(Foto: Andreas Bro © dr)

Mohamad på 19 lever af at spille FIFA: Nu satser han på at blive verdensmester - igen!

Fra den ene dag til den anden ændrede Mohamad Al-Bachas liv sig, da han vandt VM i fodboldspillet 'FIFA'. Nu går den den danske esports-stjerne efter at generobre titlen.

Mohamad Al-Bacha er 19 år gammel og en del af verdenseliten i fodboldspillet 'FIFA'.

Han fandt ud af, at han var god til spillet - sådan rigtig god - for tre år siden:

- I 2015 fik jeg en 3. plads til turneringen Copenhagen Games, og samme år kvalificerede jeg mig til VM i 'FIFA 16'. Der fandt jeg ud af, at jeg var virkelig god, og så fortsatte jeg bare med at klø på derfra og virkelig skabe noget stabilitet over min spillestil og min træning.

Og det hårde arbejde bar frugt.

Den 22. marts 2016 kunne han kalde sig verdensmester i 'FIFA'. En titel, han nu satser på at genvinde.

I begyndelsen af sin karriere spillede Mohamad Al-Bacha over 100 kampe om ugen, men i dag er han mere stabil i sit spil og er nu nede på cirka 40-50 kampe.

- Når der kommer et nyt spil ud, skal jeg lige lære det at kende. Når jeg kan det, har jeg ikke behov for at spille så meget, men jeg skal selvfølgelig holde formen ved lige.

For at blive den bedste, er det ikke nødvendigvis godt at spille så meget som muligt, fortæller han.

- Det hele ligger i fingrene efterhånden – nu er det bare om at bruge hjernen og tænke over, hvad jeg gør. Få tingene til at hænge sammen. Det handler om at finde de rette afleveringer og finde den rette temperatur på kampen.

Få Mohamad Al-Bachas historie og kom med til eSuperliga-eventet i 'FIFA', der blev afholdt i Forum i december 2018 nedenfor.

  • Mohamad Al-Bacha springer op fra den store, sorte gamer-stol og stormer ud til kanten af scenen, ud til sine fans, der er mødt op for at støtte ham til eSuperligaen playoffs. (Foto: Andreas Bro © dr)
    1 / 10
  • Den personlige controller fik Mohamad til VM i 'FIFA' 2016 i New York. Hans foretrukne konsol at spille på er en PlayStation 4. (Foto: Andreas Bro © dr)
    2 / 10
  • Mohamad er tilknyttet holdet NFG (NoFuchsGiven) som er et esports-hold ejet og startet af Christian Fuchs, som er en østrigsk fodboldspiller, som spiller for den engelske klub Leicester City F.C. i Premier League. I denne sæson har Mohamad Al-Bacha været lejet ud til Randers FC, hvor han spiller i eSuperligaen. (Foto: Andreas Bro © dr)
    3 / 10
  • VM trofæet står hjemme på Mohamads værelse sammen med de andre trofæer. (Foto: Andreas Bro © dr)
    4 / 10
  • Randers FC’s fans følger Al-Bachas og Hassanplayers (Mohamads medspiller) kamp mod Vejle Boldklub til eSuperligaen-eventet i København. Deres fans støttede deres hold meget loyalt og overdøvede alle andre fans. (Foto: Andreas Bro © dr)
    5 / 10
  • Al-Bacha på hans værelse i gang med træning. Efter han er stået op, spiller han et par spil og derefter slapper han af. - Jeg vil helst ikke spille for meget, fordi så bliver det ensformigt. Jeg vil helst være helt frisk i hovedet, inden jeg skal ind til en turnering, så jeg kommer med de nye kreative idéer og ikke gør det samme hele tiden. (Foto: Andreas Bro © dr)
    6 / 10
  • Mohamad har lige scoret til 2-0 i kvartfinalen mod Vejle Boldklub til eSuperligaen-playoffs. Han løber med det samme ud mod Randers FC’s fans, som jubler, så hele salen runger. (Foto: Andreas Bro © dr)
    7 / 10
  • Hassanplayer (Hassan Al-Saraf) og Al-Bacha fra Randers FC har lige tabt kvartfinalen ved eSuperligaens første playoff nogensinde. I kvartfinalen spilles der to kampe, hvor reglen om udebanemål tæller. Begge kampe endte tilsammen 3-3, men Vejle scorede flest mål på udebane, og derfor vandt de kampen. (Foto: Andreas Bro © dr)
    8 / 10
  • Efter hans kamp sidder Mohamad i green room, som er forbeholdt spillere og managere. Her slapper han af og snakker med Mathias Bech (th.) som spiller for Hobro og Daniel Lauridsen (midt) som er manager for Silkeborg. I løbet af aftenen blev reglen om udebanemål diskuteret mange gange. (Foto: Andreas Bro © dr)
    9 / 10
  • Salen ved eSuperligaen Playoffs. Der var udsolgt med 2.500 købte billetter. eSuperligaen er blevet spillet i 15 runder siden starten af november og blev afsluttet ved dette playoff-stævne i Forum i december. Den samlede sejr gik til klubben Brøndby IF. (Foto: Andreas Bro © dr)
    10 / 10