I folkeskolen fik Michael skældud for at tegne for meget: Nu har han og kollegerne skabt succesfuldt spilfirma

Sammen med sit spilstudie, Northplay, er Michael Flarup nomineret til Spilprisen 2021.

(Foto: Michael Flarup © Northplay)

Da Michael Flarup gik i folkeskole, fik han altid at vide, at han skulle holde op med at tegne og lave sine lektier i stedet.

Men Michael Flarup blev ved med at tegne.

Og i morgen kan han vinde to priser ved Spilprisen 2021.

For med sit tegnetalent og filosofien om at have det sjovt, har han nemlig skabt sit eget spilfirma, Northplay.

- Man kan altså sagtens blive til noget ved at tegne, siger Michael Flarup, der i dag også er uddannet grafisk designer.

I spilvirksomheden er kreativiteten i front. Og dét sætter han pris på hver dag:

- Man skal ikke "spørge de voksne om lov".

For at arbejde i den kreative branche føles næsten for godt til at være sandt, mener han.

- Fordi vi arbejder med noget, vi synes, er sjovt, så føles det ikke som et "rigtigt" arbejde.

Her ses seks yderst overraskede vindere af prisen 'Best game design' for deres første spil, 'Conduct deluxe', ved Spilprisen i 2018. (© Michael Flarup)

Den filosofi gennemsyder også alle de spil, Northplay udvikler - både deres egne og dem, de laver for kunder:

- Vi vil gerne blive ved med at have det sjovt, når vi går på arbejde - og så vil vi gerne lave noget, der underholder folk, siger han om firmaets succes.

Tester spil på sin søn

Det er også samme tankegang, der ligger til grund for de to nu nominerede spil.

Mobilspillet 'Headland' handler "på mange måder om at vokse op og miste den her uendelige kreativitet, man havde som barn, som man skal kæmpe hårdt for at få tilbage", som Flarup selv formulerede det forud for spillets udgivelsen i december 2020.

Selv regner Flarup dog, ligesom i 2018, ikke med at tage priser med hjem i år. - Jeg sidder på bagerste række igen i år, for det er nogle virkeligt gode spil, vi er oppe imod, Men jeg vil gerne vinde i børnekategorien, fordi jeg synes, det er et unikt spil, vi har fået skabt. Men jeg går ind til prisoverrækkelsen med næsten ingen forventninger, siger han. (© Northplay)

Modsat mange mobilspil, der udgives gratis, for derefter at forsøge at indkassere penge ved reklamer eller køb i spillet, så er 'Headland' et forsøg på en anden forretningsmodel: De første 45 minutters spil er gratis - og derefter skal man købe hele spillet, hvis man vil spille videre.

Hvor Flarup ikke regner med at vinde for 'Headland', fordi "feltet er så stærkt i år", så nærer han et lille håb om, at børnespillet 'Det vilde vidunderlige naturspil', der er udviklet for DR's børnekanal Ramasjang, løber med prisen.

Ikke mindst fordi spillet har fået en særlig plads i hans private liv, hvor hans dengang seksårige søn, Nor, hjalp sin far med at udvikle spillet i en tid, hvor alt andet var i lockdown.

- Han har været en stor del af at teste spillet, som udkom under corona. Han har spillet det, til det hang ham ud af halsen, griner faren, der derfor også har inkluderet sønnens navn i rulleteksterne.

I kategorien 'Best Kids Game' er Northplay nomineret for udviklingen af Ramasjang-spillet 'Det vilde vidunderlige naturspil'. I samme kategori er i øvrigt også et andet Ramasjang-spil nomineret, nemlig spillet 'Fuglekigger' produceret af spilvirksomheden Set Snail.

Den sjoveste idé vinder

Northplay så dagens lys tilbage i 2016, da Flarup spurgte de to bedste udviklere, han kendte, Ulrik Damm & Kristian Andersen, om de ville være en del af hans nye spilstudie. Det blev starten på virksomheden, der i dag tæller ni personer.

- Jeg føler mig virkelig heldig og beæret over, at så mange dygtige mennesker har valgt at arbejde sammen med os, siger Michael Flarup selv.

I dag, fem år efter skærmen blev tændt i spilstudiet, har de udviklet otte af deres egne spil og ti projekter for kunder.

Her ses dele af Northplay iført togkonduktørhatte under konferencen Techbbq, hvor spilstudiet præsenterede deres augmented reality-udgave af deres prisvindende 'Conduct this!'-spil. Spillet blev Northplays første succes: - Vi blev 'featured app' hos Apple og fik lynhurtigt fem til seks millioner spillere, fortæller Flarup om spillet, som Northplay siden har lavet i flere forskellige udgaver - heriblandt en særudgave til Nintendos Switch-konsol. (© Michael Flarup)

Men filosofien, der fik Michael Flarup til at omsætte sin drengedrøm om et spilstudie til virkelighed, er stadig den samme som tilbage i 2016.

- Vi tager først og fremmest udgangspunkt i, hvad der er sjovt, når vi designer spil, fortæller han.

Sammen sidder holdet og ping-pong'er og tester sig frem til, hvad der er den sjoveste løsning på et spildesign.

Som med det nominerede Ramasjang-spil, hvor de kom frem til, at det klart ville være sjovest, hvis det er ved at rode rundt i de vilde dyrs afføring efter frø, at man kommer videre i spillet.

- Det nærmer sig improv comedy, når vi prøver at finde frem til den sjoveste løsning. Vi har nærmest en darwinistisk tilgang til vores spiludvikling, hvor det hele tiden er den sjoveste løsning, der vinder, fortæller han om arbejdsprocessen bag virksomhedens voksende spilportefølje.

Man kan ikke leve af sjov

At kunne arbejde ud fra en filosofi om kun at lave projekter, man synes er sjove, er ikke alle forundt. For der er også en forretning, der skal hænge sammen. Og her knækker mange små spilstudier ofte nakken, mener Flarup.

- I Danmark har vi nogle få store studier og så en masse små, der svømmer rundt i andedammen. Men der er meget få spilstudier derimellem, fordi de små studier sjældent formår at rykke sig fra andedammen.

Det kan der være mange årsager til, mener han, men han peger særligt på en tendens til at mange starter et spilstudie, fordi de har idéen til ét spil, de har drømt om at udvikle hele deres liv. Og det kan være farligt:

- Det betyder, at det forretningsmæssige bliver sekundært for mange, som så på sigt kan ende i likviditetsproblemer, hvis det ene spil ikke duer. Og derfor oplever vi stor studiedød i Danmark, mener han.

Det seneste skud på stammen er spillet 'Fly together!', som de, ligesom med togudgaven 'Conduct together!', har brugt tid og teknisk snilde på at omformatere til Nintendo Switch. (© Northplay)

For Northplay har løsningen været at frigøre sig fra en spiludgiver og i stedet selv betale for samt udgive deres spil. Og så desuden at holde forretningen i gang med kundeprojekter, som styrer studiet i den retning, de selv ønsker at gå.

- Vi har holdt hårdt på vores principper om at udvikle spil på denne her måde, hvor det er en fælles leg, siger han og tilføjer, at de samme principper har gjort sig gældende, i deres kundeprojekter:

- Du bliver hurtigt det, du laver. Så hvis du laver en opgave for en kunde, som du ikke synes er det sjoveste i verden, kan du risikere, at den opgave kommer til at definere din forretning, fordi nye kunder henvender sig for at få lavet projekter af samme type.

Om spilvirksomhedens legende tilgang til spiludvikling betyder, at Northplayers igen er at finde i rampelyset ved årets Spilprisen, finder vi ud af den 28. april, når prisshowet løber af stablen.

Opdatering: Northplay måtte i år nøjes med nomineringerne, da 'Best Game Design' gik til 'Deep Rock Galactic' af Ghost Ship Games, mens 'Best Kids Game' gik til 'Wonder Woollies Play World' af Fuzzy House.

Nominerede til Spilprisen 2021:

Game of The Year

  • 'Deep Rock Galactic' af Ghost Ship Games

  • 'Lightmatter' af Tunnel Vision Games

  • 'Welcome to Elk' af Triple Topping

  • 'Broken Lines' af PortaPlay

  • 'Stilstand' af Niila Games

  • 'Wonder Woollies Play World' af Fuzzy House

Best Debut

  • '#AkiRobots' af FlatPonies

  • 'ABC Runner' af Umami Games

  • 'Deep Rock Galactic' af Ghost Ship Games

  • 'Fireworks Mania' af Laumania

  • 'Lightmatter' af Tunnel Vision Games

Best Visuals

  • 'Broken Lines' af PortaPlay

  • 'Deep Rock Galactic' af Ghost Ship Games

  • 'Lightmatter' af Tunnel Vision Games

  • 'Stilstand' af Niila Games

  • 'Welcome to Elk' af Triple Topping

  • 'Wonder Woollies Play World' af Fuzzy House

Best Audio

  • 'Deep Rock Galactic' af Ghost Ship Games

  • 'Lightmatter' af Tunnel Vision Games

  • 'Stilstand' af Niila Games

  • 'Welcome to Elk' af Triple Topping

Best Game Design

  • '#AkiRobots' af FlatPonies

  • 'Broken Lines' af PortaPlay

  • 'Deep Rock Galactic' af Ghost Ship Games

  • 'Headland' af Northplay

  • 'Lightmatter' af Tunnel Vision Games

  • 'Welcome to Elk' af Triple Topping

Best Narrative

  • 'Broken Lines' af PortaPlay

  • 'Journey of the Broken Circle' af Lovable Hat Cult

  • 'Lightmatter' af Tunnel Vision Games

  • 'Stilstand' af Niila Games

  • 'Welcome to Elk' af Triple Topping

Best Live Game

  • 'BlockStarPlanet' af MovieStarPlanet

  • 'Deep Rock Galactic' af Ghost Ship Games

  • 'Lily's Garden' af Tactile Games

  • 'Minion Masters' af BetaDwarf

  • 'Subway Surfers' af SYBO

Best Emergent Experience

  • 'ABC Runner' af Umami Games

  • 'Fireworks Mania' af Laumania

  • 'JABII' af JABII Group

  • 'Stilstand' af Niila Games

Best Kids Game

  • '#AkiRobots' af FlatPonies

  • 'Det Vilde Vidunderlige Naturspil' af Northplay

  • 'Fuglekigger' af Set Snail

  • 'Wonder Woollies Play World' af Fuzzy House

Facebook
Twitter