Kontroversielt spil bringer internettet i kog: 'Det er blevet hypet mere end noget andet'

Fans har ventet i otte år på det dystopiske rollespil 'Cyberpunk 2077', der udkommer i dag.

'Cyberpunk 2077's første trailer blev allerede udgivet tilbage i 2013. Efter flere udsættelser kan du endelig få lov til at prøve kræfter med det længe ventede spil. (© CD Projekt Red)

Nu sker det endelig.

I dag udkommer det længe ventede 'Cyberpunk 2077'.

Grundet talrige udskydelser har spillet været undervejs siden 2012, men skulle man være i tvivl om, hvor stor en hype spillet har opnået de seneste år, skal man bare kigge på YouTube. Her har spillets trailer i skrivende stund fået over 28 millioner visninger.

En af dem, som glæder sig til udgivelsen, er Palle Havshøi-Jensen, der er chefredaktør for PlayStation-mediet PSLife.dk. Han stiller sig i køen af spil-entusiaster, der håber på en stor oplevelse, men understreger, at forventningerne til 'Cyberpunk 2077' med tiden måske alligevel er blevet for høje.

- Jeg forventer og håber selvfølgelig på et superfedt produkt. Jeg tror, det kan leve op til hypen, hvor det gerne skal byde på en god og unik historie, man kan fordybe sig i, fortæller han, men tilføjer:

- Jeg frygter samtidig, at der er en masse fejl, fordi nogle chefer måske vil nå at udgive spillet inden julesalget. Efter så mange år er det sidste udkald for 'Cyberpunk 2077', og jeg vil ikke sige, det næsten kun kan fejle, men jeg tror, mange vil blive skuffet, fordi de muligvis har forventet noget andet, end det slutprodukt, de får. Forventningerne er nok skruet lidt for voldsomt i vejret på nuværende tidspunkt.

Og den holdning står Palle Havshøi-Jensen langt fra alene med. For med et øjekast på Twitter, opdager man hurtigt, at en lang række spilfans rigtig nok er spændte på det nye spil, men at en stor del af dem også nedtoner forventningerne:

- Det her kan meget vel være det bedste spil, der nogensinde er blevet lavet, men det er et spil, der er blevet hypet mere end noget andet, jeg nogensinde har set, tweeter en bruger, mens en anden tweeter:

- Det kan ikke lade sig gøre, at 'Cyberpunk 2077' ikke kommer til at skuffe efter den enorme mængde af hype.

Og hvis man ser på anmeldelserne fra de få, store spilmagasiner, der har fået lov til at teste spillet på forhånd, kan man da også frygte, at de bange anelser måske har en berettiget plads på trods af et overordnet positivt indtryk.

- Sidemissionerne og karaktererne er dem, der hjælper mig gennem en ellers skuffende oplevelse, skriver GameSpot, der giver spillet en score på 7/10, mens IGN, der på trods af en selvvalgt score på 9/10, skriver:

- Det er en skam, at irriterende fejl kan dræbe en ellers god oplevelse, men 'Cyberpunk 2077's fleksible design gør det alligevel til en fantastisk oplevelse.

Efter at have set spillets trailere på YouTube kan man hurtigt konstatere, at 'Cyberpunk 2077' byder på voldsomme scener og indhold. (© Igdb Presskit)

Et spil i kritisk stormvejr

'Cyberpunk 2077' er et action-rollespil og foregår i en dystopisk verden, der er blevet lagt øde hen af en stor atomkrig. Stort set alle områder er blevet gjort lovløse, og derfor søger den menneskelige befolkning tilflugt i storbyer, hvor teknologien ikke har indfriet en lykkelig fremtidsdrøm.

Det er CD Projekt Red, der står bag 'Cyberpunk 2077'. De polske spiludviklere blev for alvor en del af spilverdenens superliga, da de udgav rollespillet 'The Witcher 3' i 2015. Siden da har spillet vundet over 250 'Game of the Year'-priser, hvilket er flere end noget andet spil i verdenshistorien.

Og netop kombinationen af den dystopiske genre og spiludviklernes bagkatalog er en af grundene til, at der er så store forventninger til spillet, fortæller Palle Havshøi-Jensen.

- Spilnørder har altid været fascineret af den her cyberpunk-verden, og der findes ikke så mange af den slags spil endnu. Derfor tyder det på, at 'Cyberpunk 2077' virkelig er noget for den her type fans, og når CD Projekt Red samtidig også havde kæmpe succes med 'The Witcher 3', så nedtoner det ikke ligefrem forventningerne.

Men hvor 'The Witcher 3' er en lang, lykkelig historie, så har udgivelses-forløbet med 'Cyberpunk 2077' været mere eller mindre konstant præget af problemer og kontroverser.

Udover at have udskudt udgivelsen flere gange, blev spillet i 2019 udsat for massiv kritik over udsigten til, at man ikke kunne spille som kvinde, mens det polske spiludviklingsfirma i selvsamme år også blev kritiseret i deres måde at portrættere en transkønnet person i en af spillets trailere.

Sidenhen har CD Projekt Red dog sørget for, at det nu er muligt at spille som kvinde og samtidig forsvaret sig med, at folk blander forskellige ting sammen, når det kommer til kritik af spillets brug af transkønnet personer.

- I år 2077, hvor kropsmodifikationer er blevet tilgængelige, tror jeg, folk blander og kombinerer forskellige ting, lige som de har lyst til. Selve samfundet er mere åbent indstillet over for forskellige former for parforhold, har den grafiske designer Kasia Redesiuk blandt andet udtalt i et tidligere interview med spilhjemmesiden Polygon.

Samtidig har spilgiganten beordret overarbejde, også kendt som crunch i spilverdenen, for at nå udgivelsesdatoen i dag.

Det er en enorm dystopisk verden, historien i 'Cyberpunk 2077' udspiller sig i. Her vil man blandt andet kunne opleve Keanu Reeves, kendt fra især 'Matrix'-filmene, der har sikret sig en rolle i det længe ventede spil. (© Igdb Presskit)

Risiko for skuffelse

Men på trods af at spillet har skullet kæmpe sig igennem flere kritiske stormvejr for at nå til en udgivelsesdato, er 'Cyberpunk 2077' også blevet rost til skyerne ud fra de glimt af spillet, der er blevet vist gennem årene.

Og bedst som man ikke troede, at spillet kunne blive mere hypet, afslørede spiludviklerne sidste år, at Hollywood-stjernen Keanu Reeves også kommer til at optræde i spillet.

- Hvis man ser bort fra kontroverserne og udskydelserne, så trykker CD Projekt Red på mange af de rigtige ting. De kaster uhyggeligt mange penge efter projektet, og når de får skuespillere som Keanu Reeves med ombord, formår de at holde forventningerne høje, fortæller Palle Havshøi-Jensen.

Netop derfor hersker der da heller ingen tvivl om, at Palle Havshøi-Jensen glæder sig til at prøve kræfter med 'Cyberpunk 2077', men han slår fast, at forventningerne er kommet en smule ud af proportioner.

- Jeg glæder mig til selv at sidde med det, men som spilnørd og entusiast er det en smule bekymrende, at de kun har ladet så få prøve spillet på forhånd. Jeg er bange for, at de skjuler noget. Jeg tror, den her hype er blevet blæst lidt ud af proportioner, selvom det er svært at konkludere, når man ikke har prøvet spillet endnu, fortæller han.

'Cyberpunk 2077' udkommer i dag den 10. december.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk