Ikonisk spilhelt fylder 30 år: Her er 3 højdepunkter - og ét katastrofalt øjeblik

Det blå og lynhurtige pindsvin Sonic så dagens lys i et Sega-spil i juni 1991.

Sonic som han så ud i 2020 i spillefilmen af samme navn. (Foto: CAP/SFS © Image supplied by Capital Pictures)

Dagens fødselar er lynhurtig, koboltblå og et pindsvin.

Der er tale om 'Sonic the Hedgehog', som i dag runder et skarpt hjørne og fylder 30 år.

Pindsvinet blev lanceret af den japanske spilproducent Sega og havde til formål at konkurrere med Nintendos maskot Mario.

Det allerførste Sonic-spil udkom den 23. juni 1991 og kunne spilles på spillemaskinen Sega Genesis. I platformspillet gælder det om at hjælpe den super hurtige Sonic med at bekæmpe Dr. Robotnik – en videnskabsmand, der har stjålet de magiske ædelsten, kaossmaragderne, som bærer på mystiske kræfter.

Siden debuten i 1991 har vi kunnet følge Sonic i en lang række spil, tegnefilm og sidste år udkom der sågar en storstilet Hollywood-spillefilm om det lynhurtige pindsvin.

Men hvad har været de største opture gennem Sonics nu 30 år? Og hvad har været bommerten? Vi har allieret os med Thomas Bense, der er redaktør på gamingmediet Pixel.tv, for at få svarene.

Han er en vaskeægte Sonic-fan og har simpelthen opkaldt sin datter, som blev født tidligere i år, Zoey Sega – naturligvis efter den spilproducent, som gav liv til Sonic.

1

Filmen 'Sonic the Hedgehog'

Neal H. Moritz, Jim Carrey, Jeff Fowler og Ben Schwartz er blandt de medvirkende i filmen om Sonic, der havde premiere sidste år. (Foto: Matrix / MediaPunch)

- Filmen er en af de nyere succeser, og den er faktisk bedre end gennemsnittet af film, der er lavet over computerspil, siger Thomas Bense, men påpeger:

- Den startede dog sit liv med noget ballade, fordi filmselskabet havde lavet en version af Sonic, som fansene ikke kunne lide. Men de lyttede til folket, og fik ham til at se godt ud. Det var et godt træk af dem.

Og ikke nok med det:

- Filmen ruskede op i Sonic igen og fik ham tilbage i folks og børns bevidsthed, siger Thomas Bense.

- I første omgang var den ikke med danske stemmer i biografen, fordi man havde troet, at det kun var de "gamle", der ville se filmen. Men folk ville jo se den med deres børn, så da den kom på streaming var det med dansk tale. Den nye film kommer derfor også med dansk tale.

- Filmene får derfor Sonic introduceret til en ny målgruppe.

Den nye film 'Sonic the Hedgehog 2' har premiere i 2022.

2

Segas flagskib

Sådan ser det ud, når Sonic er på farten. (Foto: IGDB © Igdb Presskit)

Sonic var meget mere en en spilkarakter, slår Thomas Bense fast. Pindsvinet spillede nemlig en hel særlig rolle for Sega:

- Sonic var Segas flagskib og kransekagefigur, mens Nintendo havde Mario. Nu er det meget Playstation vs. Xbox, men dengang var det Nintendo vs. Sega. Med Sonic havde Sega lavet en reel udfordrer til Mario, siger han.

- Men Sonic var mere ung, kæk og flabet end Mario. Sonic var både hurtig i farten og i replikken. Hvis Sonic og Mario havde gået i klasse sammen, havde Sonic været den sjove, som klassekammeraterne ville grine af, mens Mario havde været den fornuftige, der ville få ros af læren.

3

Sonic Adventure

Segas Dreamcast blev lanceret i 1998. (Foto: TOMMY KRISTENSEN)

- Der er lavet sindssygt mange Sonic-spil gennem tiden, men 'Sonic Adventure' er værd at fremhæve, siger Thomas Bense og tilføjer:

- Det blev lavet til Segas Dreamcast-spillekonsol, og den konsol var forud for sin tid, da den udkom i slutningen af 90'erne. Det var en af de teknisk mest stærke maskiner og den fik Sonic til at se skarp ud og gav spillet mere dybde, mens det stadig handlede om, at han skulle samle mønter. Men det fik det hele til at se mere lækkert ud.

4

Katastrofen - Sega gik nedenom og hjem

Mange genkender måske stadig Segas logo. Men de har ikke produceret spillekonsoler siden 2001. (Foto: CHARLY TRIBALLEAU)

Selvom Sonic og de spil, han medvirkede i, var en stor succes, så det anderledes gråt ud for spilproducenten Sega, fortæller Thomas Bense:

- Sega vandt ikke kampen mod Mario, og deres spillekonsoler var simpelthen bare ikke særligt populære, fordi de manglede stærke karakterer på deres platform. Hvor Nintendo havde mange andre gode spiltitler end 'Super Mario Bros.', havde Sega primært Sonic - de andre titler var ikke nær så gode.

- Men det var faktisk det helt store spørgsmål i 90'erne: Er du til Sega eller Nintendo? Det var en religion, ligesom det i 90'ernes fodboldverden handlede om, hvorvidt man var til Brøndby eller FCK.

- Siden da er Sonic blev frikøbt fra Sega. Han er faktisk blevet en "rundetrunte", der nu har været med i spil fra både PlayStation og Nintendo. Han har sågar optrådt i spil sammen med Mario, blandt andet i et helt nyt OL-spil.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk