Efter seks år på tronen: Verdens største youtuber er blevet overhalet

90.487.392 følgere er ikke længere nok til, at Felix Kjellberg, bedst kendt som PewDiePie, er verdens mest populære youtuber.

PewDiePie er blevet en kæmpe stjerne i kølvandet på sin Youtube-succes. Nu har det indiske pladeselskab T-Series overhalet ham i antallet af følgere. (Foto: Dave J Hogan © Getty Images)

Opdateret kl. 18.10: Kampen mellem PewDiePie og T-Series fortsætter på Youtube. Pt. fører PewDiePie igen med flest abonnenter.

Den svenske youtuber PewDiePie har længe haft rekorden som den Youtuber med allerflest følgere.

Men nu må han se sig slået af et indisk pladeselskab.

Den indiske Youtube-kanal T-Series har netop overhalet den 29-årige svensker med det borgerlige navn Felix Kjellberg, skriver svenske SVT.

PewDiePie har i skrivende stund 90.487.392 følgere på Youtube, mens T-Series har 90.518.855 følgere. T-Series er kendt for at producere indisk popmusik og soundtracks til store Bollywood-film.

Som de fleste Youtube-brugere kender PewDiePie; foran mikrofonen iført hørebøffer. (Foto: Felix Kjellberg © PewDiePie)

T-Series-direktør ligeglad med PewDiePie

T-Series' dominans på Youtube er den foreløbige kulmination på en længerevarende kamp mellem pladeselskabet og PewDiePie.

For bare udsigten til, at PewDiePie kunne blive vippet af tronen, fik flere af hans fans til at sætte alle kræfter ind på at sikre, at han kunne forblive kongen af Youtube.

For eksempel formåede brugeren The Hacker Giraffe at hacke 50.000 printere. De udskrev papirer med instrukser om at abonnere på PewDiePies kanal og opfordringer til stoppe med at følge T-Series.

Og youtuberen Justin Roberts tog kampen op mod det indiske selskab ved at kapre den største reklameskærm på Times Square i New York - med et budskab om at gå ind og følge PewDiePie.

Folk har ikke været blege for at tage vilde midler i brug, når det kommer til promoveringen af PewDiePie. Her er det Time Squares største reklametavle og en udskrift fra én af 50.000 hackede printere. (© Justin Roberts/Dr_Moxmo)

Kampen er dog - indtil videre - tabt.

T-Series' direktør, Bushan Kumar, mener, at den teknologiske udvikling i Indien er én af grundene til, at T-Series nu er blevet størst.

Og så er han i øvrigt fløjtende ligeglad med PewDiePie:

- Vi interesserer os ikke for PewDiePie. Hvorfor tager hans fans det så alvorligt? Vi er ikke dominerende på Youtube, men laver godt indhold, som folk ser og abonnerer på, sagde han tidligere i år.

Størst siden 2013

PewDiePie har været verdens største youtuber siden 2013, og hans succes skal blandt andet tilskrives, at han har været med siden starten.

Det mener i hvert fald den danske youtuber Mads Gottlieb, der selv står bag den succesfulde Youtube-kanal MadsenGaming.

- Man forbinder ham med Youtube, så folk har opbygget et personligt forhold til ham, sagde Mads Gottlieb til dr.dk i december.

- Han interagerer virkelig godt med sit publikum, og man holder af ham, fordi han virkelig er sig selv.

Mads Gottlieb sagde ved samme lejlighed, at det ville være enden på Youtube, som vi kender det, den dag T-Series overhalede PewDiePie i antal følgere.

- Youtube blev jo skabt, fordi man som privatperson selv skulle uploade videoer, og det var personligt. T-Series er på ingen måde personlige, og selvom jeg ikke frygter, at Youtube bliver en ren firmaplatform, så kan man frygte, at de store firmaer får for meget magt og bare deler en masse reklamer, sagde Mads Gottlieb dengang.

PewDiePie er især kendt for sine videoer, hvor han kommenterer gaming og selv gamer.