Nu bliver en af verdens største film til et computerspil: 'Det ser mega fedt ud'

Filmhittet 'Avatar' udkommer som spil i 2022.

Det er mere end et årti siden James Camerons gigahit 'Avatar' ramte biografer verden over. I 2022, efter flere udskydelser, forventes opfølgeren at udkomme. Men samme år vil der også udkommet det første 'Avatar'-spil, er det netop blevet afsløret. (© Ubisoft)

Vi skal helt tilbage til 2017, hvor vi første gang hørte om en kommende spilmatisering af megasuccesen 'Avatar'.

Men siden har opdateringer om spillet været sparsomme.

Indtil lørdag.

Ved verdens største spilkonference, E3, blev det nemlig offentliggjort, at spillet 'Avatar: Frontiers of Pandora', der tager udgangspunkt i James Camerons biografbasker fra 2009, i 2022 vil udkomme i en spiludgave.

- I denne nye, selvstændige historie spiller man Na'vi, der drager ud på en rejse på tværs af Western Frontier - en aldrig-før-set del af Pandora, skriver Ubisoft selv om deres førstepersons action-adventure spil.

Det er ikke det første 'Avatar'-spil, der rammer gaden. I 2009 udkom spillet 'Avatar: The Game', som ikke levede op til filmens store succes og kiksede salgsmæssigt.

Men det afholder ikke Ubisoft fra at prøve lykken igen. Og denne gang ser det lovende ud. I hvert fald hvis man spørger filmekspert og gamingentusiast Kasper Lundberg:

- Spillet ser megafedt ud, og læner sig umiddelbart op af spil som 'Horizon Zero Dawn' og 'Monster Hunter', vurderer han ud fra de visninger af 'Avatar: Frontiers of Pandora', der er blevet offentliggjort.

- Spillet ser megafedt ud, og læner sig umiddelbart op af spil som 'Horizon Zero Dawn' og 'Monster Hunter', vurderer Kasper Lundberg ud fra de visninger af 'Avatar: Frontiers of Pandora', der er blevet offentliggjort. (© Ubisoft)

Den Oscar-vindende film kunne i øvrigt i ti år bryste sig af at være den bedstindtjenende film, før den i 2019 blev overhalet af 'Avengers: Endgame'. I år blev 'Avatar' så genudgivet på det kinesiske marked, hvilket har betydet, at filmhittet atter har iført sig den økonomiske føretrøje.

Og nu kommer der altså også en ny spiludgave af filmen, i samme åndedrag som opfølgeren til filmen er på vej.

'Supersvær' diciplin

På spilkonferrencen E3 blev der også løftet sløret for, at Marvels populære filmunivers 'Guardians of the Galaxy' får en spilmatisering, som allerede udkommer til efteråret.

At spilfirmaer kaster sig over spilmatiseringer, er dog ikke noget nyt. Der findes utallige spil, der baserer sig på film eller tv-serier. Nogle mere heldige end andre.

For selvom det måske virker som en opgave lige til højrebenet at skabe et populært spil ud fra et allerede kendt og populært filmunivers, så er det langt fra en køreklar opskrift på succes, hvis man spørger Kasper Lundberg.

- Det er oplagt at gå den vej, men det er stadig supersvært at lave et godt spil.

- Selvom det måske er lidt lettere at gøre et spil populært, hvis det er baseret på et univers, folk kender i forvejen, så det stadig en kompliceret opgave at skabe et godt spil.

Marvels 'Guardians of The Galaxy' er kommet under kreativ behandling af spilfirmaet Square Enix. Baseret på spillets foreløbige trailer, er Kasper Lundberg positivt stemt. - Hvis man kan overføre noget af humoren fra filmene, så er der mulighed for at skabe et rigtig sjovt actionspil, hvor man får lov til at møde nogle af de skøre figurer fra universet. (© Marvel/Square Enix)

At tage udgangspunkt i et populært filmunivers er altså ikke en nem genvej til succes.

- Du kan sagtens lave en dårlig spilmatisering. Det er det, der sker oftest. Computerspil er på mange måder den sværeste disciplin at lykkes med, fordi du, ligesom med film, skal lykkes med en god historie, et godt lyddesign og en flot visuel side. I computerspil skal du derudover også kunne skabe et godt gameplay, der gør spillet sjovt at spille. Og det er virkeligt svært at lave en opskrift på, hvad et godt gameplay er, siger Kasper Lundberg.

'Det bliver altid dårligt'

Selvom det er svært, ser man alligevel flere og flere spil, der lykkes med konverteringen fra filmlærred til computerskærm.

Går man den anden vej, fra spil til film, er der dog stadig ikke nogen, der for alvor har knækket den nød, mener Kasper Lundberg.

Ja, faktisk bliver han altid ret knotten, når han ser nogen gøre forsøget:

- Film, der er baseret på spil, gør mig pissesur hver gang. For det bliver altid dårligt, siger han uden at lægge fingre imellem.

Dels fordi filmene kan være med til at udstille, at det historieplot, man kunne lide i spillet, måske i virkeligheden er lidt tyndt. Og dels fordi du går fra at agere aktivt i spillet til at sidde passiv foran skærmen.

- Det bliver altid en fattigere oplevelse, fordi gode spil i forvejen har et godt historielag i sig, og du har mulighed for selv at agere i verdenen.

- Når det oversættes til film, får du måske en større historie, men du mister muligheden for selv at agere i universet.

Har du fået lyst til at kaste dig ud i nogle af de vellykkede spilmatiseringer, står Kasper Lundberg klar til at guide dig her.

Tre andre spilmatiseringer, der er din tid værd, ifølge Kasper Lundberg:

  • 'Løvernes konge' (1994): - 'Løvernes Konge' er et eksempel på et spil, der holder sig slavisk til filmen, og hvor man bane for bane kan spille sig igennem alle filmens scener. De har formået at oversætte følelsen fra filmen til spilbare baner. Som eksempelvis det store, farverige musiknummer i starten af tegnefilmen, hvor Simba og Nala svinger sig rundt på savannens dyr, mens de forsøger at slippe væk fra fuglen Zazu. I spillet har de oversat det til en bane, hvor man skal svinge sig i halen på næsehorn og hoppe på næbene af fugle. Som spiller kan man tydeligt mærke, at der er nogen, der har tænkt over, hvordan scenerne føles, og hvordan det bedst omdannes til spilbaner.

  • 'Star Wars: Knights of the Old Republic' (2003): Modsat 'Løvernes Konge', så foregår spillet her i det samme univers som filmserien, men har sin helt egen historie. Spillet, der nærmer sig rollespil, giver dig desuden muligheden for selv at vælge, om du vil gå mod den lyse eller mørke side, hvilket var ret revolutionerende for mig, da jeg spillede det første gang. Det er befriende, at spillet forholder sig frit til filmuniverset, og at man ikke er låst fast af at skulle spille dengsen Luke Skywalker, der gør alt rigtigt. I stedet har man en følelse af at skabe sin egen historie i et velkendt univers.

  • 'Alien: Isolation' (2014): Den første 'Alien'-film er én af mine yndlingsfilm og er i min bog en af de bedste gysere, der findes. I 'Alien: Isolation'spiller man Ripleys datter, og her har man valgt at tage udgangspunkt i den klaustrofobiske og sindssyge frygtfølelse, man sidder med, når man ser filmen, hvor en ren dræbermaskine af et rumvæsen er sluppet løs på et rumskib. Modsat de to andre spil, har man altså valgt at tage udgangspunkt i en følelse og skabt et gyserspil, hvor man bliver nødt til at være klogere end et skræmmende rumvæsen. Resultatet er sygt uhyggeligt, og jeg har af samme grund ikke spillet det færdigt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk