'Jeg ønsker, at alle jeres spillere dør': Dansk e-sportshold siger stop efter hadefulde beskeder

I et Facebook-opslag tager det danske e-sportshold North skarp afstand fra ondsindede kommentarer, der florerer på nettet.

Ondsindede kommentarer på nettet er efterhånden intet nyt fænomen. Men nu har spillerne i North fået nok og sætter en fod ned. (Foto: Jesper Grønnemark © North Esports)

- Jeg ønsker, at alle jeres spillere dør.

- Jeg håber, I får kræft, nybegyndere.

Sådan lyder nogle af de hadefulde beskeder, som 'Counter-Strike'-spillerne på det danske CS:GO-hold North kan læse om sig selv på hjemmesider, hvor fans og andre entusiaster samles for at diskutere e-sport.

Men nu siger North fra i et opslag på deres Facebook-side.

- Den slags kommentarer er ikke okay. Ikke mod os, ikke mod spillere og heller ikke mod vores modstandere, skriver de blandt andet i opdateringen, hvor de tager skarp afstand fra hadefulde ytringer af enhver art.

Christian Slot, der er pressechef i North, fortæller, at man som spiller bliver påvirket, når man på den måde bliver udsat for modbydelige udfald af grov karakter.

- Spillerne kan få meget hårde beskeder og nogle gange direkte dødstrusler. Og når nye spillere begynder at slå igennem, får de meget pludseligt mange følgere og mange fans. Så virker det enormt overvældende, hvis man eksempelvis får tilsendt et "jeg-ved-hvor-du-bor"-billede af et kort med en knappenål. Det gør helt sikkert indtryk, og det tror jeg, alle ville kunne sætte sig ind i, siger Christian Slot.

I 2018 vandt North trofæet ved DreamHack Masters Stockholm efter en intens finale mod det danske tophold Astralis. (Foto: STEPHANIE LINDGREN © North Esports)

'Det er nogle vaner, der skal ændres'

Ifølge Christian Slot har de mere erfarne spillere opbygget et skjold og udviklet værktøjer til at håndtere den slags hadefulde beskeder, som de kan finde i indbakken og i kommentarspor.

Det kan for eksempel gøres ved at slette kommentarer og blokere brugere, der ytrer sig ondsindet, samt fokusere på alle de positive kommentarer, som fansene også sender spillerne.

- Men det gør bare ikke de hadefulde kommentarer mere rigtige, og det er det, vi vil slå et slag for, siger Christian Slot.

Særligt håber han, at det er fremtidens gamere, der er unge i dag, North kan påvirke til at opføre sig bedre online.

- I sidste ende er der nogle følgere og fans, der skal ændre vaner. For når en tolvårig sætter sig ned og spiller 'Fornite' eller 'Counter-Strike' og med det samme bliver mødt af had, så er der en dårlig tone blandt ganske normale gamere og normale fans. Vi håber, de læser med og tænker sig om en ekstra gang, inden de skriver en hadefuld besked, siger Christian Slot.

Det fem mand store hold tæller blandt andre Valdemar "valde" Bjørn Vangså, der er rykket ind i top 20 over de bedste ’Counter-Strike’-spillere i verden. (© North Esports)

Dansk Counter-Strike-fællesskab: 'Vi sletter brugerne'

Hos hjemmesiden og communityet Dust2.dk, der er nordens største onlinefællesskab for 'Counter-Strike', er man også opmærksom på de hadefulde kommentarer, som brugerne kan finde på at skrive.

Martin Rosenbæk er indehaver af siden og fortæller, at han af og til er nødt til at moderere kommentarer, når brugerne ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

- Vi prøver selv at være gode forbilleder og fortælle dem, at de skal sætte en god tone. Og når folk træder over grænsen, så sletter vi opslag og nogle gange også brugere, siger han.

Martin Rosenbæk mener dog ikke, at problemet med grimt sprog på nettet kun gælder e-sport.

- Man ser det alle steder. Folk tager ikke hensyn, og det handler dybest set om dårlig opdragelse. Man kan høre det på fodboldbanen, og jeg har selv været skolelærer, hvor man kan høre udråb som 'hvad laver du, din svans?!'. Så jeg synes, det er et samfundsproblem, at folk ikke taler pænt, siger han.