Jon på 26 spillede computer, til han vejede 140 kilo

- Når jeg slukkede skærmen, kunne jeg mærke virkeligheden og alt det, jeg havde spist.

Slik og godter af alverdens slags ved den ene hånd og mus og tastatur ved den anden.

Sådan så det ofte ud, når Jon Edlund brugte timevis på at spille sammen med vennerne online.

Sammen nedkæmpede de faretruende væsener i 'World of Warcraft' eller pløkkede modstandere i fjæset, når de spillede 'Counter Strike'.

Men det søde liv med uanede mængder af computerspil og kalorietunge gamer-guf havde en pris for Jon Edlund, der spillede, fra han var 13, til han var 18.

- Jeg har altid været kraftig, men da jeg begyndte at game intensivt, tog jeg endnu mere på. Da jeg var størst, vejede jeg 140 kilo, lyder det fra Jon Edlund, som mange måske kender fra Den Store Bagedyst 2018, hvor han gik hele vejen til finalen.

Selvom Jon Edlund i dag er en succesfuld kagekreatør efter sin medvirken i 'Den Store Bagedyst', så har livet ikke altid været nemt for den 26-årige aarhusianer. (Foto: Kasper Månsson © Dr)

Og selvom han godt selv kunne se, at der kom mere og mere af Jon i verden i takt med, at der blev gamet mere og mere, så fik det ikke Jon Edlund til at ændre vaner.

For der var stort set intet i verden, der var vigtigere end gamingen.

- Alt handlede om at spille. Og det hang unægteligt sammen med slik. Jeg skulle altid havde noget at spise og drikke ved siden af. Og det blev til et belønningssystem, så hvis det gik dårligt i spillet, trøstede jeg mig selv med lidt slik. Det var den ultimative hyggecocktail, siger Jon Edlund, der også fortæller, at han af og til stjal en løst liggende tyver fra sine forældres lommer, så der var råd til cola.

- Mine forældre vidste det nok godt. Jeg var jo decideret afhængig.

Da Jon Edlund var størst vejede han 140 kilo. Her er han på en ferie i den periode, hvor han vejede mest. (Foto: Kasper Månsson © Dr)

Bekymrede forældre

Forældrene vidste nemlig rigtigt nok, at gamingen havde taget overhånd for den unge Jon.

De forsøgte at motivere deres barn ved at sende ham til fodbold og basketball og en tur på julemærkehjemmet. De sørgede også for, at der var sund kost på menuen, når aftensmaden kom på bordet.

Men ingenting virkede, og selvom Jon godt kunne lide at dyrke idræt, blev det altid for hårdt for den tunge krop at følge med.

- Jeg er lidt ked af, at mine forældre skulle igennem så mange ture med mig dengang. Det har helt sikkert ikke været let for dem, fortæller Jon Edlund og uddyber:

- Det var ikke fedt, at vi skulle have alle de konflikter. Jeg kunne jo også godt selv mærke, at jeg spillede for meget. Men jeg ville gøre hvad som helst for at skrabe nogle flere minutters spil til mig. Så jeg sagde det, de gerne ville høre. Det gik ud over min relation til dem, og det var en kamp for dem i hverdagen. Og det er jeg ked af i dag, fortæller Jon, der dog understreger, at han har et supergodt forhold til sine forældre i dag.

Jon Edlund har et helt normalt forhold til sine forældre i dag. Men i teenageårene var der tit konflikter, når forældrene kom i vejen for hans gaming. (Foto: Kasper Månsson © Dr)

Gik i skole med ondt i maven

I skolen var det heller ikke rene 12-taller, der prægede Jon Edlunds karakterer.

Ofte havde han ikke forberedt sig, fordi han hellere ville spille computerspil.

- Jeg havde ondt i maven, og jeg skammede mig, når jeg vidste, at jeg skulle sidde og være uforberedt foran de andre i gruppen, siger han og fortsætter:

- Og lærerne vidste jo også godt, at jeg skøjtede hen over opgaverne. Så man fik også et lidt kedeligt ry.

Det endte med en ond cirkel for den unge teenager, der flygtede fra sin egen utilstrækkelighed i skolen ved at skynde sig hjem foran computeren.

- Så kom jeg hjem efter en lang, hård skoledag og søgte tryghed og afslapning i mere gaming.

