Fans har ventet i 13 år: Nyt Disney-spil er 'vildt og vanvittigt'

På blot én uge har 'Kingdom Hearts III' formået at sælge fem millioner spil.

Det er op til karakteren Sora at redde diverse Disney- og Pixar-figurer fra alverdens ondskab i 'Kingdom Hearts III'. (© Square Enix)

Hvad får man, hvis man krydser Disney med den japanske spil-gigant Square Enix?

Svaret er en af de mest populære spilserier i nyere tid: 'Kingdom Hearts'.

- 'Kingdom Hearts III' er en virkelig bastard af et spil, siger Palle Havshøi-Jensen, der er Playstation-ekspert og chefredaktør på spilmediet PSLife.dk:

- Og udefra ser det jo vildt og vanvittigt ud. Man kan rejse rundt mellem universer som 'Pirates of the Caribbean', 'Frozen' og 'Toy Story', og alle kender og elsker jo Disney. Men de laver ikke rigtig nogle spil af synderlig kvalitet selv. Det skal der åbenbart et japansk spilstudie i form af Square Enix til at få frem.

Det populære 'Kingdom Hearts III' har netop ramt butikkerne. Spillet er med fem millioner solgte eksemplarer på én uge det hurtigst sælgende spil i serien. En spilserie der sammenlagt har solgt 30 millioner spil siden 2002.

I 2002 udkom det første spil i 'Kingdom Hearts'-serien, der blev til i et samarbejde mellem tegnefilmsgiganten Disney og Square Enix. Square Enix står blandt andet også bag de populære 'Final Fantasy'-rollespil.

Udover 'Pirates of the Caribbean' foregår 'Kingdom Hearts III' blandt andet i Hundredemeterskoven fra 'Peter Plys', Olympen fra 'Hercules' og Monstropolis fra 'Monsters Inc.'. (© Square Enix)

I 'Kingdom Hearts'-universet har spiludviklerne blandet alt godt fra Disneys tegnefilmsunivers - med elementer fra Square Enix' rollespilsuniverser.

Således er det op til de tre helte Sora, Fedtmule og Anders And at drage ud på en farefuld færd for at beskytte universet mod onde kræfter kendt som The Heartless.

Og spørger man Palle Havshøi-Jensen, er det netop den særlige kombination mellem Disney-universet og rollespilselementerne, der har gjort serien så særdeles populær.

- Det er det bedste Disney-spil, der overhovedet er, mener eksperten.

Rollespilsfiguren Sora slår pjalterne sammen med Fedtmule og Anders And i de populære 'Kingdom Hearts'-spil. Seriens tredje spil har netop solgt fem millioner eksemplarer. (© Square Enix)

13 års ventetid værd - trods rodet historie

Det første spil i serien udkom i 2002, hvorefter opfølgeren, 'Kingdom Hearts II', udkom i 2006.

Dermed er det 13 år siden, at spilfans sidst stiftede bekendtskab med historien i 'Kingdom Hearts'-universet.

Og Palle Havshøi-Jensen kunne da også godt ønske sig en mere overskuelig fortælling.

- Historiemæssigt er det meget kompliceret. Det er typisk for japanske rollespil, der ofte er meget indviklede. Og denne her historie har jo så udviklet sig siden 2002 og er kørt ud af nogle sidespor, så den faktisk er endt med at køre af sporet. Så man skal være rimelig meget inde i det for at kunne følge med efterhånden, siger han.

Alt efter hvilket univers, man spiller i, ændrer karaktererne sig. Her ses Sora eksempelvis i sin monsterudgave, når han besøger Mike og Sulley fra 'Monsters Inc.'. (© Square Enix)

Men det betyder ingenting for selve oplevelsen af det nye spil, som Palle Havshøi-Jensen, trods den komplicerede historie stadig mener giver fuld valuta for sparepengene.

- Spillet gør, som alle fans kender og elsker. Det fortsætter, som det plejer, og der er smurt tykt med Disney ud over det hele, siger han og understreger, at man ikke må underkende Disneys store rolle i forhold til spilseriens popularitet:

- Selve præmissen for spillet burde jo set udefra ikke kunne fungere. Men det gør det alligevel bare. Og jeg tror, at hvis man pillede Disney ud af spillene, ville vi stå tilbage med et fint, men middelmådigt, japansk rollespil. Så her i Vesten er det Disneys universer, der bærer spillet, hvor jeg omvendt tror, det faktisk næsten mere er Square Enix’ univers, som bærer det i eksempelvis Japan, siger han.

Facebook
Twitter