Ikonisk spil overrasker i helt ny udgave: 'Det er ren magi'

I nyt Nintendo-spil med Super Mario bliver dit hjem til en racerbane.

I Nintendo-spillet 'Mario Kart Live: Home Circuit' blandes augmented reality med en fysisk legetøjsbil, som du racer i derhjemme. (Foto: (Screenshot) © Nintendo)

Når man skal udpege en af de mest genkendelige figurer inden for spilverdenen, så kan man ikke rigtig komme udenom den italienske blikkenslager Mario - bedre kendt som Super Mario.

Det er efterhånden 35 år siden, at Nintendos maskot fik sit helt store gennembrud i spillet 'Super Mario Bros', og det fejrer det japanske spilfirma nu med en ny udgivelse.

Det drejer sig om 'Mario Kart Live: Home Circuit', hvor dit hjem - som titlen antyder - bliver omdannet til en racerbane.

Spillet blander augmented reality, som du måske kender fra 'Pokémon Go', med en kameraudstyret legetøjsbil, som du styrer med en Nintendo Switch. Racerløbet foregår altså både fysisk i dit hjem og på din Nintendo Switch-skærm.

Legetøjsbilen er udstyret med et kamera, hvilket betyder, at du kører bilen fra Marios perspektiv. (Foto: (Screenshot) © Nintendo)

Du bestemmer selv, hvordan din racerbane skal se ud, hvor lang den skal være og hvor mange forhindringer, du skal klare. Kun fantasien sætter grænser.

Det eneste, du skal gøre, er at køre igennem fire porte, som definerer din racerbane.

'Det føles som magi'

Formlen med at blande det virtuelle med det fysiske racerløb ser ud til at gå rent ind hos dem, der har prøvet spillet.

En af dem er en spilanmelder hos mediet The Verge.

- Når 'Home Circuit' er bedst, føles det som magi, lyder det begejstret fra anmelderen.

Hos spilmediet Polygon er man også positivt overrasket over 'Mario Kart Live: Home Circuit'.

- Det er et af de første augmented reality-spil, jeg har prøvet, hvor teknologien dramatisk forbedrer spillet og ikke bare er en simpel gimmick.

- Dette er legetøj på den bedst mulige måde: Det er en portal til opfindsom og konstant skiftende leg, som er sjov lige meget, hvordan du spiller det. Dit hjem er nu hjemsted for Marios udfordringer og muligheder, og det havde jeg ikke regnet med fra 'Mario Kart'-franchiset, skriver Polygons anmelder.

Mario er ren nostalgi

Teknologien augmented reality, som kan beskrives som at give et ekstra lag ovenpå virkeligheden, er ikke bare en gimmick, der forsvinder hurtigt igen.

Det vurderer Magnus Groth-Andersen, der er redaktør på spilmediet gamereactor.dk. En af årsagerne er, at teknologien er familievenlig.

- Flere store virksomheder som Microsoft og Apple tror efterhånden på, at augmented reality er en mulig vej frem for branchen, når det handler om at skabe mere indlevelse hos brugeren.

- Og så er augmented reality langt mere tilgængeligt end virtual reality, hvor man er isoleret i sin egen verden. Augmented reality er mere familievenligt, fordi du ikke har noget headset eller briller på, siger han.

I Mario Kart Live: Home Circuit' blandes augmented reality med en fysisk legetøjsbil, som du kan køre i på en hjemmelavet bane. (Foto: (Screenshot) © Nintendo)

Magnus Groth-Andersen anser 'Mario Kart Live: Home Circuit' som en videreførelse af at spille 'Mario Kart' på en skærm blandet med de mere gammeldags elektriske racerbaner.

- Det er lidt det samme koncept: Der er nogen, der sidder med fingeren på speeden, og der er andre, der sidder og hujer ved siden af. Det er inkluderende og familievenligt.

At Super Mario stadig er en relevant og populær figur i 2020 er i sig selv lidt af en bedrift ifølge Magnus Groth-Andersen.

Han mener, at det skyldes, at en hel generation har et nostalgisk forhold til den italienske blikkenslager.

- Man skal huske, at spilmediet som medieformat er så ungt, at det først er nu, der begynder at være noget, der minder om nostalgi. Dem, der nu stifter familie og er i 30'erne, kan huske, hvordan det var i 80'erne, hvor Mario var én af de første ikoniske karakterer.

Super Marios popularitet skyldes også spilfirmaet bag, uddyber Magnus Groth Andersen:

- Man må give credit til Nintendo, der bliver ved med at genopfinde Mario og bruge hans popularitet til at sælge os nye koncepter. Det er 'Mario Kart Live: Home Circuit' et lysende bevis på.

'Mario Kart Live: Home Circuit' bliver udgivet i dag og koster 999 kroner.

Facebook
Twitter