Fans har ventet i årevis: Nu bliver hypet spil snart til virkelighed

'The Legend of Zelda: Breath of the Wild II' er blandt højdepunkterne på verdens største spilmesse, E3.

Verdens mange 'Zelda'-fans må helt sikkert være lykkelige over, at spillet 'The Legend of Zelda: Breath of the Wild II' udkommer til næste år. (© Nintendo)

Hvilke visuelle overraskelser og nye forunderlige spiluniverser kan du se frem til de kommende år?

Det er vi blevet klogere på på den internationale spilkonference E3, der de seneste par dage har foregået i Los Angeles og virtuelt.

Årets konference har blandt andet budt på store nyheder fra spilmastodonter som Ubisoft, Square Enix, Microsoft og Bethesda.

Men den måske største annoncering har Nintendo stået for.

Den japanske spilgigant løftede nemlig sløret for, at det længe ventede spil 'The Legend of Zelda: Breath of the Wild II' udkommer til næste år.

Forgængeren, 'The Legend of Zelda: Breath of the Wild', udkom i 2017, og blev dengang hyldet af fans for dets fabelagtige open world-design.

Og at dømme ud fra traileren, som blev offentliggjort på E3, ser det ud til, at hovedpersonen Links næste eventyr kan blive det måske mest dystre i serien, skriver det danske gamingmedie gamereactor.dk.

Her kan du se en række billeder fra den længe ventede udgivelse:

  • (© Nintendo)
1 / 5

Det nye 'Zelda'-spil er dog langt fra det eneste nye spil, der blev lanceret på spilkonferencen E3.

Herunder kan du læse mere om andre spilnyheder, som er på vej.

'Avatar: Frontiers of Pandora'

'Avatar: Frontiers of Pandora' udkommer i 2022. (Foto: (Screenshot) © Ubisoft)

Spillet 'Avatar: Frontiers of Pandora', der tager udgangspunkt i James Camerons biografbasker fra 2009, vil i 2022 udkomme i en spiludgave.

- I denne nye, selvstændige historie spiller man Na'vi, der drager ud på en rejse på tværs af Western Frontier – en aldrig-set-før del af Pandora, skriver Ubisoft, der udgiver og udvikler computerspil, om deres kommende førstepersons action-adventure spil.

- Spillet ser megafedt ud og læner sig umiddelbart op ad spil som 'Horizon Zero Dawn' og 'Monster Hunter', sagde gamingentusiast Kasper Lundberg tidligere på ugen.

Det er ikke det første 'Avatar'-spil, der rammer gaden. I 2009 udkom spillet 'Avatar: The Game', som ikke levede op til filmens store succes og kiksede salgsmæssigt.

Men det afholder altså ikke Ubisoft fra at prøve lykken igen.

'Elden Ring'

'Elden Ring' udkommer til januar næste år. (Foto: (Screenshot) © Bandai Namco)

Der har været meget hype forbundet med rollespilsspillet 'Elden Ring'.

Det skyldes blandt andet, at man til spillet har sammenbragt store kreative talenter som George R.R. Martin – forfatteren bag den populære 'Game of Thrones'-serie – og Hidetaka Miyasaki, som har arbejdet på populære spil som 'Dark Souls og 'Bloodborne'.

Det er George R.R. Martin, der har skabt 'Elden Rings' univers og dets bagvedliggende myter, mens Idetaka Miyazaki er spillets game director.

Udgiveren Bandai Namco lover blandt andet, at spillet vil byde på "store sletter, kvælende sumpe, høje bjergtinder, uhyggelige slotte og andre store områder på en skala som aldrig tidligere er set".

Elden Ring udkommer den 21. januar 2022.

'Starfield'

'Starfield' udkommer i 2022. (Foto: (Screenshot) © Bethesda Games Studio)

Spiludviklerfirmaet Bethesta Game Studios, der blandt andet står bag de populære spil 'Fallout' og 'The Elder Scrolls V: Skyrim' havde også nyheder med til E3.

Her kom det frem, at man til næste år udkommer med scifi-spillet 'Starfield'.

- Spillere vil kunne udvikle deres egen karakter helt fra bunden og udforske rummet med stor frihed, lyder det fra Bethesta Games Studios chef, Todd Howard, ifølge USA Today.

'Starfield' udkommer i 2022.

'Halo Infinite'

'Halo Infinite' udkommer senere på året. (Foto: (Screenshot) © Microsoft)

Microsoft, der står bag konsollerne Xbox Series X og S, kom med nyheden om, at spillet 'Halo Infinite' er lige på trapperne.

Faktisk er planen, at spillet allerede skal udkomme op til dette års julehandel.

Dermed udkommer spillet præcis 20 år efter den første Xbox og det første 'Halo'-spil, 'Halo: Combat Evolved'.

'Redfall'

'Redfall' udkommer i sommeren 2022 til Xbox Series X og S og PC. (Foto: (Screenshot) © Bethesda Game Studios)

Vampyrer er evigt fascinerende, og de spiller også en stor rolle i det kommende spil 'Redfall'.

I spillet er der fire hovedkarakterer, hvor du spiller den ene, mens tre venner også kan spille med.

I skal på vampyrjagt i den byen Redfall, som er blevet invaderet af super-vampyrer, der har opbygget en form for kult, der kun bliver stærkere og stærkere.

'Redfall' udkommer i sommeren 2022 til Xbox Series X og S og PC.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk