Her er Nintendos sære pap-nyskabelse ... men er den sjov i længden?

Troldspejlet afprøver Nintendo Labo, der kommer fra genierne, der gav os Gameboy, Pokémon GO og Wii. Pap er kodeordet.

Nintendo har det med at få vilde ideer, og mange af de særeste er blevet gigantiske succeser.

Nu har de opfundet Nintendo Labo: En stor bunke udstanset pap, der skal skilles og samles. Det kan f.eks. blive til et klaver, en fiskestang eller en kæmpe robotrygsæk.

Med pappet følger et spil til konsollen Nintendo Switch med mange minispil og udførlige instruktioner i, hvordan pappet samles.

Mange af modellerne er uendeligt komplicerede, og man skal væbne sig med tålmodighed, for de store kan tage op til fire timer at samle.

Labo kræver, at man også har Nintendos Switch-konsol. For den lille skærm skal bruges til at spille på, når den kobles sammen med papmodellerne.

Vi blev overraskede over, hvor præcist ens bevægelser bliver opfanget af de to små controllere.

Sjovt - men hvor længe?

Den mest komplicerede model er robotten, for den har nemlig også et sindrigt snoretræk, man kan styre robotten på skærmen med. Det er svært ikke at være imponeret over opfindsomheden og udførelsen.

Vi har haft det sjovt med alle de modeller, vi har samlet, og især blandeæsken og dens mange forskellige spil er underholdende.

Men man kan altså ikke lade være med at tænke på, hvor længe det mon forbliver underholdende?

Er det her så endnu en Nintendo-revolution?

Måske - bortset lige fra, at pap jo ikke holder evigt. Og spillene er alle sammen helt enkle og hurtigt overståede.

Så det er svært at tro på, at Nintendo Labo er mere end en sjov og anderledes fodnote i computerspillets historie.

Facebook
Twitter