Penisbilleder og beføling i skridtet: Nu betaler spilfirma 10 millioner til kvindelige ansatte

Riot Games vil kompensere alle kvindelige medarbejdere, der har været ansat i virksomheden siden 2014.

Riot Games har omkring 2.500 ansatte på verdensplan. Firmaet havde i 2018 et estimeret overskud på 1,4 milliarder dollar - eller cirka 9,5 milliarder danske kroner. (© Riot Games)

10 millioner dollar - eller omkring 67 millioner danske kroner.

Dét beløb kan alle kvindelige medarbejdere, der har været ansat i det amerikanske spilfirma Riot Games siden 2014, se frem til at få del i.

Retsdokumenter indleveret mandag viser nemlig, at spilgiganten, der er ejet af kinesiske Tencent, netop har indgået forlig i en stor sag om kønsdiskriminering. Det skriver Los Angeles Times. Forliget skal endeligt godkendes ved retten.

Advokat Ryan Saba, der har kørt sagen for de diskriminerede kvinder, kalder ifølge gamingmediet Kotaku forliget for 'ét af de største i Californiens historie', når det kommer til kønsdiskriminering. Riot Games står blandt andet bag det populære 'League of Legends'.

Sexchikane og 'hot girl'-lister

Under sagen, der startede i november sidste år, er det blandt andet kommet frem, hvordan spilfirmaets kvindelige ansatte er blevet betalt mindre end deres mandlige kollegaer i samme eller tilsvarende stillinger.

Herudover er firmaets såkaldte 'bro culture' også blevet blotlagt under sagen.

Blandt andet er det kommet frem, hvordan sexchikane og upassende opførsel har været hverdagskost for Riot Games' kvindelige ansatte. Beføling i skridtet, bollebevægelser og uønskede penisbilleder har floreret på arbejdspladsen, hvor de mandlige ansatte også rundsendte en 'hot girl'-liste, der rangerede de kvindelige ansattes udseende.

De i alt omkring 1.000 kvindelige medarbejdere, der har været ansat hos Riot Games siden november 2014, vil alle få del i den 10 millioner dollar store pulje.

I 'League of Legends' består hvert hold af fem spillere. Spillerne kan selv vælge en karakter med forskellige evner - alt efter hvilken plads på banen de spiller. (© Riot Games)

Riot Games: 'Et vigtigt skridt fremad'

I forbindelse med forliget udtaler en unavngiven talsperson for Riot Games, at man er glade for at være nået frem til en aftale, der sætter punktum for sagen.

- Forliget er et vigtigt skridt fremad, og det bekræfter vores bestræbelser på at leve op til vores værdier og at gøre Riot til et inkluderende miljø for (gaming)industriens største talenter.

Alt er dog ikke fryd og gammen, selvom Riot Games' kvindelige ansatte snart kan se frem til at blive kompenseret for den diskrimination, de har oplevet.

I august udtalte en anonym ansat til Kotaku, at selv om firmaet havde gjort 'ægte fremskridt', så blev fremskridtene udhulet af det faktum, at mange af de mandlige ansatte, der udgjorde selve problemets rod, stadig var ansat i firmaet.