Hypet spil vil vælte gigant af tronen: 'Det er en helt anden oplevelse'

Skydespillet 'Valorant' er den første seriøse udfordrer til det populære 'Counter-Strike', mener ekspert.

Hvis Riot Games, der står bag 'Valorant', bliver ved med at forny spillet og formår at holde energien oppe, så kan det godt blive stort, spår gamingekspert Sara Miller. (© Riot Games)

Hvis du er fan af skydespil, så har du med stor sandsynlighed prøvet kræfter med populære førstepersonsskydespil som 'Counter-Strike' og 'Call of Duty'.

Men nu må de to populære spil måske snart se sig plaffet ned af Riot Games' længe ventede 'Valorant'.

Hypen omkring spillet har været enorm forud for udgivelsen i dag, 2. juni, fortæller gamingekspert og vært på Ultra Gaming, Sara Miller. Hun har haft adgang til at spille spillet i en såkaldt betaversion – altså en ikke-færdig version – inden spillets udgivelse.

- 'Valorant' er mere dynamisk og uforudsigeligt end 'Counter-Strike'. Du kan personliggøre din oplevelse af spillet meget mere end tidligere. Det er et fedt tvist, fortæller hun til dr.dk.

- Det er anderledes, fordi karaktererne i 'Valorant' har nogle

unikke
evner. Nogle af karaktererne er geniale til at åbne op for kampene, nogle er bedre til at støtte op om de andre, og så videre. Det handler meget om, hvilket hold du får strikket sammen, så det giver et helt nyt niveau af taktik til gameplayet.

Masser af nytænkning

Ellers er store dele af 'Valorant' first-person shooter, som mange kender og elsker det, hvor man spiller fra førstepersonsperspektiv, så man ser spillet gennem løbet på sit våben.

To hold af fem personer spiller mod hinanden og skal forsøge at plante en bombe hos modstanderholdet. Der er i alt 24 runder, og spillet er vundet, når man har vundet den 13. runde.

Et elsket syn for mange gamere: Sigtekornet for enden af pistolløbet. Det er også sådan, man spiller 'Valorant'. (© Riot Games)

- Der er virkelig godt tempo i 'Valorant', og det er meget mere personligt at spille end 'Counter-Strike'. Der er en hel masse nytænkning i det, og det er bare en helt anden oplevelse end 'Counter-Strike', lyder det fra Sara Miller, der også er en stor 'Counter-Strike'-fan, som hun har spillet siden 2010.

Hun tror da heller ikke, at 'Valorant' kommer til at vippe 'Counter-Strike' af pinden lige foreløbig, selv om hypen omkring Riot Games' nyeste skud på den spilmæssige stamme har været stor.

- Jeg kan næsten ikke forestille mig, at 'Counter-Strike' bliver vippet af pinden. Det er et gammelt spil med et kæmpe rodfæste. Jeg tror ikke, du får gamle 'Counter-Strike'-spillere til at elske 'Valorant' på samme måde, lyder vurderingen fra Sara Miller.

- Men jeg tror, 'Valorant' åbner op for en masse nye spillere, på grund af det her tvist med karaktererne.

- Spillet har været ude i en betaversion i noget tid, men antallet af spillere vil uden tvivl stige helt vildt, når det nu kommer rigtigt, mener Sara Miller. (© Riot Games)

Mange jern i ilden

Og Riot Games er

tilsyneladende
ikke kun på rov efter nye skydespilsentusiaster. Ifølge Sara Miller har spilstudiet også en masse andre projekter på bedding, der skal skaffe nye kunder i butikken og grønne tal på bundlinjen. Blandt andet nye udgivelser i det populære 'League of Legends'-univers.

De skal dog holde tungen lige i munden med så mange projekter, advarer Sara Miller.

- Jeg kunne godt være bange for, om de får balanceret alle deres projekter godt nok. De prøver virkelig at favne bredt for tiden.

Sara Miller er vært på DR Ultras YouTube-kanal 'Ultra Gaming', der har over 35.000 abonnenter og hundredtusindvis af visninger. (Foto: Louise Koustrup © TV2 Fyn)
Facebook
Twitter