter