Rapper sagsøger Fortnite: I har stjålet min dans

2 Milly, der står bag den såkaldte Milly Rock-dans, sagsøger det populære spil.

Den amerikanske rapper 2 Milly har opfundet en dans, der hedder 'Milly Rock' - og den har Fortnite brugt uden tilladelse, siger han. (Foto: Metin Aktas og Johnny Nunez © Getty Images)

Hvor får computerspillet ’Fortnite’ egentlig alle de sjove dansebevægelser fra, som man kan tilkøbe sine figurer?

Ifølge rapperen 2 Milly har holdet bag det voldsomt populære spil stjålet en dans, som han har skabt, nemlig den såkaldte ’Milly Rock’.

- De har aldrig spurgt om lov, udtaler 2 Milly.

Derfor har rapperen nu sagsøgt ’Fortnite’-skaberne hos Epic Games, skriver nyhedsbureauet AP.

Fortnite-dansen, som det hele drejer sig om, er den, der kaldes ’Swipe It’, hvor danseren laver en form for skovle-bevægelser med armene, mens vedkommende går lidt ned i knæene.

Og netop sådan en dans havde 2 Milly allerede gang i tilbage i 2015 i musikvideoen til sangen ’Milly Rock’, hvor man ser flere fra rapperens slæng danse en såkaldt ’Milly Rock’-dans.

Du kan se lidt fra begge danse her:

Skuespiller langer også ud efter Fortnite-dans

Amerikanske 2 Milly er ikke den første til at kritisere ’Fortnite’-skaberne om ophavsrettigheder.

Skuespiller Donald Faison har tidligere i år påpeget, at spillet har brugt en dans, som han fremførte i komedieserien ’Scrubs’.

Han tweetede derfor i marts: 'Kære Fortnite … Jeg er smigret? Selvom noget i mig tænker, at jeg burde tale med en advokat’. Det er der dog ikke kommet en sag ud af endnu.

Også rapperen Chance The Rapper har været efter ’Fortnite’ for ikke at bruge de oprindelige sange, der hører til dansene, og dermed forhindre musikerne bag disse sange i at få del i spillets succes.

’Fortnite’ har taget gamere med storm verdens over – særligt de seneste måneder, hvor spillets popularitet er steget med svimlende 60 procent. For nyligt viste friske tal, at der nu er knap 200 millioner registrerede spillere på verdensplan.

Epic Games’ talsmand Nick Chester har ikke ønsket at udtale sig om den aktuelle sag om ’Swipe It’-dansen.

Facebook
Twitter