Et år efter: Nintendo-succes sætter tvivlerne til vægs

Da Nintendo lancerede Switch-konsollen for ét år siden var der kæmpe forventninger. Troldspejlets Jakob Stegelmann gør status.

I spillekonsollernes verden er det knald eller fald, hver gang man lancerer en ny.

Ingen ved på forhånd, hvordan det vil gå, og da Nintendo for nøjagtig ét år siden lancerede den nye Switch, var tvivlerne mange.

For Nintendo Switch var den nye konsol, der skulle få det gamle spilfirma tilbage på banen, og i kampen mod Playstation, XBox og mobiltelefonerne var det en enorm udfordring.

Bedste Zelda-spil nogensinde

Nintendo sparkede den i gang med et nyt Zelda-spil, 'Breath of the Wild'. Og de havde klogelig sat alle sejl til. Efter kort tid blev det klart, at det er et af de bedste i den legendariske serie. Senere fik vi selvfølgelig også et helt nyt Mario-spil, som også i top.

Resultatet kan opgøres nu: 14.3 millioner Switch er solgt. Det må kaldes en succes. Det er faktisk flere end den foregående Nintendo, WiiU, solgte i HELE sin levetid.

WiiU er lidt en trist historie: Der kom mange gode spil til den, de blev bare ikke opdaget. Konsollen blev aldrig en succes. Den gode nyhed er, at mange af de glemte spil nu kommer i Switch-udgaver.

Adventure-kampspillet 'Bayonetta' er et af dem - et andet er Zelda-spillet 'Hyrule Warriors' og det fremragende 'Donkey Kong Country Returns - Tropical Freeze'.

Her bliver Switch-konsollen afprøvet ved et Nintendo-arrangement i Tokyo i januar 2017. REUTERS/Kim Kyung-Hoon (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

Sært og sjovt

Men der er også nye spil på vej - vi glæder også til 'Kirby Star Allies' med den lyserøde sky, der sluger sine fjender. Ægte Nintendo, sært og sjovt.

Så Switchens første år ligner en triumf for Nintendo - men der er måske en hage: For Switchen er jo både en stationær og en håndholdt konsol. Det er jo det, der er genialt.

Men hvad så med den moderne Gameboy, Nintendo 3DS?

Der er ikke kommet mange nye spil til den på det seneste, så måske skal den snart lægges i graven. Nintendo har intet sagt….men man begynder at indse, at 3SDS'ne bliver offer for Switchens succes.

Facebook
Twitter