Gamer blev tilbudt 200.000 i timen for at gamble: Nu raser debatten på Twitch

Er det okay at streame på Twitch, at man gambler? Det spørgsmål har skabt stor uenighed blandt nogle af verdens største gamere.

Tendensen med gamere, der streamer, mens de gambler, vækker bekymring hos Alliancen mod Spilafhængighed. (Foto: Thiago Prudencio/DAX via ZUMA Wire © Scanpix)

På livestreamingplatformen Twitch kan du blandt andet kan se dine yndlingsgamere streame, mens de spiller.

Men flere og flere reklamerer også på livet løs for blandt andet onlinekasinoer.

Twitch tillader nemlig, at man kan streame, mens man gambler, hvis det foregår lovligt, hvilket bliver udnyttet i stor stil af både streamere og firmaer, der ofte sponsorerer streamerne, skriver Kotaku.

De får med andre ord penge af gamblingfirmaer for at satse de selvsamme penge på firmaernes sider – alt imens alle kan følge med.

Den praksis har dog skabt stor uenighed blandt nogle af de fremtrædende streamere.

Tilbage i april sagde Charles 'Moistcr1tikal' White ifølge Kotaku, at han synes, "det virkede småfarligt", når streamere gamblede, især hvis man bare er 15-16-år og "ser én af dine favoritstreamere få en masse penge".

Ludwig Ahgren synes dog kun, det er et problem, "når det fremstilles, som om personen, der gambler, satser sine egen penge, mens de i stedet spiller penge, de har fået".

Den populære streamer Matthew 'Mizkif' Rinaudo har ifølge Kotaku fortalt, at en unavngiven virksomhed tilbød ham 35.000 dollar – eller lidt over 200.000 danske kroner – i timen for at streame, mens hans gamblede på deres side.

Streamere som Félix 'xQc' Lengyel og Tyler 'Trainwrecks' Niknam har begge streamet live, mens de har gamblet, hvilket ifølge Kotaku har ført til hård og vedvarende kritik rettet mod dem, da gambling kan være afhængighedsskabende.

Félix 'xQc' Lengyel er siden stoppet med at gamble, mens han streamer, da han med egne ord blev afhængig af det, skriver Kotaku.

- Jeg har bemærket, at jeg er ved at blive lidt skør. Så jeg er nødt til at stoppe (med at gamble).

På Twitter efterlyser 'World of Warcraft'-streameren Zack nu et stop for de såkaldte "gambling streams":

Onlinekasinoer er ligesom heroin

Mens nogle gamere streamer, mens de gambler, viser andre reklamer for eksempelvis onlinekasinoer, mens de spiller computerspil. Og begge dele er dybt problematiske, hvis man spørger Sune Røper, der er formand og initiativtager til Alliancen mod Spilafhængighed.

- Man ved, at jo yngre man er, når man begynder at gamble, jo større risiko er der for, at man bliver afhængig af det senere i livet. Derfor er det en rigtig dum idé, hvis børn får en interesse for eksempelvis onlinekasinoer ved at se en reklame, der figurerer, mens de ser deres yndlingsstreamer spille på Twitch.

Han tøver ikke med at sammenligne netop onlinekasinoer med gamblingens svar på et benhårdt euforiserende stof:

- Hvis lotto er en alkoholfri øl, så er onlinekasinoer lidt som heroin. Det er et hurtigt spil med en hurtig afgørelse. Og jo hurtigere et spil går, desto mere afhængighedsskabende er det.

Sådan kan det se ud, når man streamer, mens man gamer på Twitch. (Foto: René Schütze © Scanpix)

Hos Alliancen mod Spilafhængighed efterlyser Sune Røper derfor, at man som samfund er mere klar i spyttet i forhold til, hvad man vil tillade, når det kommer til at reklamere for spil. Ligesom man er i forhold til reklamer for tobaksvarer.

- Man må jo ikke reklamere for cigaretter overhovedet, ligesom man heller ikke må reklamere for alkohol og spil til folk under 18 år. Men det kommer jo højst sandsynligt til at ramme folk under 18, når der kører spilreklamer på Twitch. Man må gå ud fra, at det er noget, rigtig mange unge følger med i.

- Det handler om, at man på et politisk plan skal tage en beslutning og så følge den til dørs. Jeg synes, alle spilreklamer på nær dem for lotto burde forbydes.

'Hver anden, der bliver afhængig, er under 25 år'

Hos Alliancen mod Spilafhængighed ser man en tendens til, at flere og flere mennesker under 25 år kommer til dem og spørger om hjælp, forklarer Sune Røper.

- Man skal væk fra tanken om, at en ludoman er en gammel mand eller kvinde på en røgfyldt bodega. Danske unge er dem, der spiller mest online i Norden. Og hvis vi bare fortsætter med at fyre reklamer efter dem, så er det klart, at flere og flere unge bliver afhængige, siger han og slutter:

- I dag er hver anden, der bliver afhængig af at spille, under 25 år. For nogle af dem kan det ende med at ødelægge deres liv.

Sune Røper mener, en mulig løsning på problematikken kunne være, at man forbød spilreklamer undtagen om natten, eller at man gjorde det forbudt for sportsstjerner og andre idoler, som børn og unge spejler sig i, at reklamere for spil.

I mellemtiden har Félix 'xQc' Lengyel både genoptaget og stoppet sin egen gambling igen blot en uge efter, han første gang sagde, han ville stoppe.

- Jeg vil stoppe (med at gamble) for altid, sagde han ifølge Kotaku på sin Twitch.

- Jeg vil tvinge mig selv til det.

Facebook
Twitter