Populært mobilspil skovler (stadig) milliarder ind: 'Jeg spiller det to-tre timer om dagen'

'Pokémon Go' indtjente knap 12 milliarder kroner i 2020.

'Pokémon Go' hitter stadigvæk stort knap fem år efter sin udgivelse. Her ses unge i Japan til et 'Pokémon Go'-event i 2017. (Foto: Tomohiro Ohsumi © Getty Images)

Kan du huske dengang i 2016, hvor en sand landeplage hærgede Danmark (og resten af verden for den sags skyld), som fik børn, unge, voksne og ældre ud på gaderne, mens de kiggede ned i deres smartphones?

Jeg taler selvfølgelig om mobilspillet 'Pokémon Go', som i alt sin enkelthed handler om at indfange alle mulige slags pokémoner.

Selvom det efterhånden er fem år siden, at mobilspillet udkom, er det stadig et af de bedst sælgende på markedet. Det skriver mediet NME på baggrund af data fra firmaet Super Data, der laver statistik om den globale spilindustri.

'Pokémon Go' indtjente knap 12 milliarder kroner i 2020, og det må siges at være imponerende for et fem år gammelt spil. Og endnu mere imponerende, hvis man også tænker på, at coronapandemien begrænsede spillernes mulighed for at bevæge sig og rejse efter sjældne pokémoner, da de hardcore spillere ofte rejser langt for at deltage i forskellige events.

Mobilspil større end pc og konsolspil

Men faktisk var 'Pokémon Go' kun det femtebedstsælgende mobilspil i 2020 på trods af den store milliardomsætning.

Det bedst indtjenende gratis mobilspil sidste år var 'Honor of Kings', som tjente næsten 28 milliarder kroner på verdensplan, skriver NME.

Blandt andre mobilspil, som også er ægte pengemaskiner for folkene bag, kan nævnes spillet 'Roblox', der sidste år tjente 14 milliarder, og mobilspilsudgaven af 'League of Legends', der tjente knap 11 milliarder.

I det hele taget har mobilspil vokset sig kæmpestore. Og mobilspilsbranchen i 2020 er meget større - hvis man kigger på indtjening - end både pc- og konsolbranchen.

Rapporten fra Super Data viser, at mobilspilbranchen tjente hele 450 milliarder kroner globalt sidste år. Pc- og konsolbranchen "haltede" begge efter med en indtjening på henholdsvis 200 og 120 milliarder kroner.

Spillets augmented reality, hvor man putter et lag ovenpå virkeligheden, var - og er - ét af spillets helt store trækplastre. (Foto: OLIVIA HARRIS © Getty Images)

Spiller stadig to-tre timer om dagen

Måske er du én af dem, der hoppede med på 'Pokémon Go'-bølgen tilbage i 2016, hvor spillets augmented reality - hvor man tilfører virkeligheden et nyt lag - bragte en hel ny dimension til mobilspillenes verden.

Tv-programmet 'Magasinet Penge' på DR1 lavede en undersøgelse, der ligefrem viste, at en femtedel af alle voksne havde prøvet 'Pokémon Go' i løbet af sommeren 2016.

Omvendt viste en undersøgelse også, at det populære spil kan have været skyld i op til 145.000 trafikulykker i USA.

Én af dem, som stadig spiller 'Pokémon Go' hver eneste dag, er 29-årige Mickey Bøgebjerg fra Fredensborg. Han begyndte tilbage i 2016, og blev straks fuldstændig grebet af det. Så meget, at han sagtens kunne spille det fire-fem timer dagligt.

- Jeg spiller det ikke helt ligeså meget i dag, som jeg gjorde tidligere, men jeg spiller alligevel to-tre timer om dagen, siger han.

'Pokémon Go' har også været medvirkende til, at han har tabt sig mindst 30 kilo siden 2016. Spillet har desuden givet ham nye venner, som ellers kan være svært at få, når man som ham er diagnostiseret med Aspergers syndrom, der er en mild form for autisme.

For Mickey Bøgebjerg har 'Pokémon Go' været et vigtigt redskab til at holde coronapandemien nogenlunde ud.

- Det har givet mig en grund til at komme ud at gå, og det er vigtigt at få trukket vejret, så man ikke bare sidder derhjemme.

- Samtidig har det stadig været muligt at komme ud at møde andre mennesker, som jeg plejer, når jeg spiller – men vi har selvfølgelig holdt den afstand, som der bliver anbefalet, siger Mickey Bøgebjerg.

Han mener, at en stor årsag til, at 'Pokémon Go' stadig er populært, er, at folkene bag spillet gør, hvad de kan for at holde folk interesseret.

- De sørger for, at der hele tiden er nye events. Inden corona havde de eksempelvis booket hele parker rundt om i verden – en safarizone, som de kalder det – hvor spillere fra hele verden kunne mødes og spille.

- Det kunne man ikke i år, så derfor lavede de hjemmeversion, hvor man kunne købe billet og få nogenlunde samme oplevelse. Jeg tror, de mange events får spillerne til at forblive loyale.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter