(Foto: © Andreas Bro, dr)

Marie på 21 trodsede sygdom og angst - nu er hun en af Danmarks største gaming-stjerner

De første år i Marie Watsons liv har budt på masser af udfordringer. Men i dag lever hun af at være gamer, fordi tusindvis følger med og donerer penge til hende, mens hun spiller.

Marie Watson er 21 år gammel og en af Danmarks store gaming-stjerner.

Hver dag tænder hun computeren og live-streamer sig selv ud til verden, mens hun spiller populære spil som for eksempel 'Fortnite'.

Det foregår på onlineplatformen Twitch, hvor hun har tusindvis af følgere, der ser med. Følgere, hun ikke kun har et tæt sammenhold med online. Mange af dem er også blevet hendes venner.

Marie Watson begyndte at spille computer, da hun var 14 år gammel. Hun faldt hurtigt over det populære Twitch, der gav hende noget, hun længe havde ledt efter.

- Jeg havde det ikke så godt, da jeg var yngre, og jeg manglede et sted, hvor jeg kunne møde nye mennesker og være mig selv og lave noget, jeg rigtig godt kunne lide.

Marie Watson er født med børnegigt, og i teenageårene udviklede hun også angst. De to faktorer har gjort, at hun har haft det svært i skolen.

- Det var i 9. klasse, det startede. Jeg blev deprimeret og lukkede mig selv inde. Det var på det tidspunkt, at jeg gennemgik de første operationer på grund af gigten.

Hun følte, at ingen forstod hende og sygdommen. Hun følte sig ensom, og det eneste sted, der var ro og rart, var, når hun tændte for computeren.

- Det var ligesom den verden, jeg var i. Min egen lille boble. Det var der, jeg følte mig tilpas, og der, folk var interesseret i mig.

Få Maries egen historie og se billederne nedenfor.

  • Marie hedder egentlig noget andet til efternavn, men det lød ikke så godt på engelsk, syntes hun, og engelsk var det sprog, hun oprindeligt streamede på. Hun mødte en anden streamer, der hed Watson, og Marie syntes det lød bedre, så hun lånte det. (Foto: © Andreas Bro, dr)
    1 / 9
  • 'Pandaen' er en af Maries figurer i 'Fortnite', som er hendes foretrukne spil, og det hun spiller, når hun streamer. - Jeg er overhovedet ikke særlig god til spillet. Jeg kan dog finde ud af det, men det er min personlighed, jeg vinder på, fortæller Marie, når hun skal forklare, hvorfor så mange følger med, når hun streamer. (Foto: © Andreas Bro, dr)
    2 / 9
  • Maries værelse er sat op til at kunne streame og game bedst muligt. Hun begynder om eftermiddagen med at gå online og snakke med sine følgere en halv time. Når det er klaret, går hun i gang med at spille 'Fortnite', hvor dem på chatten følger med. (Foto: © Andreas Bro, dr)
    3 / 9
  • Kamera, mikrofon, høretelefoner og telefon. Fire af de vigtigste ting i Maries hverdag. Nummeret, som er tatoveret på hendes håndled, 176890, er nummeret fra hendes fars militære hundetegn. (Foto: © Andreas Bro, dr)
    4 / 9
  • Marie kan godt lide at gå ture. Hun taler med mennesker hele dagen, enten online eller 'i virkeligheden', så hun kan godt lide den ro, hun får, når hun går en tur. Hun går tit ned til den nærliggende sø og skov, som kun ligger ti minutters gang fra hendes lejlighed. (Foto: © Andreas Bro, dr)
    5 / 9
  • Marie går op i makeup og gør sig altid klar til at gå online på Twitch ved at tage makeup på. (Foto: © Andreas Bro, dr)
    6 / 9
  • Maries kat, Misser, vil rigtig gerne være med, når Marie er på computeren. Misser hopper tit op til hende og finder sin plads. (Foto: © Andreas Bro, dr)
    7 / 9
  • Marie er online og snakker med sine følgere hver dag. Lige nu har hun cirka 600 abonnenter, som betaler en fast pris hver måned for at få lov til at følge med, så meget de kan. (Foto: © Andreas Bro, dr)
    8 / 9
  • Hun kan godt have svært ved at forklare folk, hvad hendes arbejde er. Nogen mener, at det ikke er et rigtigt arbejde, men Marie arbejder med sine online-kanaler hver dag. Hun tjener penge på abonnenter, donationer og samarbejder med firmaer. (Foto: © Andreas Bro, dr)
    9 / 9