PlayStation 5 kommer til Danmark i november

Spilgiganten har både afsløret pris og lanceringstitler til den kommende PlayStation 5.

Sony er med PlayStation 5 som noget nyt gået over til et hvidt design.

Sonys nye spilkonsol, PlayStation 5, kommer på hylderne i danske butikker 19. november.

Det oplyser det japanske teknologiselskab i en pressemeddelelse.

Dermed må gaming-fans vente en uge med at få fingrene i konsollen i forhold til visse andre markeder, da PlayStation 5 allerede 12. november bliver lanceret i blandt andet Japan og USA.

Her ses de to PlayStation 5-konsoller. Til venstre står den dyrere model med spildrev. Til højre står den digitale version, der forventes at blive omkring 20 procent billigere. (© SONY)

Med lanceringen er der lagt op til en styrkeprøve i slutningen af året med Microsoft og dets konsoller Xbox Series X og S, som lanceres allerede den 10. november.

Internationalt vil en PlayStation 5 i en version med Blu-ray- og spildrev blive prissat til 499 dollar. Det er samme pris som Xbox Series X, mens den mindre potente Series S ligger på 299 dollar.

Uden Blu-ray- og spildrev bliver prisen på den nye PlayStation 399 dollars. Men den vil kun kunne køre spil, som er downloadet på konsollen.

De danske priser for PlayStation 5 lyder på henholdsvis 3.399 kroner for den digitale udgave, mens udgaven med Blu-ray- og spildrev koster 4.199 kroner. Xbox Series S og Xbox Series X-priserne lyder på henholdsvis 2.399 kroner og 3.899 kroner.

Palle Havshøi-Jensen tør ikke spå om, hvorvidt den nye generation af Xbox- eller PlayStation konsoller kommer til at klare sig bedst, men pointerer dog, at PlayStation traditionelt står stærkest i Danmark:

- Så jeg tror, PlayStation vil fortsætte sin dominans i Danmark.

En stor håndfuld spil på vej

De kommende spil til PlayStation 5 inkluderer blandt andet 'Final Fantasy XVI', et nyt spil i 'God of War'-serien og et 'Harry Potter'-rollespil.

Mange spilfans har især set frem til en ny udgave af 'God of War', der var et af de mest anmelderroste spil til PlayStation 4. Spillet var også at finde på dr.dk's liste over de bedste PlayStation 4-spil, hvor PlayStation-ekspert, Palle Havshøi-Jensen, kaldte spillet "fabelagtigt" og "rørende".

Sony var yderst hemmelighedsfulde i deres teaser til det kommende 'God of War'-spil. Spillet vil være en opfølger til 'God of War', der udkom i 2018 til PlayStation 4. (© Sony Computer Entertainment)

Der kommer også et nyt 'Spider-Man'-spil.

'Spider-Man: Miles Morales' bliver en lanceringstitel til PlayStation 5 og er en opfølger til PlayStation 4-succesen 'Spider-Man', der solgte over 13 millioner eksemplarer på verdensplan.

Historien i 'Spider-Man: Miles Morales' foregår et år senere end det tidligere 'Spider-Man'-spil, der udkom i september 2018. Det oprindelige spil fik en rigtig flot modtagelse, og blev blandt andet kaldt "spektakulært" af det internationale spilmedie IGN.com.

'Spider-Man' blev skabt i 1962 af Stan Lee og Steve Ditko. Superhelten er i dag en af verdens mest populære på tværs af film, serier og spil. (© Marvel)

Af de førnævnte spil er det kun 'Spider-Man: Miles Morales', der når at blive klar til lanceringsdatoen den 19. november.

Derudover er 'Fortnite', 'Demon's Souls', 'Devil May Cry 5: Special Edition', 'Astro's PlayRoom', 'Destruction AllStars' og 'Sackboy A Big Adventure' bekræftede lanceringstitler.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk