Kontroversielt krigsspil genopstår efter 12 år: 'Nogen vil mene, det er usmageligt'

Spillet 'Six Days in Fallujah' fokuserer på et af de blodigste slag i Irak-krigen.

Skydespillet 'Six Days in Fallujah' er baseret på virkelige kampe fra krigen i Irak. (© Highwire Games/Victura)

Skal man genoplive et af de blodigste slag fra Irak-krigen i et moderne computerspil?

Det mente pårørende til dræbte amerikanske soldater ikke, da krigsspillet 'Six Days in Fallujah' blev annonceret for første gang tilbage i 2009. Det fik spilfirmaet til at droppe satsningen.

Men nu har piben fået en anden lyd. 12 år senere ser det nu ud til at krigsspillet 'Six Days in Fallujah' ser dagens lys, selvom flere pårørende stadig er modstandere af udgivelsen.

Det vil dermed blive det første taktiske skydespil, der er baseret på virkelige hændelser fra Irak-krigen.

Det skriver spilmediet Polygon, der også har snakket med spilfirmaet Victuras direktør, Peter Tamte, som udgiver det omdiskuterede spil.

Ifølge ham bliver spillet baseret på ægte historier fra medlemmer af det amerikanske militær og civile irakere, som oplevede den andet slag om den irakiske by Fallujah under Irak-krigen i 2004.

Spillet, der efter planen udkommer senere i år, vil til gengæld ikke gøre sig til dommer over, om den amerikanske invasion af Irak var en god eller dårlig beslutning.

- For vores team er det virkelig vigtigt at få spillerne til at forstå kompleksiteten ved kamphandlinger i en by. Og vi vil vise, hvordan beslutninger taget af politikere får stor betydning for de valg, en soldat bliver nødt til at tage på slagmarken.

- Men ligesom en soldat ikke kan kritisere de valg, som politikerne tager, vil vi med dette spil heller ikke have en politisk holdning til, om Irak-krigen var en god eller dårlig idé, siger han til Polygon.

I 'Six Days in Fallujah', skal man som soldat erobre byen Fallujah fra hus til hus, ligesom det skete under Irak-krigen i 00'erne. (© Highwire Games/Victura)

Blodigt slag i Irak-krigen

Den irakiske by Fallujah blev erobret af det amerikanske militær i løbet af de første par uger af Irak-krigen, der brød ud i 2003.

I 2004 blev byen en hvepserede for oprørskrigere, der kæmpede imod den amerikanske og vestlige tilstedeværelse. Der udbrød massive kampe, som kostede både amerikanske soldater, oprører og civile livet.

Den vestlige koalition forsøgte at genindtage byen hele to gange, og spillet 'Six Days of Fallujah' fokuserer på det andet slag om Fallujah. Et blodigt slag, som kostede omkring 100 amerikanske soldater og 1.200 oprører livet.

Yderligere anslåes det, at mindst 800 civile blev dræbt under det andet slag om Fallujah, ifølge Røde Kors.

Peter Tamte fra spilfirmaet Victura er ikke bekymret for, at det kommende spil vil give et forkert billede af udfaldet af det blodige slag i Fallujah.

- Jeg tror ikke, spillerne bliver i tvivl om, hvad prisen for at gå i krig er. Jeg tror heller ikke, de (spillerne) kommer til at sige: "Vi har brug for mere krig", når de har prøvet spillet.

- Jeg mener, at folk er nødt til at forstå de menneskelige omkostninger ved krig, siger Peter Tamte.

Spillet bliver udviklet af Highwire Games og udgivet af spilfirmaet Victura. (© Highwire Games/Victura)

Under opbygningen af 'Six Days in Fallujah' har Peter Tamte og hans team interviewet marineinfanterister og soldater, der kæmpede i Fallujah. Nogle blev interviewet i 2005 få måneder efter slaget var ovre, mens andre blev interviewet så sent som sidste år.

Flere af marineinfanteristerne og soldaterne vil optræde som avatars side om side med spilleren.

Spilforsker: Kontroversielt spil dengang og nu

Ida Kathrine Hammeleff Jørgensen, der forsker på IT Universitet i København med fokus på, hvordan computerspil repræsenterer verden, mener, at krigs- og skydespilsgenren generelt altid været en genre, der har været genstand for kontroverser og kritik.

I den kategori befinder 'Six Days in Fallujah' sig, og hun kan sagtens forstå, hvorfor spillet skabte kontroverser tilbage i 2009 og nu.

- Man har at gøre med en krig, der har fyldt rigtig meget, og som man har diskuteret nærmest lige siden den brød ud, siger hun og uddyber:

- Der vil altid være folk, som mener, at det er usmageligt at bruge en krig, som stadig står klart i hukommelsen for mange, som underholdning.

I en video, som promoverer det kommende spil, ser man interviews med nogle af de amerikanske soldater, som befandt sig i Fallujah, da de blodige kampe fandt sted. Samtidig bliver det gjort klart, at spillet er baseret på virkelige hændelser.

Det gør skaberne af spillet for at imødekommende noget af den kritik, som øjensynligt vil komme, når spillet får premiere senere på året, mener Ida Kathrine Hammeleff Jørgensen.

- De siger indirekte, at de laver noget meget seriøst, som ikke kun er underholdning. Men det forpligter også, når de siger, at de repræsenterer de virkelige soldater, der var der, siger hun.

Ida Kathrine Hammeleff Jørgensen mener, at spillets virkelighedsnærhed er en "interessant ide", men hun forudser også, at spillet kommer til at skabe kontroverser.

- Der vil helt sikkert være nogen, som synes, at det vil være uetisk at få spillerne til at udføre de handlinger, som soldaterne gjorde under Irak-krigen, siger hun.

'Six Days In Fallujah' får premiere i 2021 til PC og unavngivne konsoller.

FacebookTwitter