Populært spil skuffer fans: 'Jeg er rasende og føler, at jeg har fået en mavepuster'

Spilfirmaet Ubisoft er kommet i stormvejr efter et handlingsforløb i 'Assassin's Creed: Odyssey'. Advarsel: Der er spoilers i artiklen.

I 'Assassin's Creed: Odyssey' kan man spille historien som enten en mandlig eller kvindelig karakter. Her ses den kvindelige hovedperson, Kassandra. (© Ubisoft)

- Jeg er en homoseksuel kvinde, og jeg er rasende over det her! Det føles som at få en mavepuster. Jeg elskede det her spil så meget, men nu føler jeg mig rasende og deprimeret. Jeg troede, at dette spil var en ny æra for computerspil, men åbenbart ikke.

Sådan lyder én af reaktionerne på Reddit efter et nyt handlingsforløb i 'Assassin's Creed: Odyssey' er blevet udgivet.

I det netop tilføjede handlingsforløb indgår hovedpersonen i et forhold og får et barn.

Mange spilfans var begejstrede for 'Assassin's Creed: Odyssey's seksuelle frihed. Men i det netop tilføjede handlingsforløb, kan man ikke undgå at få et barn og komme i et forhold med enten en mand eller kvinde. Uanset hvilket køn på hovedpersonen man har valgt. (© Ubisoft)

Og det strider imod den oprindelige historiefortælling, som 'Assassin's Creed: Odyssey' har lagt for dagen.

Når 'Assassin's Creed: Odyssey' startes for første gang, får spilleren nemlig mulighed for at vælge at spille som en mandlig karakter, Alexios, eller en kvindelig karakter, Kassandra. Og det er en valgfrihed, som spillet er blevet rost for.

Undervejs i spillet kan man derefter indgå i seksuelle forhold med både mænd og kvinder - uanset om man spiller som Alexios eller Kassandra.

Men nu skifter rosen til vrede og skuffelse fra nogle spilfans, fordi udviklerne har gjort op med den seksuelle og romantiske frihed, som spillet oprindeligt introducerede.

I 'Assassins Creed: Odyssey' spiller romantik og seksualitet en stor rolle. (© Ubisoft)

For i det handlingsforløb, der netop er udgivet, er det umuligt for spillerne at undgå at ende i et forhold med det modsatte køn og få et barn. Uanset hvilke valg, man træffer undervejs.

Udviklerne bag spillet siger undskyld

Ubisoft, der står bag 'Assassin's Creed'-serien, er nu kommet med en officiel undskyldning til de skuffede spilfans.

spillets officielle fan-forum skriver instruktøren bag spillet, Jonathan Dumont, dette:

- Efter at have læst reaktionerne på vores nyligt tilføjede slutning til spillet vil vi gerne give en undskyldning til de spilfans, der er skuffede over den måde, forholdene for hovedpersonen udspiller sig, forklarer Jonathan Dumont og fortsætter:

- Intentionen med denne historie var at vise, at din karakters gener og familie vil sætte et præg på historien. Men når man læser jeres reaktioner, er det tydeligt at se, at vi har skudt forbi skiven.

- Vi tager jeres reaktioner meget alvorligt. Dette har været en meget lærerig oplevelse for os, fordi vi har forstået, hvor følelsesmæssigt forbundne I er til enten Alexios eller Kassandra. Vi vil indtænke jeres feedback i vores fremtidige planer med 'Assassin's Creed'-historiefortællingen, lyder det.

Facebook
Twitter