Jeg blev snydt, da jeg købte en brugt PlayStation - så konfronterede jeg min svindler

Han troede, han havde gjort et kup på Den blå avis. I stedet endte Kasper Lundberg med at afsløre et spind af løgne og dummebøder.

Det var altså ikke en oldgammel PlayStation, som P3-vært Kasper Lundberg købte på Den blå avis for at spille 'The Last of Us 2'. Men lidt naiv var han godt nok... (Foto: Nicolai Bruun © dr)

Som de fleste andre historier om folk, der bliver snydt, så starter det med et tilbud, der er lidt for godt til at være sandt og en idiot, der tror, at han har vundet i lotteriet. Idioten, det er mig. Og tilbuddet var en brugt PlayStation 4 Pro til 1000 kroner.

Jeg kan fortælle, at det føles som en helt unikt uretfærdig oplevelse, når man bliver snydt på nettet. Det er det bare ikke. Faktisk viser det sig, at snyd mellem private borgere på nettet er den mest anmeldte form for it-relateret økonomisk kriminalitet i Danmark. Samhandelsbedrageri, hedder det.

Nu får du historien, så kan du jo selv sidde og tænke over, hvad du ville have gjort klogere, eller om du kunne være faldet i med begge ben, som jeg. Hvis ikke du er ude efter en PlayStation, så kan du jo forestille dig, at det er en dyr taske, noget tøj, en mobiltelefon eller en computer i stedet. Det er nogle af de andre populære ting at snyde naive købere med for tiden, ifølge Politiets Landsdækkende Center for It-relateret Økonomisk kriminalitet

Kaspers heldige dag

Mit yndlingsspil i hele verden er 'The Last of Us', så da fortsættelsen endelig fik en udgivelsesdato i her i juni, så var jeg nødt til at købe en PlayStation 4 til at spille det på. Maskinen har været ude siden 2013, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne købe en brugt på Den Blå Avis. De andre brugte PlayStation 4 Pro koster 1800 og opefter, men der er lige en enkelt, der er billigere. 1000 kroner. Tydeligvis min heldige dag.

Sælgeren hedder Martin, bor i Helsingør og er NemID-verificeret hos Den blå avis. Jeg skriver til ham på sidens interne system, at jeg gerne vil købe maskinen. Han skriver hurtigt tilbage på sms. Tre gange inden for 29 minutter. Hver gang med smiley.

"Hej. Du skrev angående min PS4 – Pro, så nu ville jeg lige smide en besked."

"Hvis den havde interesse, må du lige skrive tilbage."

"Så meld tilbage, når du kan, har to henvendelser, den anden er dog budt lidt under, og vil helst ikke under prisen."

Sådan så annoncen ud på Den Blå Avis.

Han skal desværre ikke lige til København foreløbigt, så en forsendelse på 70 kroner kommer oveni prisen. Han tilbyder mig også at købe nogle af hans spil, men jeg siger pænt nej tak, for jeg får travlt med at spille 'The Last of Us 2'. Han får min adresse, og jeg overfører 1070 kr. på MobilePay, hvor det også er samme navn på kontoen. Der er rigtig god stemning på sms'en. Masser af smileyer. Måske flere end jeg nogensinde har set, nu jeg tænker over det.

Altid mange problemer

Dagen efter får jeg den første besked, hvor der begynder at melde sig en bange anelse om, at der er et eller andet galt.

Han har ikke fået sendt maskinen, da der var "tekniske problemer" på hans posthus, og nu er han taget i sommerhus. Martin tilbyder med det samme at tilbageføre pengene. Men der er noget ved hans formulering om, at han vil overbevise mig om, at han ikke er "ude på narrestreger", der får mig til at tænke, at han i hvert fald nogle gange er ude på narrestreger.

Men hvis han bare ville beholde pengene og aldrig sende maskinen, hvorfor skulle han så blive ved med at skrive med mig? Og endda så venligt. Han har jo fået pengene.

Han kan stadig nå at sende maskinen, så jeg kan have den til 'The Last of Us 2' udkommer. Så jeg lader tvivlen komme ham til gode indtil videre. Men nu begynder det at gå ekstra langsomt. Jeg hører hverken fra ham eller fragtfirmaet. Heller ikke da jeg skriver og spørger, om han har fået sendt konsollen.

