Lanceres i dag: Nu kommer Apples gaming-satsning til Danmark

For et fast beløb hver måned får spilfans adgang til over 100 spiltitler.

(© Sega)

Spotify, Netflix, HBO og Viaplay…

Listen med abonnementer er efterhånden lang hos de fleste.

Og står det til Apple, vil de gerne have tilføjet endnu en tjeneste på listen over månedlige betalinger.

Apples spiltjeneste Apple Arcade lanceres nemlig i dag sammen med en større softwareopdatering til Apples produkter.

Tjenesten kommer til at koste 39 kroner per måned og indeholder over 100 spiltitler på lanceringsdagen. Det forventes, at spilkataloget vil blive yderligere udbygget over tid.

- Apple Arcade er en abonnementsservice, hvor man betaler et fast beløb om måneden for at få adgang til en masse spil, som du henter ned på din iPhone eller iPad for eksempel – så du også kan spille, selvom du ikke er online. Og det vil så være spil, der er kurateret af Apple for at sikre kvaliteten, har spilekspert Troels Møller hos Troldspejlet tidligere fortalt til dr.dk.

En af de største ændringer, der introduceres med Apple Arcade, er, at spillene går imod strømmen i forhold til de seneste års mobilspil.

Indtil i dag har mange populære mobilspil været gratis - men har til gengæld været fyldt med små mikrotransaktioner, hvor spillere skal betale ekstra for eksempelvis nye våben, skins og andre elementer i spillene.

Og det er en forretningsmodel, der i følge fans og spileksperter har ødelagt store mobilspil som Elder Scrolls: Blades og Harry Potter: Hogwarts Mystery.

Den tendens gør Apple op med i dag.

I stedet vil alle spillene være fuldt funktionsdygtige uden ekstra tilkøb, når først man har downloadet dem via Apple Arcade-tjenesten:

- Det bliver interessant at se, hvordan spillene bliver udviklet i fremtiden. For mange af de nuværende mobilspil er bygget op omkring mikrotransaktioner. Derfor bliver det spændende, hvordan de kommende spil bliver udviklet, når mikrotransaktionerne er taget ud af ligningen, siger Apple-ekspert Myke Hurley i gaming-podcasten Remaster.

Tjenesten lanceres som sagt i dag - og her er tre udvalgte titler, som har fået stor opmærksomhed blandt spilfans:

1

Skate City

(© Snowman)

Skateboard-spil var særligt populære i slutningen af 90'erne og begyndelsen af 00'erne med 'Tony Hawk’s Pro Skater'-titlerne som de helt store baskere. Efter Tony Hawk-æraen kom spillet 'Skate', der gjorde op med de overdrevne tricks og indførte realisme i genren.

Her i 2019 forsøger spilstudiet Snowman at genoplive skateboard-begejstringen med titlen 'Skate City', der også forsøger at gå 'Skate'-vejen og spille på fascinationen af de realistiske tricks.

2

Sayonara Wild Hearts

(© Simogo)

Et af de spil, som har fået meget opmærksomhed inden lanceringen, er 'Sayonara Wild Hearts'. Spillet blev endda fremvist på scenen i sidste uge, da Apple annoncerede deres nye iPhones 10. september.

Spillet betegnes som en 'spilbar musikvideo', og i de små sekvenser, vi har set fra spillet indtil videre, er der fokus på rytme og timing, som det primære omdrejningspunkt for oplevelsen.

3

Oceanhorn 2

(© Cornfox)

Apples spiltjeneste byder selvfølgelig på en række mindre omfattende mobilspil, men blandt de 100 titler er der også blevet plads til omfangsrige action-adventure spil som for eksempel 'Oceanhorn 2'.

Spillet ligner til forveksling et eventyr, der ville udspille sig i det ikoniske Zelda-univers, der har begejstret Nintendo-fans gennem flere årtier.

Selvom spillet er en toer, foregår handlingen 1000 år før det oprindelige spil, som i øvrigt blev udmærket modtaget, da det udkom til bl.a. PC, Xbox og PlayStation i 2013.