Skarp kritik af ultrapopulært spil: Frygten er blevet til virkelighed

Ekspert advarer mod grådigt Nintendo-spil, der er downloadet over 10 millioner gange.

- Mange ser det som en fornærmelse mod forbrugerne, at Nintendo er begyndt at bruge mikrotransaktioner i deres mobilspil, siger gamingekspert og chefredaktør på GameReactor.dk, Magnus Groth-Andersen. (© Nintendo)

'Usmageligt', 'ude af trit med virkeligheden' og 'vanvittigt grådigt'.

Der bliver ikke lagt fingre imellem i kritikken af Nintendos nye, ultrapopulære mobilspil 'Mario Kart Tour', der blev downloadet ti millioner gange i det første døgn efter sin udgivelse den 25. september.

Spillet er en mobiludgave af det populære 'Mario Kart', der i årtier har begejstret gamere på Nintendos konsoller.

Mobilversionen er blevet kritiseret i skarpe vendinger af anerkendte spilmedier som Kotaku, Polygon og på Reddit.

'Mario Kart 64' udkom til Nintendos populære Nintendo 64-konsol i 1997 og høstede dengang masser af ros for sit gameplay. (© Nintendo)

Også Magnus Groth-Andersen, der er chefredaktør på spilmediet GameReactor.dk, forholder sig stærkt kritisk til udgivelsen:

- De lader dig spille gratis til en start, men det er kun for at lokke dig til at lave tilkøb, så snart du er blevet hooked, lyder det fra Magnus Groth-Andersen.

Og det lader det til, at folk er blevet.

Spillet har i hvert fald præsteret omkring tre millioner flere downloads, end det populære 'Pokemon Go' opnåede, da det blev udgivet i 2016.

'En fornærmelse mod forbrugerne'

Magnus Groth-Andersen fortæller, at folk er vrede over 'Mario Kart Tour', fordi Nintendo ikke før har benyttet så aggressive strategier til at tjene penge, som vi ser her. Særligt brugen af mikrotransaktioner, altså små ekstra tilkøb i spillet, møder kritik:

- Mange ser det som en fornærmelse mod forbrugerne, at Nintendo er begyndt at bruge mikrotransaktioner i deres mobilspil. Og udover mikrotransaktionerne er der også en abonnementsservice i 'Mario Kart Tour', som du nærmest er tvunget til at skrive dig op til for at få noget ud af spillet, forklarer han og uddyber:

Udover abonnementet kan brugerne også købe virtuelle diamanter, der fungerer som valuta i spillet. Den dyreste pakke med 135 diamanter koster 599 kroner. (© Nintendo)

- Du betaler et abonnement på fem dollar om måneden for derigennem at optjene adgang til mere indhold i dit free-to-play-spil. Du får simpelthen ikke adgang til hele spillet, før du punger ud.

Beløbet for Mario Kart-abonnementet svarer i øvrigt til det, man betaler for Apple Arcade-tjenesten, der blev lanceret tidligere på måneden. Her får du adgang til omkring 100 spil, og ifølge Magnus Groth-Andersen er det 'en fabelagtig tjeneste til pengene'.

Tendens vil fortsætte

Nu tager Nintendo altså samme pris for ét enkelt spil.

- Jeg tror, Nintendo vil gøre folk afhængige af at spille det. Mikrotransaktioner er designet til at få dig til at tænke: 'Det er jo ikke særlig dyrt'. Og i 'Mario Kart Tour' kan du simpelthen ikke undgå mikrotransaktionerne. Nintendo vil tjene penge - og det skal de nok komme til.

- Da Nintendo afslørede, at de ville begynde at udgive mobilspil, var der en frygt for, at de også ville begynde at benytte sig af de meget indbringende, men meget forbrugerfjendtlige strategier. Og nu kan vi se, at den frygt - desværre - er blevet indfriet til fulde, siger Magnus Groth-Andersen.

Men Magnus Groth-Andersen tror ikke, kritikken får spilgiganten til at ændre strategi.

- Der findes de få, der brokker sig, og så findes der de andre 90 procent, der er bedøvende ligeglade. De skal bare have fingrene i et givent spil uanset pris. Det kan sagtens være, at utilfredsheden er ved brede sig, men tendensen (med at få folk til at lave tilkøb eller tegne abonnement) vil uden tvivl fortsætte.