Kendt gamer død: Nu bliver han hyldet i populært spil

'World of Warcraft'-gamere verden over mindes den populære spiller Byron 'Reckful' Bernstein. Han blev 31 år.

Byron 'Reckful' Bernstein var en kendt og afholdt 'World of Warcraft'-spiller og havde næsten en million følgere på streamingplatformen Twitch. (© twitter)

'World of Warcraft'-spillere verden over er i sorg.

De har lige mistet én af deres egne, den kendte og populære gamer Byron 'Reckful' Bernstein, der er død, 31 år gammel.

Reckful havde næsten en million følgere på streamingplatformen Twitch og blev ifølge Forbes på et tidspunkt anset som én af de bedste 'World of Warcraft'-spillere i verden.

Reckfuls bror, Gary Bernstein, bekræfter på Twitter, at Reckful er død og skriver, at han "tog herfra på lignende vis som min storebror Guy", men går ikke i detaljer. Det har tidligere været fremme, at Guy Bernstein begik selvmord.

Reckful har selv har tidligere fortalt åbent om, at han havde bipolar lidelse og havde lidt af depression.

Han har gennem årene flere gange brugt sin platform til at gøre opmærksom på mental sundhed.

Den danske gamer Marie Watson var selv i gang med at streame, da hun torsdag aften hørte om Reckfuls død:

- Jeg streamede selv i går, da jeg hørte om hans død, og det kom som et kæmpe chok for mig. På Twitch har vi godt vidst, at han har haft det hårdt, for det har han fortalt åbent om og valgte også at stoppe på Twitch, fordi han havde en depression. Men jeg blev alligevel chokeret, da jeg hørte om det.

I kølvandet på Reckfuls død er sociale medier strømmet over med kondolencer, og inde i spillet er der blevet afholdt en ceremoni for ham i spillets Stormwind-katedral, hvor spillerne knælede for at ære hans minde.

- Det er en måde at vise på, hvor meget man har holdt af denne her person. Langt de fleste har jo aldrig mødt ham i virkeligheden, men man føler alligevel, at man kender ham. Det er den måde, vi kan vise vores støtte på som gamere.

Mindeceremonien vidner desuden om et stærkt sammenhold blandt 'World of Warcraft'-spillere, mener Marie Watson.

- Jeg har ikke selv spillet 'World of Warcraft', men jeg har fulgt rigtig meget med i det. Det er et gammelt spil med et gigantisk community, hvor man skal samarbejde rigtig meget. Det er med til at skabe et helt særligt fællesskab, siger hun og uddyber:

- Og på Twitch skriver og taler vi også sammen hver dag. Det er rigtige venskaber, selv om man sidder bag hver sin skærm.

I det hele taget må man ikke undervurdere Reckfuls betydning for 'World of Warcraft'-fællesskabet.

Reckful endte for eksempel i den såkaldte 'rank one' i spillet hele seks sæsoner i træk og har vundet flere andre turneringer og events relateret til det populære spilunivers.

Twitch har også udsendt en kondolence via platformens officielle Twitter-konto:

- Vi er knuste over beskeden om Byrons død. Vores hjerter går ud til hans familie, venner og communityet (...) Han var en streamingpionér og har hjulpet hele industrien fremad.

- Jeg havde håbet på, det ville gå den rigtige vej for ham. Han havde blandt andet friet til sin kæreste for noget tid siden, så det virkede til, at han var på rette spor, siger Marie Watson og slutter med en opfordring:

- Hvis du selv går og har det dårligt, så husk at snakke med dine venner og familie. Bare det, at man får talt højt om sine problemer, kan lette én super meget.

Også chef for kreativ udvikling hos Twitch, Marcus 'djWHEAT' Graham, har opfordret til, at man bør anerkende og besejre de stigmaer, der er omkring mental sundhed.

- Vi har brug for mere fokus på mental sundhed. Vi har brug for bedre ressourcer i i vores gaming/streaming community.

Inden sin død arbejdede Byron 'Reckful' Bernstein som spiludvikler på et nyt spil med navnet 'Everland', hvilket efter planen skulle udgives senere i år.

Det vides endnu ikke, hvorvidt Reckfuls død kommer til at forsinke spillets udgivelse.