Fortnite klar med markant ændring: 'Jeg tror ikke, de er færdige med at overraske os'

Nu er det muligt at droppe dødskampen i det ultrapopulære spil.

Det ultrapopulære spil har nu rundet 350 millioner brugere på verdensplan. (© Epic Games)

Normalt spiller du nok 'Fortnite' for at skyde dine modstandere til plukfisk og selv stå tilbage som den sidste overlevende.

Men nu foretager det populære 'battle royale'-spil en radikal ændring og åbner op for en helt ny måde at spille på. Nu kan du nemlig smide dine våben og i stedet finde dine virtuelle dansesko frem, når du entrerer det populære spil-univers.

Spillets 'battle royale'-format har fået en festlig lillebror: Nu kan du spille 'Fortnite' i et såkaldt 'party royale'-mode. Den nyskabelse falder sammen med meldingen om, at man ifølge BBC netop har rundet 350 millioner registrerede 'Fortnite'-spilkontoer og bliver hilst velkommen af spilekspert Sara Miller:

- I det her nye 'party royale'-mode skal man slet ikke kæmpe mod hinanden, og der er ikke nogen våben med. Det gør, at spillet i stedet bliver til én stor legeplads. Det er selvfølgelig det samme spil og univers, men alligevel på en helt ny måde, siger spileksperten, der også er vært på DR Ultra Gaming.

Sara Miller er vært på DR Ultras YouTube-kanal 'Ultra Gaming', der har over 32.000 abonnenter og hundredtusindvis af visninger. (Foto: Louise Koustrup © TV2 Fyn)

- Det gør spillet mere brugervenligt for de helt unge og de mere sporadiske spillere. Det gør, at der er noget for alle, og at man kan opleve spillet på sin egen måde, hvor det ikke er så konkurrencepræget.

Virtuelle live-events er fremtiden

Der blev taget hul på 'party royale'-formatet i weekenden, hvor der blev afholdt virtuel koncert med de tre elektroniske musiknavne Dillon Francis, Steve Aoki og Deadmau5.

De tre headliners til premieren på 'Fortnite's nye 'party royale'-format, hvor våben er skiftet ud med musik og dans. (© Epic Games)

For nyligt arrangerede Epic Games, der er udviklerne bag 'Fortnite', en lignende koncert med den verdenskendte rapper Travis Scott.

Og det kommer vi til at se mere af i fremtiden, spår Sara Miller, der selv var med til Travis Scott-koncerten.

- Epic vil gerne lave flere af de her live-events, hvor de binder virkeligheden sammen med spillet. Jeg tror, det er noget, der kommer til at være meget mere af fremadrettet, og Epic er virkelig gode til det.

Koncerten i spillet foregik ved at Dillon Francis, Steve Aoki og Deadmau5's virtuelle 'Fortnite'-figurer indtog spillets koncertområde til lyden af deres musik. Lidt ligesom, når en kendt skuespiller lægger stemme til en figur i en animationsfilm. Her var figurerne bare de tre musikere selv.

Sara Miller tror især, den nye 'Fortnite'-oplevelse kan blive en succes, fordi mange af os er tvunget indendøre på grund af den igangværende coronakrise.

- På denne her måde møder man de helt unge, hvor de er. De ni- til trettenårige, der er spillets primære målgruppe, har jo ikke rigtig mulighed for at gå til koncerter i virkeligheden endnu alligevel, lyder det fra spileksperten.

- Det hele er så bare blevet forstærket på grund af coronakrisen.

Steve Aoki på scenen i 'Fortnite'. - Epic ved, hvad der skal til for at holde folk inde i spillet og hele tiden gøre det nyt og spændende, lyder det fra spilekspert Sara Miller. (© Epic Games)

Kan Epic Games blive ved med at overraske os med nye 'Fortnite'-tiltag?

- Jeg tror slet ikke, de er færdige med at overraske os. Jeg ville ønske, jeg kendte svaret på, hvad deres næste træk bliver, for så ville jeg have nogle rigtigt gode jobudsigter, siger Sara Miller med et grin, inden hun slutter:

- Jeg kunne godt forestille mig, at de prøver at kombinere spillet med noget, hvor man kommer lidt ud i virkeligheden. Nu har de bragt virkeligheden ind i spillet, så jeg kunne godt forestille mig, at de snart prøver at gøre det modsatte.

Facebook
Twitter