'Hvis det ikke fremkalder en tåre, er du død indeni': Derfor holder et af verdens bedste spil stadig efter ti år

Det ikoniske western-spil 'Red Dead Redemption' fejrer i år ti års jubilæum.

(© Rockstar)

Forestil dig, at du befinder dig i det vilde vesten i 1900-tallets USA.

Du er en tidligere kriminel, hvis kone og barn holdes fanget af den amerikanske regering, fordi selvsamme regering vil udnytte dine evner som lejemorder.

Du har intet andet valg. Du er nødt til at finde og dræbe medlemmer fra din tidligere kriminelle bande, hvis du vil se din familie igen.

Nogenlunde sådan lyder handlingen i 'Red Dead Redemption', der satte helt nye standarder, da det udkom til PlayStation 3 og Xbox 360 tilbage i 2010.

Her var open world-spil, hvor spilleren i sit eget tempo kan gå på opdagelse i byer, på prærier, i bjerge og andre verdener i spillet, så småt begyndt at blive populært, men 'Red Dead Redemption' tog den genre op i helt nye højder.

Den endeløse detaljerigdom i dette open world-spil var noget af det, der gjorde Red Dead Redemption banebrydende. (© Rockstar Games)

Det mener Palle Havshøi-Jensen, der er redaktør på spilsitet PSLife.dk. Som ivrig fan af western-film husker han tydeligt sin begejstring over at spille i et western-miljø.

- Helt siden jeg var dreng, har jeg elsket westernfilm, så for mig var det virkelig tillokkende. Det var super fedt at ride rundt i en lovløs verden og skyde til højre og venstre, siger han.

Det var ikke kun handlingen i det vilde vesten, som spilfirmaet Rockstar Games lykkedes med, da det udgav 'Red Dead Redemption'.

Rockstar Games står også bag de ultra populære 'Grand Theft Auto'-spil, og sansen for detaljen, man kender derfra, hev de med over i westernuniverset.

- Man kunne spille poker, dart og jagte præriehunde, selvom det i sig selv ikke havde noget med plottet i spillet at gøre. Detaljeringsgraden var efter standarden dengang - og faktisk også i dag - imponerende.

- I andre open world-spil kunne du møde én karakter, som ville have, at du skulle løse to missioner for ham, og derefter så du ham aldrig igen. I 'Red Dead Redemption' har karaktererne en dybde, og de føles som rigtige mennesker. Det satte 'Red Dead Redemption' en ny standard for, siger Palle Havshøi-Jensen.

Rockstar er ikke som de andre

Som tidligere nævnt er det spilfirmaet Rockstar Games, som står bag 'Red Dead Redemption'. Men det er langt fra den eneste succes, spilfirmaet fra New York City står bag.

Siden opstarten i 1998 har firmaet spyttet det ene succesfulde spil ud efter det andet. Blandt dem 'Grand Theft Auto'-franchisen, 'Manhunt', 'Max Payne', 'Red Dead Redemption' og 'Red Dead Redemption 2', der udkom sidste år.

Men hvad er det, det gør Rockstar så specielle?

Det har Palle Havshøi-Jensen et bud på.

- De er meget atypiske i forhold til andre spilfirmaer. De følger ikke kalenderen, som de andre, der ofte har et nyt spil klar til julehandlen. De udgiver spillene, når de er klar, og der kan sagtens gå tre, fire eller fem år mellem en ny spiludgivelse, siger han og fortsætter:

- De er meget perfektionistiske. De har selvfølgelig også aktionærer og pengemænd, der presser dem, men Rockstar sidder i en position, hvor de kan sige: "Det er færdigt, når det er færdigt".

- Og man må bare give dem, at når de udgiver noget, så bliver det næsten altid en kæmpe succes.

Et af de bedste spil nogensinde

Red Dead Redemption blev da også en øjeblikkelig succes, da spillet udkom til PlayStation 3 og Xbox 360.

Spillet blev solgt i lidt over 6,5 millioner kopier til både PlayStation og Xbox. 13 millioner solgte spil lyder måske af meget, men det er det faktisk ikke efter Rockstar Games-standarder.

Til sammenligning er 'Grand Theft Auto V' fra 2013 solgt i 135 millioner kopier.

Selvom 'Red Dead Redemption' ikke er historiens største sællert, så er spillet blandt verdens bedste spil nogensinde.

Som hovedpersonen John Marston kan man mere eller mindre sprænge ting i luften, som det passer én. (© Rockstar Games)

Faktisk ligger det helt oppe som nummer seks på GamesRadars liste over verdens bedste spil nogensinde.

- Det vilde vesten, der står foran dig i 'Red Dead Redemption', er stemningsvækkende som få virtuelle miljøer er - både før og efter det udkom. Store åbne landskaber og smukke stenformationer. Alt dette er dit at udforske i den ultimative cowboy-fantasi.

- John Marston (spillets hovedperson) er en anstændig mand, der prøver at gøre det rigtige. Og hvis slutningen i 'Red Dead Redemption' ikke fremkalder en tåre, så er du nok død indeni, står der i GamesRadars begrundelse.

Spiller figurerer også på spilmediet Polygons liste over de bedste spil nogensinde.

- Med 'Red Dead Redemption' beviste Rockstar, at deres 'Grand Theft Auto'-model virkede i et andet miljø - og på mange måder fungerede bedre end i GTA. Udviklerne viste også, at de kunne lave en af de bedste slutninger, som spilindustrien nogensinde har set, skriver Polygon.

Begge spilmedier omtaler slutningen som en af de bedste i spilhistorien, og uden at spoile alt for meget, kan man vist rolig afsløre, at der ikke er tale om en klassisk, romantisk Hollywood-ending. Du kan læse mere om slutningen her.

Selvom 'Red Dead Redemption' nok er lidt "grimt" efter nutidens standarder, så holder det stadig på grund af den gode historie, mener Palle Havshøi-Jensen. (© Rockstar Games)

Holder det stadig?

Med så mange rosende ord for ti år siden er spørgsmålet, om 'Red Dead Redemption' stadig holder den dag i dag.

Det mener Palle Havshøi, at det gør.

- For mig holder konceptet stadig. Det er et åbent spil med en god historie og med nogle karakterer, der har dybde. En god historie går jo aldrig af mode.

- Når det så er sagt, vil man kunne mærke, at det efterhånden er et gammelt spil. Det har en lidt stiv styring, og PlayStation 3-grafikken skal man kunne se igennem fingre med, siger han.

Palle Havshøi-Jensen medgiver, at spillet nok er lidt "grimt" efter nutidens standarder, men det handler om mere end det.

- Holder de gamle 'Star Wars'-film i dag, selvom man næsten kan regne ud, at man ser et rumskib i pap? Det er stadigvæk er en god fortælling, og derfor mener jeg, at det stadig holder her ti år efter udgivelsen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk