PlayStation 5 officielt afsløret: 'Den ligner noget fra fremtiden'

Sony har netop afsløret designet på den nye konsol, ligesom en lang række spil er offentliggjort.

Efter flere års ventetid har Sony nu afsløret designet på PlayStation 5. (© SONY)

- Den ligner noget, der kommer langt ude fra fremtiden.

Sådan lyder langt de fleste af de tusindvis af reaktioner, efter Sony torsdag aften officielt afslørede PlayStation 5, der forventes at komme i slutningen af 2020.

Det skete ved et online-event, hvor millioner af forventningsfulde spilfans så med, da spilgiganten endelig afslørede konsollens udseende.

Konsollen bliver sammenlignet med alt fra "et rumskib" til "en skyskraber", ligesom farvevalget debatteres heftigt på Reddit, alverdens gaming-hjemmesider, YouTube og Twitter.

PlayStation 5 kommer i to udgaver. En "almindelig" udgave, hvor man kan afspille sine fysiske spil, som man plejer. Og en "digital edition", hvor alle spillene skal downloades via Sonys egen online-butik.

- Min første tanke var: Hold kæft, den er flot! Og det synes jeg stadigvæk, at den er. Det er virkelig et anderledes, futuristisk design, fortæller PlayStation-ekspert og chefredaktør på PSLife.dk, Palle Havshøi-Jensen, og fortsætter:

- Jeg synes, det er godt, at der kommer en digital udgave uden diskdrev. For jeg tror ikke, at der er ret mange, som køber alle deres spil fysisk længere.

Men selvom PlayStation 5's design umiddelbart imponerer, er Palle Havshøi-Jensen en smule skeptisk ved designets holdbarhed:

- Jeg er lidt spændt på, hvordan den kommer til at se ud med tiden. For noget af det, man umiddelbart bliver mest imponeret over, er ofte det, man hurtigst bliver træt af. Sådan er det også med sange. Hvis et nummer er rigtig godt ved første lyt, bliver jeg hurtigt træt af det. Men en sang, der stille og roligt vokser på en, er ofte langtidsholdbar. Så jeg ved ikke, hvordan man vil se på PlayStation 5-designet om nogle år.

internationale spilhjemmesider spekuleres der i, hvorvidt den digitale udgave af PlayStation 5 bliver billigere, men Sony har endnu ikke meldt noget ud i forhold til priser for konsollerne.

Udover selve konsollen afslørede Sony også en lang række tilbehør til PlayStation 5. Listen tæller blandt andet en ny controller, et kamera, et nyt headset og en fjernbetjening. Alt sammen noget, vi kun så korte glimt af under præsentationsvideoen.

Tilbehørslisten til PlayStation 5 tæller blandt andet et nyt headset, en fjernbetjening, et kamera og en opladerstation til de nye controllere. (© SONY)

Masser af spil på vej

Men konsollen er selvfølgelig kun interessant, hvis der er interessante titler at spille på den.

Og netop spillene fyldte også langt det meste af tiden ved Sonys online-event, der varede omkring en time og et kvarter.

Der er lagt op til en lang række forskellige spiloplevelser på den kommende konsol. Flere af titlerne er fortsættelser af eksisterende spilserier, som vi kender dem fra de tidligere PlayStation-konsoller.

Sci-fi eventyrspillet 'Horizon: Zero Dawn' var en stor succes på PlayStation 4. Nu får spilserien en opfølger på PlayStation 5.

Det drejer sig blandt andet om sci-fi-eventyrspillet 'Horizon: Forbidden West', superheltespillet 'Spider Man: Miles Morales' og action-spillet 'Ratchet and Clank: Rift Apart', der alle er planlagte spiludgivelser til PlayStation 5.

- Det var en virkelig flot og velvalgt spilintroduktion. Der er rigtig mange af de spilserier, som folk kender. Og det så virkelig imponerende ud. Men jeg sad også med følelsen af, at det var for velkendt. Jeg savnede nogle overraskelser undervejs. Jeg glæder mig rigtig meget til at prøve titlerne, men jeg manglede lige den der ekstra overraskelse, fortæller Palle Havshøi-Jensen.

Klar til kamp med Microsoft

Sonys konsol skal i kamp med Microsofts konsol Xbox Series X, der forventes at udkomme i slutningen af 2020 ligesom PlayStation 5.

Microsoft har løbende annonceret nye detaljer om den konsol, der vil være op til fire gange hurtigere end den nuværende Xbox.

Microsofts kommende konsol, Xbox Series X. PlayStation 5 og Series X er forholdsvis identiske, når det kommer til de tekniske specifikationer. (© Microsoft)

I de kommende måneder forventes det, at der vil komme langt flere detaljer omkring spillene, vi kan glæde os til at spille på de nye konsoller.

Samtidig er det store spørgsmålstegn, hvad de nye konsoller vil komme til at koste. Det vides endnu ikke.