Legendarisk eventyrjæger nægter at dø: Nu genopstår 'Indiana Jones' i ny satsning

Det er netop blevet afsløret, at der kommer et helt nyt spil i den legendariske 'Indiana Jones'-serie.

Harrison Ford ses her i hovedrollen som Indiana Jones i filmen 'Indiana Jones And The Temple Of Doom' fra 1984. Filmserien har indkasseret mere end 13 milliarder på verdensplan. (Foto: Paramount Pictures © 2012 Getty Images)

Den ikoniske hat, den svingende pisk og den kække attitude.

Sådan husker man ofte Indiana Jones – den legendariske eventyrer, der er omdrejningspunktet i film-franchisen af samme navn.

Det er næsten 40 år siden, at den første film fik debut på det store lærred i 1981, og fortællingen om arkæologen synes at fortsætte, indtil den 78-årige skuespiller Harrison Ford, som spiller hovedkarakteren Indiana Jones, ikke kan gå længere.

'Indiana Jones'-franchisen har ikke kun udviklet sig til at være en succesrig filmserie, der har indtjent over 13 milliarder kroner på verdensplan. Den tæller også flere tv-serier og over ti konsolspil.

Og hvis man er fan af sidstnævnte, vil der formentligt være glæde at spore, når du opdager, at spiludgiveren Bethesda i går annoncerede på Twitter, at de arbejder på et splinternyt 'Indiana Jones'-spil.

En af dem, der tager glædeligt imod nyheden, er 'Indiana Jones'-nostalgikeren og film-ekspert Kasper Lundberg.

- Det er en indlysende ide at lave et nyt spil i serien. Der er så mange muligheder i Indiana Jones-universet, der byder på action, eventyr og mystiske gåder. Jeg vil da helt klart tjekke det ud, når det kommer.

Men selvom tonen generelt er positiv over for det nye spil, så har Kasper Lundberg alligevel også sine bange anelser. For 'Indiana Jones'-universet har også sine udfordringer, fortæller han.

- Når man baserer spil på så gammelt et filmunivers, kan man godt frygte, at det kan udstille, hvad der er galt med filmen og den tid, som den er lavet i. 'Indiana Jones' byder på mange giftige elementer, når man ser på kvindesyn og kulturforskelle, fortæller han og tilføjer:

- Computerspil fjerner noget distance til filmiske situationer, så man i spillet pludselig selv skal handle og tage stilling til ting. Derfor kan man ikke dække sig ind under, "at det jo bare sker i en film, der foregår i gamle dage" længere. Desuden er der blevet lavet andre spil, der spiller på præcis de samme ting, som 'Indiana Jones' gør, så der ligger klart en udfordring i, hvordan det nye spil vil skille sig ud.

I 2020 bekræftede Disney, at der også er en ny film på vej i serien, hvor man igen vil kunne finde den 78-årige skuespiller Harrison Ford som Indiana Jones. (Foto: Sunset Boulevard © Getty Images)

Det nye Indiana Jones

Hvordan det nye 'Indiana Jones'-spil reelt kommer til at udspille sig er svært at fastslå på nuværende tidspunkt. Spiludgiveren Bethesda har nemlig ikke givet mere lyd fra sig end den nye teaser, de lagde op på Twitter i går.

Vi ved dog, at spillet angiveligt kommer til at foregå i Rom, at det får sin helt egen historie og samtidig bliver udviklet af spiludvikleren MachineGames, der også står bag 'The Wolfenstein'-spilserien.

Den nye afsløring kommer i kølvandet på, at Disney og Lucasfilm, der ejer rettighederne til 'Indiana Jones', har afsløret, at de vil sætte nyt fokus på den populære film-franchise, og spillet skal da også udgives under Lucasfilms nye spilfirma 'Lucasfilm Games', når det er blevet færdigudviklet.

Det er altså store kræfter, der står bag relanceringen af den gamle 'Indiana Jones'-franchise, men det er der også brug for, hvis det skal blive en succes, fortæller Kasper Lundberg.

- 'Indiana Jones'-produktet står ved en skillevej. Jeg tror, at Disney og Lucasfilm enten vil afslutte filmserien med et brag eller forsøge at åbne universet endnu mere op, hvilket det har potentiale til. Noget kunne tyde på sidstnævnte med den kommende spiludgivelse, og det er jo fedt.

Men selvom intentionen er god, er det dog langt fra sikkert, at det kommer til at fungere i praksis, slår Kasper Lundberg fast.

- Det store spørgsmål er, om 'Indiana Jones' holder i dag, for det er virkelig et gammelt univers. De skal kunne filtrere sig ud af de gamle historier og formå at gøre spillet aktuelt igen, og så skal de samtidig bringe noget nyt rent spilmæssigt, så det ikke kommer til at ligne andre spil som 'Uncharted', der læner sig meget op ad samme univers.

I 'Uncharted' er man en skattejæger, der rejser rundt i verden for at afdække historiske mysterier. Spillet er en af de bedst sælgende spil-serier med over 41 millioner solgte enheder på verdensplan.

Screenshot fra den nye teaser af det kommende Indiana Jones-spil. Her ses blandt andet den legendariske pisk, som Indiana Jones flittigt bruger i filmene. (Foto: Screenshot © Bethesda)

Forny det gamle univers

Der findes dog en klar fordel for det nye spil, fortæller Kasper Lundberg. Heldigvis for Disney, Lucasfilm og Bethesda, så er fans af 'Indiana Jones' nemlig ikke lige så fanatiske som det ses ved fans af andre store film-universer som eksempelvis 'Star Wars', og det vil komme spillet til gode.

- Hvis man laver noget vellykket, så tror jeg helt klart, at det kan rykke 'Indiana Jones'-franchisen. Spiludviklerne har ret frie hænder til at tage spillet i den retning, de ønsker, fordi fans af serien ikke er så fanatiske. Der findes slet ikke et community på samme måde som ved 'Star Wars' eller andre store film-franchiser, og det giver dem mulighed for at lave spillet med en helt ny historie, fortæller han og tilføjer:

- Jeg er virkelig spændt på, hvordan de vil forny spillet og det gamle univers.

Om det nye spil bliver en succes, må tiden vise. Indtil da kan fans af 'Indiana Jones' kun håbe på, at den frembrusende eventyrer vender tilbage i topform.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter