Spil-trend vender tilbage: Her er 5 populære konsoller - og én, hvor alt gik galt

Der kan være højt at flyve og dybt at falde for konsoludviklere.

Spilgiganten Nintendo har i årtier stået for nogle af de allermest populære håndholdte konsoller. Deres seneste udgave, Nintendo Switch, har netop rundet 89 millioner solgte eksemplarer. (Foto: Yasin Hasan © Unsplash)

Trends har det med at vende tilbage, når der er gået et par årtier.

Det gælder modebranchen, musik og indretning – for blot at nævne et par eksempler.

Og sørme, om ikke også spilbranchen lige nu genoplever en trend, der startede helt tilbage i slutningen af 80'erne.

Håndholdte konsoller nemlig er tilbage for fuld kraft, ligesom i de glade Game Boy-dage.

Inden for det næste år kommer eksempelvis den længe ventede Steam Deck, der bliver en moderne lommecomputer, hvorfra du blandt andet kan tilgå dit spilbibliotek på farten.

Også den gule Playdate ser ud til at ramme hylderne i starten af det nye år. Den er et bud på en retro håndholdt konsol, der efter planen skulle få sine egne unikke spil, som bliver skiftet ud løbende.

Nintendo Switch er netop også blevet opdateret i en ny udgave. Senest har spilgiganten meldt ud, at den populære håndholdte konsol har solgt over 89 millioner eksemplarer.

Vi har derfor været en tur i den gamle legetøjskasse for at tage et tilbageblik på de håndholdte konsoller, der har gjort det største indtryk gennem tiden.

1

The grand old man: Game Boy (1989)

Den første Game Boy var en revolution og gjorde det for alvor muligt for folk at spille på farten. (Foto: Science & Society Picture Librar © SSPL/Science Museum)

Har du været barn i 90'erne, har du nok haft en Game Boy eller kigget misundeligt over skuldrene på dem, som havde én.

Den nu ikoniske håndholdte konsol bragede ind på gaming-scenen i 1989, og er i dag et af de mest genkendelige stykker legetøj i verden.

Og den var da også en succes fra det øjeblik, den ramte hylderne, med mere end 300.000 solgte enheder i de første par dage alene i Japan.

Nintendo har kun offentliggjort salgene for den originale Game Boy og efterfølgeren Game Boy Color sammenlagt, og salgstallene placerer dem på en tredjeplads over de bedst sælgende konsoller nogensinde med lidt over 118 millioner købte eksemplarer.

Manden bag konsollen var japaneren Gunpei Yokoi, der tidligere havde designet Nintendo Ultra Hand i 70'erne.

For Yokoi var det vigtigt, at Game Boy'en kunne bruges på farten, og at den lignede legetøj, men fungerede som en spillemaskine.

Derfor skabte de en mursten af en 8-bit-transportabel konsol, der med sin lille, grøn-gule skærm med sorte og grå nuancer kunne bruges i, hvad der føltes som dage.

Det kunne den også, så længe man havde en ordentlig håndfuld A4-batterier ved hånden.

'Tetris', der i mange tilfælde fulgte med, når man købte en Game Boy, blev konsollens bedst sælgende spil med over 33 millioner solgte eksemplarer.

Det spil, der nok har haft den største gennemslagskraft, er 'Pokemon Red/Bue/Green', som kickstartede hele Pokémon-franchisen og gav Nintendo en direkte konkurrent til Mickey Mouse.

Den originale Game Boy kickstartede bølgen med håndholdte konsoller og placerede Nintendo i toppen af fødekæden. Og der er de fortsat i dag.

2

'Den ligner en taco': Nokia N-Gage (2003)

Nokia N-Gage blev aldrig den succes, som det finske selskab bag havde håbet på. (Foto: Getty Images © 2002 Getty Images)

Det finske selskab Nokia var blandt de første konger, da mobiltelefonerne for alvor fik fat i verden i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne.

I 1997 kunne man for første gang spille 'Snake' på sin Nokia 6110, hvilket blev vildt populært. Det var dog først med 'Snake 2' på Nokia 3310 i 2000, at spillet blev en decideret landeplage.

I kølvandet på spilsuccessen lancerede Nokia i 2003 deres forsøg på en telefon, der samtidig fungerede som håndholdt konsol.

Nokia N-Gage var født.

Fuldstændig som til en Game Boy kunne man købe forskellige spil, der så kunne sættes ind på bagsiden af telefonen.

Måske kan du huske, at man skulle tage batteriet ud hver gang, man skulle skifte spil – til stor irritation for skribenten her.

Skærmen var stor, grafikken var egentlig overraskende pæn, og man kunne spille med sine venner over Bluetooth.

Der var også en håndfuld fine titler til telefonen som 'Fifa', 'Sonic Advance' og 'Crash Nitro Kart'.

Den deforme hybrid ramte dog hverken rigtigt som telefon eller som konsol, og huskes nok bedst af alt i dag for at have lignet en taco.

