'Helt uhørt': Ny Xbox lige på trapperne – men uden kæmpesatsning

Det allerstørste spil lader vente på sig, selvom den nye Xbox-konsol snart sendes på gaden.

Xbox Series X bliver fire gange hurtigere end den hidtidige Xbox (billedet). Den bliver dog sendt på markedet længe før det hypede 'Halo Infinite'-spil. (Foto: Anadolu Agency © Getty Images)

Det har ikke været en del af planen at lancere den nye Xbox-serie – med navnet Xbox Series X – uden et stort, imponerende spil til at fremvise spilkonsollens svulmende software-muskler.

Så klar er dommen fra gamingekspert Magnus Groth-Andersen, der er chefredaktør på Danmarks største spilmedie, GameReactor.

Det er ikke desto mindre sådan, det bliver, når den nye Xbox langt om længe kommer på gaden til november, hvilket Microsoft (firmaet bag konsollen) netop har afsløret.

For det længe ventede 'Halo Infinite'-spil, som alle havde regnet med ville blive lanceret samtidig med den nye spilkonsol, bliver nemlig forsinket indtil 2021, skriver spilmediet Polygon.

- Det er stensikkert ikke noget, Microsoft har regnet med. Men de vil nok sige, at selvom det er ærgerligt med 'Halo', så kan konsollen sagtens stå i sin egen ret, lyder det fra Magnus Groth-Andersen.

- Vi har taget den svære beslutning af udskyde udgivelsen til 2021 for at sikre, at teamet (bag spillet) har nok tid til at levere en 'Halo'-spiloplevelse, der lever op til vores vision, lyder det fra 343 Industries' spilchef, Chris Lee, om beslutningen om at udskyde spillet. (© Microsoft)

'Spil og konsoller hænger uløseligt sammen'

Han kalder dog lanceringen af en ny, storstilet konsol uden et stort, medfølgende flagskibs-spil for "uhørt":

- Konsollen er ikke bare direkte associeret med 'Halo' og har været det i årtier. Det er også urealistisk at lancere en ny platform til 3.000-5.000 kroner uden noget spændende til at fremvise, hvad platformen kan. Spil og konsoller hænger uløseligt sammen, og derfor er det helt uhørt, at de lancerer Xbox Series X uden det nye 'Halo'-spil.

'Halo Infinite' bliver forsinket på grund af "flere faktorer", skriver spilstudiet bag spillet 343 Industries i et indlæg på Twitter. Blandt faktorerne nævnes den igangværende coronapandemi.

Microsoft vil sælge 'et helt økosystem'

Magnus Groth-Andersen vurderer, det manglende blockbuster-spil vil influere negativt på salget af de nye Xbox-konsoller i starten, men tror samtidig, den mærkværdige lanceringsstrategi kan være et varsel om, hvordan fremtidens konsollanceringer kommer til at se ud.

- Måske er det et tegn på, hvordan lanceringer kunne komme til at foregå fremadrettet, hvor spil og konsoller ikke vil gå lige så meget hånd i hånd, som vi har været vant til hidtil, siger Magnus Groth-Andersen og uddyber:

- Det kunne i hvert fald tyde på, at Microsoft satser på, at tingene vil ændre sig fremover, mens Sony i deres strategi (med konsollen PlayStation) satser på, at tingene forbliver, som de har været hidtil.

Og ifølge Magnus Groth-Andersen kan det meget vel være, at det viser sig at være Microsoft, der med den strategi har fat i den lange ende.

- Microsoft vil ikke bare sælge dig en ny spilkonsol, men forsøger at skabe et helt økosystem af ting, der hænger sammen. Lidt ligesom Apple gør på tværs af MacBooks, Apple Music og AppleTV+.

Den nye Xbox er blandt andet blevet rost for sit design. (© Xbox)

Der er dog stadig grund til at glæde sig til den ny Xbox Series X, mener Magnus Groth-Andersen:

- Alt det, Microsoft har vist omkring den nye Xbox indtil nu, efterlader mig med et positivt indtryk. Hele økosystemet omkring konsollen virker mere forbrugervenligt end for eksempel Sonys. Nu glæder jeg mig til at se det foldet ud i virkeligheden.

Mens Xbox Series X kommer på markedet til november, vides det endnu ikke, præcist hvornår 'Halo Infinite' udkommer. Efter planen bliver det dog i 2021.

Det vides ikke, hvornår i 2021 'Halo Infinite' udkommer. (© Microsoft)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk