PlayStation afslører fremtidsplanerne: Her er 4 af de største spil - og én overraskelse

Spilgiganten Sony har langt om længe løftet sløret for deres fremtidsplaner med PlayStation 5.

'God of War: Ragnarok' er en af de allermest ventede titler til PlayStation 5. Her ses den brutale kriger Kratos, der har hovedrollen i spillet. (© Sony Computer Entertainment)

PlayStation 5 er udsolgt alle steder.

Men på trods af den massive efterspørgsel har fans i længere tid ventet i spænding på at se, hvilke spil der er på vej til konsollen i den kommende tid.

Den vished har vi nu.

For på en storstilet live-stream sent torsdag aften, dansk tid, fremviste spilgiganten Sony de planer, der skal udfordre Microsofts Xbox og Nintendos populære Switch-konsol de kommende år.

Her er de fire største annonceringer - og én, som overraskede de fleste.

'Spider-Man 2' – nu med superskurken Venom

'Spider-Man 2' er den direkte opfølger til den store succes, 'Spider-Man', der udkom til PlayStation 4 i 2018. (© Insomniac)

Der findes vel efterhånden næppe et bedre makkerpar end Spider-Man og PlayStation.

Mens det første Spider-Man-spil fra Insomniac var med til at vise, hvor smukt et spil egentlig kunne være på PlayStation 4, satte det samtidig barren for, hvordan man laver et vellykket superheltespil.

To år senere gav den "lille" efterfølger 'Spider-Man: Miles Morales' os en forsmag på PlayStation 5's ydeevne.

Og nu slår de to "Spider Men", Peter Parker og Miles Morales, sig sammen i et nyt fælles eventyr, der efter planen bliver udgivet i løbet af 2023.

- Fuldstændig som i vores tidligere Spider-Man-spil vil vi ikke kun fortælle en god superheltehistorie, men også levere en overbevisende menneskelig historie - fuld af hjerte og humor, der dykker dybt ned i menneskene bag masken, siger Ryan Schneider, som er chef for strategi og studierelationer hos Insomniac.

Der vides ikke meget om spillet endnu på nær, at vi får mulighed for at spille som begge udgaver af Spider-Man, der sammen skal tage kampen op mod en af de mest populære skurke fra Marvel.

Nemlig Venom.

'God of War: Ragnarok': Brutalt spil får sin opfølger

Kratos (tv.), der er hovedpersonen i 'God of War'-spillene, har været omkring længe. Det første spil udkom til PlayStation 2 tilbage i 2005. (© Sony Computer Entertainment)

Det har længe været kendt, at der ville komme en opfølger til kæmpesuccesen ’God of War’ fra 2018, der både kickstartede hele spilserien på ny og blev årets spil i 2018.

Nu er der så endelig kommet en trailer, der viser, hvad vi kan forvente os af det næste spil i rækken, der udspiller sig en håndfuld år efter handlingen i det første spil.

Ud fra traileren at dømme får fans mere af det, de elskede ved det "første spil", bare større og flottere.

Man indtager atter rollen som den brutale helt Kratos, som rejser rundt med sin søn Atreus i de syv riger fra den nordiske mytologi.

Guderne er dog, hverken som vi kender dem fra Marvel eller Valhalla-tegneserien, men derimod voldsomme krigere. I traileren ser vi blandt andet Thor og Freja, der er hovedskurkene i spillet.

Titlen 'God of War: Ragnarok' lover da også allerede en masse blodige slag, som nok kommer til at ske i bedste hack-and-slash-stil, som vi kender det fra spilserien.

'Star Wars: Knights of the old Republic': Klassiker genopstår

Remakes af ældre titler er yderst populært i disse år. Nu er turen også kommet til 'Star Wars'-universet. (© SONY)

Når det kommer til Star Wars-spil, findes der næppe et mere ikonisk end ’Star Wars: Knights of the old Republic’ fra 2003, der er det mest anmelderroste Star Wars-spil nogensinde.

Derfor giver det da også mening, at PlayStation har kastet sig over en remake af spillet, der tilsyneladende efter reaktionerne på nettet at dømme stadig har en kæmpe fanbase.

'Star Wars: Knights of the old Republic' blev oprindeligt udviklet af Bioware, der også har lavet gigantiske rollespil som ’Baldurs Gate’ og 'Mass Effect'-serien, men det bliver spilselskabet Aspyr, som får lov til at lave den nye udgave.

De har primært i nyere tid genskabt andre ældre Star Wars-spil som 'Star Wars: Republic Commandos', så de har i hvert fald et godt kendskab til universet.

- Med 'Star Wars: Knights of the Old Republic - Remake' er vores håb at give både nytilkomne og eksisterende fans en oplevelse, der fuldstændig kan måle sig med de bedste, nutidige udgivelser, fortæller Ryan Treadweel, der er ledende producent hos Aspyr, der står bag spillet.

'Uncharted': Den moderne Indiana Jones

Det populære spilfirma Naughty Dog, der også har lavet succeser som 'The Last of Us' og 'Crash Bandicoot', står bag 'Uncharted'-serien. (© Naughty Dog)

Den populære spilserie 'Uncharted' så dagens lys for første gang tilbage i 2007, hvor det første spil udkom til PlayStation 3.

Siden da er det blevet til lang række succesfulde titler i det magiske og frodige univers, der har skattejægeren Nathan Drake i hovedrollen.

Spillet minder om den moderne udgave af Indiana Jones og den succesfulde spilserie får nu et remake, som udkommer til PlayStation 5 - og PC.

Sony har på det seneste udgivet en håndfuld af deres egne, eksklusive titler til PC og nu er tiden også kommet til 'Uncharted'. Det kommer i kølvandet på succesfulde PC-udgaver af store spil som 'Death's Stranding' med danske Mads Mikkelsen i hovedrollen samt 'Horizon: Zero Dawn', som i 2022 får en opfølger ved navn 'Horizon: Forbidden West'.

Overraskelsen: 'Wolverine'

Den populære Marvel-karakter, Wolverine, bliver nu foldet ud i et nyt PlayStation-spil. (© Sony Computer Entertainment)

Man troede måske, at spilstudiet Insomniac havde travlt med andre spil som eksempelvis 'Spider-Man 2', men åbenbart ikke for travlt til at tage os alle sammen med bukserne nede.

Det gjorde de med spillet 'Wolverine', hvor man får mulighed for at spille som den temperamentsfulde mutant med de spidse adamantium-kløer.

Det er mange af de samme kræfter, der stod bag 'Spider-Man: Miles Morales', som har kastet sig over den næste superhelt, og det tegner rigtig godt, hvis Insomniac selv skal sige det.

- Vores mål er at respektere karakterens DNA, men vi vil også jagte muligheder for at gøre spillet ”nyt” og i tråd med Insomniacs ånd. Selvom vi er tidligt i udviklingen, så er det en emotionel fortælling med et skarpskåret gameplay, siger Ryan Schneider, som er chef for strategi og studierelationer hos Insomniac.

‘Marvel’s Wolverine’ udkommer i 2023.

Facebook
Twitter