Til daglig bor Jon Edlund i Risskov i Aarhus sammen med sin kæreste. For tiden har han sat lærer-karrieren på pause for at forfølge drømmen om at blive selvstændig. (Foto: Kasper Månsson © Dr)

Men selvom gamingen havde taget overhånd for den unge Jon, så gik det ikke ud over de sociale relationer til vennerne, som han havde masser af.

Til gengæld var det ikke sjovt at være Jon Edlund, når der skulle klædes om til idræt eller der opstod andre situationer, hvor han blev mindet om sin overvægt.

- Når jeg spillede computer, tænkte jeg aldrig over min vægt. Men når jeg slukkede skærmen og ikke spillede, kunne jeg mærke mig selv og virkeligheden og alt det, jeg havde spist, fortæller han.

Lægens ord fik Jon til at ændre livsstil

Skiftet for Jon Edlund kom, da han som 18-årig skulle til session i Aalborg.

Her måtte han op på den frygtede vægt og blive konfronteret med sine kilo.

Han blev erklæret uegnet til militæret, fordi han vejede for meget. Men sessionsdoktoren tog sig alligevel tid til en god snak med den unge mand om hans overvægt.

- Jeg havde heller ikke noget ønske om at komme i militæret. Men lægen fortalte mig om palæo-diæten. Og det tændte bare en ild i mig, siger Jon Edlund.

Så fra den ene dag til den anden blev computerspil og godterne skiftet ud med tunge blomkålshoveder, tunge proteiner og tunge vægte.

- Der var ikke plads til, at jeg kunne spille computer og spise slik, hvis jeg ville tage min træning og kost alvorligt. Det var en kæmpekontrast til mit gamle liv og blev nærmest et identitetsskifte for mig, lyder det fra Jon Edlund, der endte med at droppe dobbeltlivet i de vilde verdener bag skærmen.

- Jeg kunne godt spille lidt. Men det var først, når jeg havde trænet og havde spist sund mad. Men stille og roligt fadede gamingen ud over et års tid.

Selvom Jon Edlund ikke gamer i samme omfang som tidligere, så husker han at gøre alt med måde. Så der er stadig tid til at more sig ved siden af træningsprogrammet med et par timers computerspil om ugen. (Foto: Kasper Månsson © Dr)

I stedet koncentrerede han sig om at smide de mange kilo og blive den slanke Jon, han altid havde drømt om at være.

- Jeg følte, jeg havde spildt mange timer af mit liv, som jeg skulle indhente. Jeg fik sådan en mission for mig selv om, at jeg ville være diætist og redde USA fra overvægt. Og alt der ikke kunne hjælpe mig på den vej, skar jeg fra. Så det var helt ekstremt, griner Jon Edlund.

Gamer igen i dag

I dag har Jon Edlund et mere afslappet forhold til kost og gaming.

Han træner tre gange om ugen og sørger for at røre sig dagligt.

- Før i tiden var det meget det sundhedsmæssige, der drev mig afsted til træning. Men nu er det også fordi, jeg synes, det er sjovt. For det kan være hårdt at komme afsted. Det er jo ikke altid, man gider. Men så minder jeg mig selv om, hvor sjovt det er, fortæller Jon Edlund, der også har genoptaget computerspilleriet.

En til to gange om ugen bruger han et par timer på at spille 'Counter Strike'. Selvom det ikke altid foregår uden ængstelser.

- Jeg kan godt være nervøs for at falde tilbage i de gamle mønstre nogle gange. Men så kan jeg hurtigt mærke den der følelse i kroppen af, at jeg ikke har ordnet de ting, jeg ellers skulle, siger Jon Edlund.

Interessen for sund og lækker mad er blevet en livsstil for Jon Edlund. Og snart begynder han at undervise ved sine egne madkurser. (Foto: Kasper Månsson)

I dag har han formået at balancere både computerspil og styrketræning - for begge dele gør ham glad. Men ingen af delene må tage overhånd. Og det er en øvelse, Jon Edlund føler, han efterhånden mestrer.

- Jeg husker på, at der er vigtige ting at lave, og som gør mig glad. Og jeg holder fast i at dyrker alle de interesser, jeg har. Men det kræver noget viljestyrke, siger Jon Edlund.

Mere end halvdelen af de 13-19-årige danske drenge spiller computer eller konsol hver eneste dag.
Facebook
Twitter