Så mødes jeg med Frederik Dirks Gottlieb, min medvært på Den sorte boks på P3. Jeg er frustreret og aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig dum, fordi jeg har troet på, at jeg kunne finde en PlayStation, der er billigere end alle andre. Dum, fordi jeg nok har skrevet hygge-sms’er med en svindler. Jeg føler mig naiv og til grin. Frederik trøster mig og siger, at jeg skal se i øjnene, at jeg er blevet snydt, og at nu må jeg skrue bissen på og true Martin med en politisag.

Så jeg skriver til Den blå avis, der fortæller, at de har lukket Martins konto på grund af mistanke om svindel. Jeg skriver til Martin, at det er ved at blive til en politisag, og da han stadig ikke svarer, udfylder jeg en anmeldelsesformular på Politiets hjemmeside.

Dagen efter får jeg en sms fra Martin: "Hej Kasper. Jeg har desværre sendt den til en ugyldig adresse. Sendte den i fredags, modtog en mail om det her til formiddag. Beklager den dårlige kommunikation, hvis du ønsker den tilsendt, så skriv lige, og ellers kan pengene ryge retur. Vh"

Yeah right.

Hvad er slutspillet?

Han trækker og trækker og trækker tiden. Men det store mysterium er jo, hvorfor? Hvad er slutspillet i Martins hoved? Er han narkoman eller ludoman, der seriøst tror på, at han kan skaffe pengene tilbage? Eller tænker han, at jeg pludselig giver op og lader ham beholde dem?

Frederik og jeg taler om det igen og bliver enige om, at hvis jeg ikke kan få mine penge tilbage, så kan vi da i det mindste få en god historie ud af det til Den sorte boks. I øvrigt er vi begge ved at blive vanvittige af at gætte på, hvorfor Martin bliver ved med at svare på mine sms’er. Så jeg skriver til ham, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg hellere vil have en forklaring på, hvad han har gang i end at få mine penge tilbage.

Sent om aftenen tikker den første store overraskelse ind på sms. Den længste besked jeg nogensinde har fået, med en overraskende plausibel forklaring fra Martin.

"Hej Kasper.. Nu skal du høre engang.. Først og fremmest er jeg på ingen måde interesseret i at beholde pengene, og jeg ønsker mere end noget andet at betale dem tilbage. Jeg vil indrømme, den ikke er sendt, da den ikke haves.." Derefter følger, hvad der svarer til 5 siders ren tekst på en stor telefonskærm.

Martin forklarer i beskeden, at han er 23 år gammel og ikke ellers er kriminel. Tilbage i december har han fået en "dummebøde" på 30.000 kroner af en bande fra hans lokalområde, fordi han har blandet sig i en konflikt. Hvis ikke han betaler, vil det gå ud over hans kæreste og hans familie.

I januar begynder han så at sælge ting på nettet, der ikke findes, for at skaffe penge til at betale dummebøden ud. Det lykkes, og han hører ikke fra banden igen. Men nu har han i stedet omkring tyve privatpersoner på nakken, som han skylder ting, der ikke eksisterer.

Herefter bliver han fanget i sit eget lille pyramidespil, hvor han er nødt til at snyde nye mennesker, for at betale de første af, inden de politianmelder ham. Og sådan har det kørt i et halvt års tid, da han snyder mig.

Han lyder oprigtigt, som om han er i en sørgelig forfatning. Han skriver, at han har utallige trusler om politianmeldelser hængende over hovedet. Hans telefon ringer konstant, og der er endda folk, der opsøger ham på privatadressen. Han kan ikke låne penge af banken, fordi han er registreret som dårlig betaler i RKI efter et kviklån som 18-årig. Han tør ikke sige det til sin kæreste, fordi han er bange for, at hun vil slå op med ham.

"Jeg er så ked af det, knust og såret. (…) Jeg sover maks 2-3 timer hver nat (…) jeg har læst, hvad straffen kan være ved den slags, og fordi jeg har så dårlig samvittighed. Det knuser mit hjerte, og jeg føler mig håbløs og ser intet lys i min hverdag længere. Går sommetider og tænker over, om det ville være bedre, hvis jeg ikke var her længere."

Jeg sender hele fortællingen videre til Frederik, der er lidt overrasket over, at jeg tror på Martins historie. Og jeg indrømmer, at der ikke er nogen god grund til det. Jeg kan jo ikke udelukke, at det her måske er næste led i svindelnummeret. Måske copy/paster han denne her besked til alle efter 14 dages tid, når de er ved at gå bananas ligesom mig. Men der er alligevel en stor del af mig, der tænker, at der må være et eller andet element af sandhed i det. Ellers har Martin i hvert fald en strålende fremtid foran sig inden for fiktion.

