Medstifter af skandaleramt spilfirma undskylder til kvinder: 'Jeg har svigtet jer'

Spilfirmaet Activision Blizzard anklages for overgreb og seksuel chikane af staten Californien.

Activision Blizzard, der blandt andet står bag det populære spil 'World of Warcraft', bliver beskyldt for grænseoverskridende arbejdsforhold. (© Activision Blizzard)

- Til alle de Blizzard-kvinder, som har oplevet nogle af disse ting - jeg ekstremt ked af, at jeg har fejlet jer. Jeg hører jer, jeg tror på jer, og jeg er ked af, at jeg har svigtet jer.

Sådan skrev Mike Morhaime, der er medstifter af det verdenskendte spilfirma Activision Blizzard, som står bag spil som 'World of Warcraft', 'Diablo' og 'Call of Duty', på Twitter fredag i sidste uge.

Den uforbeholdne undskyldning kommer efter, at den amerikanske stat Californien i sidste uge valgte at sagsøge Activision Blizzard for at have en kultur med "konstant seksuel chikane" og kønsbaseret forskelsbehandling.

Efter søgsmålet blev offentligt kendt, stod en lang række kvinder frem og bekræftede beskyldningerne.

Det første 'World of Warcraft'-spil udkom for første gang i 2004. Siden da er der kommet en stor håndfuld udgivelsespakker til spillet, der stadig har masser af online-spillere. (© Blizzard)

Kvinderne sammenlignede nærmest enstemmigt arbejdspladsen med et "frat house" og fortalte om mandlige kollegaer, der både drak i arbejdstiden og ofte kom stolt på kontoret med tømmermænd.

Seksuelle kommentarer henover computerskærmene, uønsket fysisk berøring og andre former for chikane var - ifølge anklagerne - heller ikke unormalt på en arbejdsdag, hvis man var kvinde.

Og under anklagerne om chikane på arbejdspladsen pegede kvinderne også på en mere generel og strukturel forskelsbehandling af mænd og kvinder.

Det inkluderede fravælgelse af kvinder med begrundelsen, at "hun måske kunne blive gravid", og kvinderne blev generelt betalt betydelig mindre, end deres mandlige kollegaer.

'Jeg er skamfuld'

Det er altså de mange anklager og beskyldninger fra kvindelige medarbejdere i Activision Blizzard, der har fået det nu skandaleramte spilfirmas medstifter til at reagere.

Mike Morhaime var i 1991 med til at stifte firmaet, lige efter han var færdig med college. Mohaime var chef for Blizzard Entertainment indtil 2018, hvor han i stedet stiftede et nyt spilfirma, Dreamhaven.

Den 53-årige Mike Morhaime skriver i en udtalelse på Twitter, at han er chokeret og skamfuld over anklagerne rettet mod sit gamle firma.

- Jeg har læst den fulde anklage mod Activision Blizzard og mange af de andre historier. Det er meget chokerende og svært at læse. Jeg er skamfuld. Det føles som om, at alt, hvad jeg har stået for, er blevet vasket væk. Hvad der dog er værre og endnu mere vigtigt er, at mennesker har lidt skade, og at nogle kvinder har haft forfærdelige oplevelser.

- Jeg var hos Blizzard i 28 år. I den tid prøvede jeg på at skabe en miljø, der var sikkert og velkomment for folk med alle køn og baggrunde. Jeg vidste godt, at det ikke var perfekt, men vi var åbenlyst langt væk fra målet, skriver han.

Vil tage anklager seriøst

Siden nyheden om Californiens anklager om overgreb og seksuel chikane rettet mod Activision Blizzard, har spilfirmaet afvist flere af anklagerne.

I et modsvar har spilfirmaet beskyldt Californien for "uansvarlig opførsel fra uansvarlige statslige embedsmænd", og beskyldt dem for at drive mange af statens bedste virksomheder ud af Californien.

Flere fans af Activision Blizzards udgivelser er rystede og skriver, at de i fremtiden har tænkt sig at boykotte spil som 'Call of Duty', som firmaet står bag. (© Activision Blizzard)

Spilfirmaet lagde også vægt på, at man "værdsætter mangfoldighed og stræber efter at fremme en arbejdsplads, der inkluderer alle", og at man ville tage enhver påstand om seksuel chikane alvorligt.

Og noget kunne tyde på, at Activision Blizzard tager anklagerne alvorligt. I hvert fald har Blizzard Entertainments nuværende direktør, J. Allen Brack, sendt en email til de ansatte, hvor han adresserer de eksplosive anklager.

- Det kræver mod at stå frem, og alle anklager vil blive undersøgt af interne og – når det er nødvendigt – eksterne efterforskere. Vi tager alle anklager meget seriøst. De kan fremsiges uden nogen frygt for hævn, og ofte vil jeg selv tage mig af anklagerne sammen med de andre ledere.

- Jeg er vred, ked af det og har alle mulige følelser, men jeg er også taknemmelig for at arbejde sammen med ledere og tusindvis af ansatte, som vil tilslutte mig i bestræbelsen på fortsat at ville forbedre sig, skriver J. Allen Brack blandt andet i emailen.

Hvad konsekvensen for Activision Blizzard bliver, ved vi ikke endnu, da sagen mellem staten Californien og spilfirmaet stadig er i gang.

Men flere gamere har udtrykt stor skuffelse over firmaet og skriver, at de ikke længere vil støtte det skandaleramte spilfirma.

Facebook
Twitter