Søvnekspert advarer: Nyt Pokémon-spil kan skabe angst og bekymring

'Pokémon Sleep' skal gøre det sjovere at sove. Søvnekspert tvivler dog på, at det vil føre til bedre søvn blandt børn og unge.

- Hvis man kommer til at fokusere på, om man nu mister eller opnår point, alt efter hvordan man sover en given nat, så kan det på sigt modarbejde den gode søvn, mener søvnekspert Lis Lyngbjerg. (Foto: Toru Hanai © Scanpix)

For de fleste er jagten på Pokémons nok noget, man forbinder med at være vågen og aktiv. Men det vil The Pokémon Company snart ændre på, skriver blandt andet BBC.

Chefen for The Pokémon Company, Tsunekazu Ishihara, har på en pressekonference løftet sløret for firmaets nye satsning, der efter planen rammer din mobil i foråret 2020.

Den hedder 'Pokémon Sleep'.

Og den skulle altså være god nok.

Mens folk verden over begyndte at jage de drilske, japanske dyr i 'Pokémon Go'-spillet i vågen tilstand i 2016, så tyder meget nu på, at man snart vil kunne jage dem, mens man snorksover.

Det vækker bekymring hos hos søvnekspert Lis Lyngbjerg, der blandt andet står bag bogen 'Søvnkuren'.

- Der er en risiko for, at man bliver angstpræget og bekymret, hvis man kommer til at fokusere på et spil som 'Pokémon Sleep'. Hvis man kommer til at fokusere på, om man nu mister eller opnår point, alt efter hvordan man sover en given nat, så kan det på sigt modarbejde den gode søvn, siger Lis Lyngbjerg.

Hun er uddannet inden for kommunikation og ledelse og har skrevet seks bøger om ledelse, stress, trivsel og søvn. Hun mener, det er 'vanedannende' at ligge med telefonen, inden man skal sove.

- Det er skidt at have den i soveværelset. Uanset om man ligger og tænker på, om man bliver belønnet i et spil morgenen efter - eller for den sags skyld ligger og er på Instagram eller Facebook.

Tsunekazu Ishihara, chefen for The Pokémon Company, fortæller om de nye Pokémon-spil, der - ud over 'Pokémon Sleep' - også omfatter eksempelvis 'Pokémon Home' og 'Pokémon Masters'. (Foto: STAFF © Scanpix)

'En god tanke, men...'

Mens det endnu er småt med konkrete detaljer om 'Pokémon Sleep', så står det i hvert fald klart, at spillet ved hjælp af din telefons tracking-teknologi vil måle din søvn, og så belønne dig i spillet, når du vågner og begynder at spille igen. Lidt på samme måde, som 'Pokémon Go' belønner sine spillere, når de bevæger sig rundt efter de virtuelle figurer.

Og selv om der altså ikke er kommet mange detaljer frem om konkrete gameplay, så er det erklærede mål med 'Pokémon Sleep' at 'belønne gode søvnvaner som en del af en sund livsstil', skriver BBC.

- Det er en god tanke, at spillet vil belønne god søvn, men den gode tanke kan faktisk skabe bekymring, siger Lis Lyngbjerg og uddyber:

- Man kan simpelthen opøve en betinget refleks, der bevirker, at man kun kan sove, hvis man har sin telefon ved siden af sig. Man kunne godt forestille sig noget lignende ske med 'Pokémon Sleep', selvom det selvfølgelig er umuligt at spå om.

Søvneksperten vurderer, at spillet åbner op for, at man kan komme til at analysere på sin søvn.

Og det er der ingen grund til, for kroppen håndterer søvnen helt af sig selv og automatisk, hvis man giver den lov, understreger Lis Lyngbjerg.

- Det er ligesom, at der er forskel på at løbe en tur, fordi man gerne vil ud i den friske luft, eller hvis man kun løber for at tracke sin tid. Det betyder ikke, at det ikke kan være godt at tracke sin tid indimellem, men man skal passe på, at det ikke pludselig bliver en nødvendighed.

- Det er grundlæggende problematisk at have mobiltelefonen med sig i seng. Den er simpelthen bare for spændende og distraherende for os.

Søvnekspertens 3 råd til bedre søvn

  • Slå alle telefonens notifikationer fra mellem klokken 21 og 7 om morgenen - sæt den eventuelt på flytilstand. Det er vigtigt, at man ikke bliver forstyrret af sin telefon eller andet om natten.

  • Husk at sove nok. De fleste unge har brug for mere søvn, end de får, og det er én af årsagerne til den stigende grad af stress og angst blandt unge. En 12-13-årig bør sove omkring ni timer pr. nat, mens en 14-18-årig bør sove otte-ni timer pr. nat.

  • Bank i bordet over for dine forældre og kræv, at de slipper deres mobil og hjælper dig til, at du sover godt om natten.

Facebook
Twitter