'Ej, hende kunne jeg godt bolle': 3 tiltag skal gøre op med grov chikane mod kvindelige gamere

En britisk organisation har afleveret en rapport til parlamentet om sexisme i gaming med tre konkrete råd - men dansk ekspert er skeptisk.

Rapporten er skabt i samarbejde med flere akademikere og kvindelige gamere. (Foto: Andre Hunter © Unsplash)

- Klamme luder!

- Vil du sutte min pik?

- Ej, hende kunne jeg godt bolle.

Det er kommentarer som disse, flere kvindelige gamere dagligt udsættes for, når de sætter sig foran skærmen for at spille.

Det problem vil en ny rapport, der sætter fokus på unge kvinders oplevelser, når de gamer, nu forsøge at komme til livs. Det skriver BBC.

Den britiske organisation 'Young Gamers and Gamblers Education Trust' har nemlig udarbejdet en rapport, der kortlægger sexisme i spilverdenen.

Rapporten er afleveret til det britiske parlament og kommer med tre helt konkrete råd til, hvordan man kan afhjælpe de mange sexistiske kommentarer, kvindelige gamere får dagligt, når de spiller.

Rapporten indeholder også data fra marketingforskningsfirmaet Bryter, der anslår, at 40 procent af alle kvindelige gamere har oplevet chikane fra mandlige spillere, når de har spillet online, mens 28 procent har oplevet chikane, der har haft seksuel karakter.

Kommentarer om voldtægt og bryster

At man må stå på mål for lidt af hver, er også tilfældet herhjemme.

Det fortæller både Melina Jellesmark, og 15 andre kvinder som dr.dk tidligere har været i kontakt med.

- Jeg har oplevet, at mine holdkammerater har dræbt mig i spillet, udelukkende fordi jeg er kvinde, siger Melina Jellesmark, der både gamer og streamer på Twitch.

Og de ubehagelige oplevelser begrænser sig ikke kun til, når hun gamer, men også når hun livestreamer.

Engang var hun inviteret til et LAN-party, hvor hun skulle streame for de andre i lokalet.

- Pludselig ser jeg i chatten, at en af dem, der var til stede, skrev, at han ville voldtage mig, når jeg gik på toilettet.

- Det var en af de ubehagelige oplevelser, der virkelig gjorde mig utilpas.

Melina Jellesmark fortæller også, at når man har spillet længe, så er det noget, man vænner sig til.

- Jeg er træt af, at kvinder altid skal være i en offerrolle, men jeg ved godt, det er et større problem.

- Det burde selvfølgelig ikke være sådan, men jeg bliver ikke længere påvirket, når folk er vulgære og siger, de vil have sex med mig, eller spørger om de må se mine bryster.

Grove og sexistiske kommentarer er hverdag for mange kvinder, når de gamer. (Foto: Oliver Seppo © DR)

Og ifølge rapporten er det da også et problem, som spilfirmaerne er opmærksomme på. Flere har endda forsøgt at implementere tiltag, der skulle minimere de mange chikanerende kommentarer, som kvindelige gamere får.

For eksempel har 'Call of Duty' implementeret en ny teknologi, der skal rense ud i tekstbeskeder, der potentielt kan virke stødende, efter de på et år har måttet udelukke 350.000 brugere på baggrund af deres opførsel.

Ligeledes har 'Counter-Strike' gjort det muligt for brugere at smide en anden person ud af et spil.

Størstedelen af spiludviklere har en nul-tolerance politik mod opførsel, der kan opfattes chikanerende.

Med rapporten håber 'Young Gamers and Gamblers Education Trust', at de kan komme med anbefalinger til, hvilke tiltag man kan indføre for at tackle den chikanerende opførsel, der foregår i online gaming.

'De vil bare være nørder ligesom drengene'

Ifølge Christian Mogensen, der er specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik, er rådene gode og velmenende. Men der er alligevel problemer ved dem:

- De er meget lidt konkrete, konstaterer han.

- Og så kunne jeg forestille mig, at nogle forældre eller fagpersoner vil stå af, når der pludselig bliver snakket om voldtægtskultur, fordi de ikke kan forbinde det med deres egne børn.

Christian Mogensen kan godt frygte, at det kommer til at lyde for politisk, og det kan virke ukonkret og voldsomt for mange.

- Der sker helt forfærdelige ting i chatfeltet. Men det store problem, kvinder oplever herhjemme er, at de bliver underkendt eller forfordelt.

- De oplever et gaming-community, der behandler dem som piger eller tøser, når de faktisk bare gerne vil være gamere og nørder – ligesom drengene.

Og så er det vigtigt for ham at påpege, at det ikke er de unges ansvar at fortælle, når der sker noget træls i online-universet, men derimod forældres opgave at spørge ind til det:

- Problemet er, at mange forældre måske ikke tror, at de forstår sig på gaming. Men de behøver ikke forstå alt det tekniske for at kunne spørge ind til det.

- Det er ikke anderledes end, når ungerne har spillet en fodboldkamp, hvor man spørger ind til det menneskelige. De skal høre, hvordan der bliver talt til hinanden og om de har haft en god oplevelse.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk