Elsker du at game for sjov? Her er 5 fede events du skal til i 2018

Er du til Fifa eller Counter-Strike, til hygge eller seriøs amatørgaming? Find dit gamer-event her.

Copenhagen Games har én af verdens største kvindeturneringer i Counter-Strike. Men du kan sagtens være med, selvom du er amatør, (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Der er dømt masser af skyderier, flyvespark, tricks – og hattricks – når Gigantium i Aalborg i dag og resten af weekenden åbner dørene for det store, årligt tilbagevendende gamer-event Geeks Gone Wild.

Om eksperten
  • Lasse Kjær er gamer, esportskonsulent hos DGI Nordjylland og formand for foreningen LAN Team Nord, der arrangerer gaming-eventet 'Geeks Gone Wild'
  • Han studerer It-teknolog med speciale i Cloud computing og IT-sikkerhed

Her kan du nemlig deltage i turneringer i Counter-Strike: Global Offensive, Fifa 18, Tekken 7 – og en række flere af de allermest populære computerspil herhjemme.

Arrangørerne forventer godt 1.000 spillende deltagere, der kæmper om en samlet præmiepulje på 210.000 kroner i turneringerne.

Du behøver dog ikke være e-sportens svar på Ronaldo for at være med, for det er især hyggen, der er fokus på i det aalborgensiske gamer-event, understreger Lasse Kjær, der er formand for Lan Party Nord, der står bag Geeks Gone Wild.

Vi bad ham komme med sine bud på fem turneringer, der er særligt gode for amatørgameren, der synes, at det sociale ved gaming er lige så vigtigt som konkurrencen.

(© NetParty Fyn)

Netparty Fyn

- De havde plads til 5200 gæster sidste gang, men de kalder det selv et hyggearrangement, fordi det primært handler om at hygge sig og være social. Der er mange aktiviteter og faciliteter, man kan prøve. For eksempel Virtual Reality og stande, hvor du kan spille Fifa. Der er også masser af underholdning. Blandt andet har kendte standuppere som Simon Talbot og Mark Le Fêvre optrådt til eventet, siger Lasse Kjær.

- Så der er rigtig meget for bredden, selvom de også er begyndt at fokusere lidt mere på eliten. Det er det største LAN (gaming-begivenhed) i Danmark, det tredjestørste på verdensplan og stadig en attraktiv turnering at vinde. Og så bliver finalen i Counter-Strike spillet på en scene og vist på storskærm.

Henvender sig til: Bredde-gameren. Ham eller hende, der har lyst til at prøve lidt af det hele, men ikke er hardcore konkurrencespiller i det enkelte spil.

Netparty Fyn foregår – trods navnet - i Fredericia 12.-14. oktober 2018.

(Foto: Bo Bach Jensen © Bach's Foto)

Cross Border Esport

- Det er lidt i samme størrelsesorden som vores eget event Geeks Gone Wild og foregår i Sønderborg. Det er et helt nyt event, som de skal afholde for anden gang her til september. Det er mere konkurrencepræget, fordi der er større pengepræmier, fortæller Lasse Kjær.

- Der er mange forskellige lokationer. Noget foregår i en hal, mens deres League of Legends-turnering foregår på et slot. Det er primært konkurrenceprægede spil, man spiller.

- Det er også meget publikumsvenligt. De går også meget op i, at man skal kunne komme som publikum og være mere seer end deltager. Og så er der et afterparty, hvor man kan mødes over en øl.

Henvender sig til: De seriøse amatører, der typisk vil være i aldersgruppen 15-24 år.

Cross Boarder Esport foregår den 3. til 9. september 2018 i Sønderborg.

(© Netparty Herning)

Netparty Herning

- Det er et interessant arrangement, hvor de ligger alt deres krudt i en Counter-Strike-turnering, siger Lasse Kjær.

- De har ikke det store scene-setup - det havde de i hvert fald ikke sidst. Det er et LAN, som vi kender det, og det er primært fokuseret på dem, der vil spille konkurrencepræget Counter-Strike. Her vil du også typisk møde nogle af Danmarks bedste hold.

- Det er fedt, fordi det er meget hardcore til dem, der spiller Counter-Strike.

Henvender sig til: Alle, der elsker Counterstrike, her er der plads til den seriøse - eller mindre seriøse - amatør og til den semi-professionelle.

Netparty Herning foregår næste gang 16.-18. februar i Herning.

(Foto: NILS MEILVANG © sCANPIX)

Copenhagen Games

- Man kan ikke komme udenom Copenhagen Games. Det rykker til deres hidtil største lokation, Bella Center, i år. Det henvender sig til alle. De har en LAN-del, hvor du bare kan tage din computer med og ikke behøver være med i en turnering, siger Lasse Kjær.

- Du kan også tilmelde dig turneringer til LAN'et, hvor den samlede pengepræmiepulje sidste år var på over mange flere hundrede tusind kroner, fortæller han om eventet, der sidste år havde en samlet pengepræmiesum på over 500.000 kroner.

- Der er blandt turneringer i Fifa, League of Legends og Counter-Srike, hvor de store pengepræmier er. Så eventet tiltrækker klart eliten, og der er også internationale hold med i deres Counter-Strike-turnering. De har også verdens største pigeturnering i Counter-Strike.

- I år afholder de også EDU-cup, som er er nogle ungdomsturneringer i samarbejde med ungdomsskolerne. Og så har de et kæmpe udstillings-område med mange udstillere inden for it-branchen og et stort afterparty.

Henvender sig til: Den der gerne vil være med, men ikke nødvendigvis vil deltage i en turnering og den ældre del af de hardcore gamere, som både kan være seriøse amatørgamere eller eliteudøveren.

28.-31. marts i København.

(Foto: Rasmus Smedstrup © Sports-Gaming.dk)

Sports-Gaming

- Jeg vil også anbefale det, der hedder Sports-gaming. De laver Fifa-turneringer rundt omkring i hele landet og har blandt andet været rundt i en masse Bilka'er og i Elgiganten. De rejser rundt med konsoller, og så stiller de dem op og afvikler turneringer. Det er det, vi kalder 'drop in'-turneringer, hvor man bare kommer og spiller én dag. Det er meget velbesøgt, og størstedelen af deres turneringer bliver udsolgt, siger Lasse Kjær.

- Det er fedt, fordi det er anderledes. Du behøver ikke at sætte en hel weekend af. Det betyder også, at man kan spille en turnering, når der kommer én i ens nærområde.

Henvender sig til: Hyggespilleren, som gerne vil til en turnering i sit område, men som ikke vil sætte så meget tid af til det. Henvender sig også til eliten inden for Fifa.

Foregår i hele landet. Du kan finde en oversigt over events her

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve