Giganthandel chokerer spilbranchen: 'Det er det vildeste, der er sket!'

Xbox' opkøb af spilfirma er "signifikant" og vil sikre dem sejr i konsolkrigen, mener ekspert.

Spiller 'Fallout' er blandt de spiltitler, der udvikles i spilfirmaet Bethesda, som nu er blevet opkøbt af Microsoft. (Foto: Bethesda © Bethesda)

7,5 milliarder dollars. Eller knap 50 milliarder danske kroner.

Det er tallet på den heftige check, som Microsoft Xbox har givet til spilfirmaet ZeniMax Media. Det offentliggjorde de 21. september.

Det er Xbox' største opkøb, siden de i 2014 pungede to en halv milliarder dollars ud for spillet 'Minecraft'.

Men selvom du måske ikke har hørt om ZeniMax Media før, så har du med stor sandsynlighed hørt om ét af deres underselskaber - nemlig Bethesda Softworks.

Det er nemlig spiludviklingsfirmaet Bethesda, der står bag kæmpe titler som 'The Elder Scrolls', 'Fallout', 'Wolfenstein', 'Doom' og 'Quake'.

Og sådan et opkøb er altså ikke småting, siger Magnus Groth-Andersen, chefredaktør på GameReactor.

- I min karriere i spilbranchen er det her klart det vildeste, der er sket.

- Spilbranchen er styret af nogle få giganter. At den ene gigant nu har opkøbt en anden er virkelig signifikant, mener han og sammenligner det med, hvis Apple opkøbte Google.

Spillet 'Fallout' er blandt de store spiltitler i Bethesdas portefølje, der nu er under Microsofts ejerskab. (© Bethesda)

PlayStation vs Xbox

Med opkøbet ejer Xbox nu ikke bare 15, men hele 23 spilstudier, der står klar til at spytte nye ekslusive spiltitler ud til deres platforme.

Og netop eksklusiviteten af fremtidige spiltitler er afgørende for Xbox' position i konsolkrigen mod konkurrenten fra Sony, PlayStation.

Også selvom opkøbet i første omgang ikke kommer Xbox til gavn, når både Xbox og PlayStation lancerer deres nye konsoller til november. For de næste store spil på vej fra Bethesda er ikke klar endnu.

- Men når hele Xbox' organisme af spilstudier begynder at sprælle i løbet af 2021, så kommer de til at sparke hårdt, forudser Magnus Groth-Andersen.

I starten af september blev den nye Xbox Series S lækket. Det samme blev den længe ventede pris. En pris, der var overraskende lav (299 dollar og en dansk pris på 2.399 kroner), hvilket fik eksperter til at gisne om, hvorvidt Xbox ville få succes med at overgå PlayStation i konsolsalg. (© Microsoft Xbox)

Han har tidligere sået tvivl om, hvorvidt Xbox' strategi om at satse på en abnonnementstjeneste-forretningsmodel ville vinde dem konsolkrigen, når nu de ikke havde store ekslusive titler i porteføljen.

Det nye opkøb får dog hans tøvende spørgsmålstegn til at ændre sig til et udråbstegn:

- Mængden af store titler, som på sigt vil skabe bevågenhed omkring Xbox' platform, gør det virkeligt svært at forestille sig, at Xbox ikke bliver den store vinder.

Selvom Xbox med opkøbet og deres øvrige forretningsstrategier nu ifølge Magnus Groth kommer til at tilbyde deres brugere en bedre deal end PlayStation, så er der dog stadig en udfordring, som Xbox ikke kan styre, lyder vurderingen: Nemlig forbrugeradfærd.

- Det er ligesom med iPhone. Selvom du måske er træt af din iPhone og kan købe en androidtelefon, der løser alle dine telefonproblemer til en billigere pris, så køber du også en iPhone næste gang, du skal have ny telefon.

Og da Playstation på verdensplan har solgt mere end dobbelt så mange PS4-konsoller end Xbox har solgt Xbox One-konsoller, kræver det altså, at en væsentlig andel af PlayStation-spillerne aktivt vælger at skifte konsoludbyder.

Playstations bud på næste generation af konsoller er deres PS5, som lanceres i Danmark 19. november. På verdensplan har dens forgænger, PS4, solgt over 100 millioner eksemplarer ifølge tal fra februar 2020. Konkurrenten Xbox' tilsvarende konsol, Xbox One, har til sammenligning solgt omkring 45 millioner eksemplarer. (© SONY)

Jo mere indhold, jo flere brugere

Selv udtaler topchef for Xbox, Phil Spencer, at opkøbet har fordoblet størrelsen på deres kreative organisation. Det ruster dem til at skabe deres vigtigste "ingrediens":

- Indhold er den ingrediens på vores platform, som vi bliver ved med at investere i, siger han ifølge cnet.com.

Og når netop indhold er hovedingrediensen i ens virksomhed, kræver det, at man har masser af det. Det betyder, at man må frem med tegnebogen, hvilket Microsoft beviseligt ikke har noget problem med. Som Microsofts CEO, Satya Nadella, selv siger:

- Du kan ikke vågne op en dag og sige: "Lad mig lige bygge et spiludviklingsfirma", siger han ifølge cnet.com.

Han uddyber desuden grunden til, at de hos Xbox har så stort fokus på mængden af indhold:

- Idéen med at have indhold er at kunne nå større fællesskaber.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk