Playstations svar på Netflix kommer til Danmark - men er det overhovedet pengene værd?

Mere end 600 Playstation-spil er nu tilgængelige på Sonys nye streamingtjeneste.

Kæmpe-succesen 'The Last of Us: Remastered' er tilgængelig på 'PS Now'. Spillet udkom oprindeligt til PlayStation 3, men er senere genudgivet til PlayStation 4. Det er med andre ord en del år siden, at det stod dugfriskt på hylderne. Nu er spillet en del af slagtilbuddene på den nye streamingtjeneste. (© Naughty Dog)

Du kender Spotify, hvor du kan streame ubegrænset musik.

Og du har sikkert også et Netflix-abonnement, hvor du kan se alle de film og serier, du vil.

Nu er streaming-tilbuddet også kommet til Playstation, eftersom Sony tirsdag lancerer streaming-tjenesten 'PS Now' i Danmark, hvor man for et fast, månedligt beløb får adgang til mere end 600 spil, som kan streames til både PC og Playstation 4.

Men streamingtjenesten kommer ikke flyvende ud over rampen med 120 kilometer i timen.

Det tror i hvert fald ikke spilekspert og chefredaktør på PSLife.dk, Palle Havshøi-Jensen.

- Det her er en streamingtjeneste som ikke helt er der endnu. Det er første skridt i den rigtige retning. Sony kører i første gear lige nu, men de skal op i andet eller tredje gear, før det bliver rigtig interessant, siger han.

Streaming-tjenesten 'PS Now' lanceres i dag og koster 109 kroner pr. måned eller 749 kroner for et årligt abonnement. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

'PS Now' tilbyder ikke de allernyeste spil, men blandt udbuddet kan man finde titler som det udfordrende 'Bloodborne', det omfangsrige eventyr 'God of War III' og actionspillet med et zombie-twist 'The Last of Us'.

Alle sammen spil, der har en lille håndfuld år på bagen.

Og netop dét faktum stiller Palle Havshøi-Jensen sig lidt kritisk overfor:

- Jeg kan ikke helt se fidusen med denne streamingtjeneste og de her ældre spil, må jeg indrømme. Men det var jo også det, vi så med Netflix i begyndelsen. Der lå også primært gamle film og tv-serier, mens de på det seneste tilbyder helt nye produktioner på deres streamingtjeneste. Det samme bør Sony gøre med 'PS Now', hvis de skal helt op i gear, siger Palle Havshøi-Jensen og fortsætter:

- Jeg synes også, prisen er lidt pebret. Jeg har lidt svært ved at se, hvad jeg får for mine penge. Jo, jeg får adgang til nogle ældre spil til Playstation 2, 3 og 4, men ikke de allernyeste spil. Sammenligner man med eksempelvis Microsofts Xbox, så tilbyder de med deres streaming-abonnement, 'Game Pass', adgang til de helt nye spil, som de selv har udviklet og udgiver.

Slut med de fysiske skiver?

Ligesom de fysiske cd'er og dvd'er blevet overhalet inden om at streamingtjenester, så går der nu også i spilbranchen rygter om, at det snart er slut med de fysiske skiver.

Med lanceringen af 'PS Now' er de rygter kun blevet forstærket, mener spilekspert Palle Havshøi-Jensen.

- Der er ikke mange, der køber cd'er og dvd'er længere - så det er et spørgsmål om tid, før det også rammer spilbranchen, forklarer han.

Facebook
Twitter