Vi bliver enige om at invitere Martin i studiet næste morgen klokken 9.30 i Den sorte boks, og det vil han gerne. Men som Frederik skriver, vi skal nok ikke blive ALT for skuffede, hvis han ikke dukker op.

Dukker Martin op?

Martin dukker ikke op. Jeg sidder klar i receptionenDR, hvor vi lige har en time, inden vi skal have bandet Wiinston på besøg i Den sorte boks. To minutter før vi skal mødes, skriver Martin: "Hej Kasper. Jeg troede, at min besked var blevet sendt her i morges, men jeg kan se, den ikke er gået igennem.. Ville høre, om der var mulighed for det i morgen?"

Jesus. Der er mange tekniske problemer i Martins liv. Posthuset har tekniske problemer, pakker ryger retur, MobilePay er nede, og nu driller telefonnettet også. Selv jeg kan se, at det her er en løgn.

MEN HVORFOR?

Hvorfor trækker han nu tiden igen - bare med et interview i stedet for en Playstation? Jeg skriver til Martin, at han kan bare komme anytime og tage en taxa på min regning. Jeg er nu stensikker på, at vi aldrig kommer til at tale med ham.

Vi går i studiet og snakker om sagen med Wiinston og gør grin med mig over, hvor naiv jeg er. Heldigvis har forsangeren i Wiinston, Daniel, også prøvet at blive snydt på nettet for et Playstation-spil. Det hjælper lidt på mit efterhånden ret sårede ego.

Til sidst i Den sorte boks, søndag 28. juni, vil man kunne høre mig blive lidt stille. For der kommer en ny sms fra Martin, mens vi optager: "Jeg kan være ved Nørreport kl 14, men tror det tager et kvarters tid derfra, hvis man skal med metro eller lignende. Hvad er adressen?"

Og kl. 14.00: "Er det den sorte eller blå bygning?"

Vi går ned foran DR-bygningen, og der kommer en ung, lidt duknakket fyr hen til os. Han er rolig og venlig, men lidt af en omvandrende en undskyldning for sig selv. Hans rander rundt om øjnene er ligeså sorte som hans kasket. Det er tydeligvis rigtigt, at han ikke sover om natten.

56 sure uaflyttede beskeder og en graviditet

På det her tidspunkt er min vrede fordampet og blevet til ren fascination. Vi tager ham med op i studiet. Han viser os sit kørekort, der bekræfter hans identitet, og Frederik får lov at sidde med hans telefon. En lidt gammel iPhone, måske en SE. Den er fyldt med besvarede og ubesvarede beskeder, mange af dem starter med en truende sætning á la "Nu har jeg fået nok!"

56 uaflyttede telefonsvarerbeskeder. Én af dem er fra mig.

Vi starter interviewet, og det første jeg spørger om er: Hvis alt det her er rigtigt, hvis du virkelig bare har fået nok af snyderiet, hvorfor så den sidste lille løgn i morges kl. 9.28? Hvorfor kom du ikke?

"I morges, der skulle min kæreste til lægen. Hun skulle tjekkes, om hun er gravid. Og det er hun. Så det var det, der skete," fortæller Martin på båndet.

Vi laver en halv times interview med ham, hvor han genfortæller hele sin historie. Det hele passer med, hvad han har skrevet til mig i sms’erne. Han fylder detaljer på uden problemer, uden nogen påfaldende tegn på løgn. Han virker oprigtig, når han siger, at han har det forfærdeligt over at snyde folk.

Efter interviewet skriver han til mig, at han var lettet over at få sagt det til nogen. Han har kun 9000 udbetalt fra sit supermarkedsjob om måneden, så når huslejen og mad er betalt, er der langt til at kunne betale 25.000 af. Men han skriver, at han har brugt weekenden på at skrive rundt til alle sine vrede, konsolløse kreditorer og forklare det hele.

Fra den 1. i næste måned, vil han begynde at betale gælden af. Mens jeg skriver det her, har han efter sigende en aftale om et møde med politiet, hvor han vil gå til bekendelse.

Men som alle relationer, der er startet med en løgn som en del af pakken, er der stadig en lille del af mig, der er i tvivl. Jeg har dog droppet politianklagen mod Martin og eftergivet ham min del af gælden.

Martin er ikke svindlerens rigtige navn. Hans identitet er redaktionen bekendt, men vi bruger dæknavn i artiklen af hensyn til hans sikkerhed. Han har jo en del utilfredse købere på nakken lidt endnu.

Facebook
Twitter