'Han lavede stønnelyde under hele spillet': 15 kvinder står frem og fortæller om online-sexisme

Sexisme er på dagsordenen i alle afkroge af Danmark. Gaming-miljøet er ingen undtagelse.

(Foto: Andre Hunter © Unsplash)

I dag står 15 kvindelige danske gamere frem og fortæller om deres oplevelser med sexisme og chikane, som de modtager på baggrund af deres køn.

Og det er ikke for sarte sjæle.

Gamerne har blandt andet fået sjofle kommentarer som "Vil du sutte min pik?" og er blevet kaldt "klamme luder" og "fucking grim".

Det kommer efter et par måneder, hvor sexismedebatten kører for fuld udblæsning i Danmark i både mediebranchen, musikbranchen, forlagsbranchen, på Christiansborg og i andre dele af samfundet.

Men det går heller ikke stille for sig i spilbranchen, hvor dr.dk tidligere har beskrevet sexisme hos store de spilfirmaer.

Det er dog ikke kun på arbejdspladserne, at spilverdenen er ramt af sexisme. Det foregår også online, når spillene er i gang.

Her har dr.dk tidligere beskrevet, hvordan den kvindelige danske gamer Sara Miller har været udsat for en ualmindelig hård tone, når hun streamer på Twitch.

Og Twitch-stjernen Pokimane har tidligere holdt en længere pause fra gamingverdenen, fordi hun var udbrændt efter konstant at skulle forholde sig til hadefulde kommentarer.

Og nu står 15 helt almindelige, kvindelige, danske gamere altså frem og fortæller om deres oplevelser. Her er deres historier.

1

Michelle Enøe, 21 år:

- Jeg er flere gange blevet smidt ud, når de fandt ud af, at jeg var en pige. Så skriver de: "Oh it's a girl". Engang kom der en afstemning op, og jeg blev smidt ud. Som om det er et argument, at jeg er en pige.

2

Charlotte Dalmark, 45 år:

- I det sekund de opdager, at du er en pige, er der ingen grænser for, hvordan man kan blive behandlet. Man kan blive skudt af sine egne, snakket dårligt til eller blive stemt ud.

3

June Pedersen, 20 år:

- Vi snakkede engang sammen online. Vi talte sådan venskabeligt, men så prøvede han at lægge an på mig, selvom han vidste, jeg havde en kæreste. Han blev sur over, at jeg afviste ham og gik ind i det rum, hvor min kæreste sad og bagtalte mig til ham. Det var meget grænseoverskridende.

4

Sofie Dyhr, 20 år:

- Jeg sad bare og streamede, mens jeg gamede, og havde min hund med. Det var egentlig rigtig hyggeligt, men så kom der pludselig nogle ind og kaldte mig "en klam luder" og "attention whore" og sagde: "Du burde blive testet for klamydia".

5

Maria Wasilewska, 27 år:

- I 'Counter-Strike' er det enormt svært at skjule, at du er en kvinde. Der får man virkelig mange kommentarer som for eksempel: "Jeg tror ikke på, at du er en pige - send mig billeder." Og så den klassiske "du skulle hellere gå tilbage i køkkenet og lave en sandwich." Konkurrencespillene og 'Counter Strike' er klart de værste.

6

Anonym, 21 år:

- Folk tror ofte, at fordi jeg har et medium eller godt placering på ranglisten, så er jeg blevet boosted (hjulpet frem, red.) af en mand.

7

Nanna Møller, 26 år:

- De spørger mig ofte, om jeg er pige. Hvis jeg svarer ja, kommer der tit sjofle kommentarer som "vil du sutte min pik?". Hvis jeg spiller godt i det spil, så siger de: "Du er også fucking grim", og "du kan jo ikke ramme en skid." Jeg har også prøvet, at et helt hold gik imod mig og skrev og spurgte, om jeg ville sutte deres pik, om jeg ville giftes med dem, og at de ville komme og besøge mig i Danmark. Jeg vælger at ignorere det, for jeg er efterhånden så vant til det.

8

Anonym, 22 år:

- I sidste uge var der en fyr, som blev ved med at skrive, om jeg ikke kunne lade stroppen på min trøje falde lidt ned, så mit bryst ville falde ud. Han blev ved, indtil jeg blokerede ham.

9

Sanne Carlsen, 27 år:

- Jeg spillede 'Counter-Strike', og en mand fandt ud af, at jeg var en kvinde, hvorefter han på dårligt engelsk sagde: "You are beautiful, I want to destroy your pussy." Bagefter fik jeg at vide fra mine medspillere, at han havde lavet stønnelyde under hele gamet. Det hørte jeg heldigvis ikke, da jeg mutede ham med det samme.

10

Cecilie Lowe Baltzersen, 20 år:

- Da jeg var 15 år og spillede 'Counter-Strike', fandt en af mine modstandere frem til min mors Facebook-profil og delte et billede af mig i bikini fra en familieferie i chatten med teksten "nice nudes." Mine med- og modstandere var med på den og skrev alt muligt som "ej, hende kunne jeg godt bolle" og "nice tits."

11

Freja-Marie Engelbrecht Storgaard Olesen, 22 år:

- Så sent som i går skrev en fyr til mig: "Nice pic hore, you can play with my dick", og det er præcis sådan noget, som jeg støder på stort set hver dag. Det er pisseirriterende, og det er bare rigtig klamt.

12

Anonym, ukendt alder:

- Jeg sad og spillede med mine venner, og lige pludselig begyndte de at sige, at jeg skulle gå i køkkenet og lave mad, hvilket jeg sagde nej til. Så sagde en af dem, at kvinder hører til i sengen, og man bare skal tage dem bagfra. Til sidst endte det med, at jeg sagde til dem, at de levede i fortiden, for fremtiden er kvinder.

13

Sascha, 38 år:

- I 'Red Dead Redemption 2' hørte de, at min stemme var kvindelig, og så red de hen og førte en lasso rundt om mig og smed mig op på en af deres heste. Så sagde de: "You are my woman now, and we gonna have lots of fun with you" og red væk med mig fra min mand og vores ven. Det er røv-ubehageligt for mig, fordi det vækker min PTSD, som jeg har i det virkelige liv. Jeg skyndte mig bare at lukke spillet ned, og jeg var helt rystet. Jeg er stoppet helt med at snakke i spil.

14

Anonym, ukendt alder:

- En aften får jeg en mystisk besked over i 'World of Warcraft', hvor en ukendt person spørger, hvilken pizza der er min yndlings. Jeg svarer ikke og sætter personen på ignore. 40 minutter efter står der et pizzabud ude foran min dør. Han står med en pizza bestilt til mig i mit navn.

15

Katja Nikita Tafell, 23 år:

- Under et spil i 'Counter-Strike' råbte og skreg en mand af mig og sagde, at jeg bare skulle fucke af eller lægge mig ned og dø af kræft. Det var meget voldsomt.

Facebook
Twitter