N-gagen blev kun solgt i sølle tre millioner eksemplarer, hvorimod dens storebror, 3310, blev solgt i mere end 160 millioner eksemplarer.

Man kan dog rose finnerne for at have luret, at mobiltelefoner og gaming fint kan gå hånd i hånd.

3

Sony tager kampen op: PlayStation Portable (2004)

PlayStation Portable solgte mere end 80 millioner eksemplarer og var i lang tid en god konkurrent til Nintendos konsoller. (Foto: PETER KRAMER © 2005 Getty Images)

Hvordan følger man op på den bedst sælgende konsol (PlayStation 2) nogensinde?

Man gør den selvfølgelig transportabel.

Det må have været grundtanken hos Sony, da de i 2004 smed PlayStation Portable (PSP) på markedet. Allerede under E3 i 2003 blev den præsenteret som det 21. århundredes walkman – en bedrift, der nok først rigtigt blev indfriet af Apple med deres iPhone en håndfuld år senere.

PSP'en var stilren, havde en stor skærm og føltes næsten lige så kraftfuld som en PlayStation 2 – og vigtigst af alt for Sony var grafikken med længder bedre, end hvad Nintendos modeller kunne levere.

Helt unikt for PSP'en havde man mini-cd-rom'er med både spil, film og tv-serier, der nemt kunne sættes i maskinen.

Derudover kunne man spille mange af datidens største spil som 'Gran Turismo', 'God of War' og 'Grand Theft Auto: Liberty City Stories', hvor sidstnævnte blev det bedst sælgende spil med otte millioner solgte eksemplarer.

PSP'en blev en succes med lidt over 80 millioner solgte konsoller.

Selvom Sony aldrig har formået at slå Nintendo af tronen, var de i en periode en seriøs udfordrer.

4

Den mest populære dreng i klassen: Nintendo DS (2004)

Nintendo DS er den bedst sælgende håndholdte konsol nogensinde. (Foto: David Mcnew © 2004 Getty Images)

Det er svært at komme udenom Nintendo, når det handler om håndholdte konsoller, og ingen konsol har nogensinde klaret sig så godt som Nintendo DS.

Den er blevet solgt i mere end 154 millioner eksemplarer og har næsten vippet PlayStation 2 af pinden som den bedst sælgende enhed nogensinde.

DS stod både for "Developer's System" og "Dual Screen", hvor især det sidste navn er nemt at forstå. Konsollen kom nemlig med to skærme, hvor den ene havde en touchscreen-funktion, som vi kender den i dag fra vores smartphones.

Der fulgte selvfølgelig også en perlerække af spil til de mest dedikerede fans som 'Legend of Zelda: The Phantom Hourglass', 'Mario Kart DS' og 'Pokemon Hearthgold/Soulsilver'.

Derudover kunne man spille online sammen over wi-fi, så man ikke var afhængig af hverken Bluetooth eller link-kabler.

Konsollen klarede sig ekstremt godt, fordi der var lidt for enhver smag, og det blev en enorm vigtig udgivelse for Nintendo, da det cementerede deres rolle i gaming-landskabet.

5

Hybriden over dem alle: Nintendo Switch (2016)

Nintendo Switch har været en indbringende forretning for de japanske skabere, der virkelig har skabt en god all-round-konsol. (Foto: Future Publishing © 2017 Future Publishing)

I 2016 kom kulminationen på alt det arbejde med konsoller, Nintendo havde brugt næsten 30 år på, da de lancerede Nintendo Switch, som indtil da kun var kendt som NX.

Her fik man både markedets bedste håndholdte konsol, der samtidig kunne kobles til fjernsynet, mens siderne kunne klikkes af og gøres til controllere i stil med dem, man kender fra Nintendo Wii.

Spillene var også flottere end nogensinde før i Nintendo-regi, men spil-giganten var som altid afhængig af dets største franchises for at gøre konsollen populær.

Det gjorde de med spil som 'The Legend of Zelda: Breath of the Wild', 'Super Mario Oddysey' og 'Animal Crossing: New Horizons', der fulgte i fodsporene på tidligere klassikere med endnu bedre grafik og endnu større historier.

Switch'en har solgt omkring 89 millioner eksemplarer, men da den ikke ser ud til at forlade markedet foreløbig, kan den sagtens ende med endnu højere salgstal.

Hvem ved, måske kan den en dag slå Nintendo DS af tronen som den mest solgte håndholdte konsol.

6

Skandalekonsollen fra den svenske mafia: Gizmondo (2005)

Gizmondo var et kærlighedsbarn mellem den svenske mafia og en masse dårlige beslutninger. (Foto: Mike FANOUS © 2011 Gamma-Rapho)

Der findes nok ikke en mere skandaleramt håndholdt konsol, eller konsol i det hele taget, end den svensk-producerede Gizmondo fra selskabet Tiger Telematics, der endte med at sælge lidt over 25.000 eksemplarer.

Konsollen var selvfølgelig først og fremmest lavet til at spille på, men den var faktisk forud for sin tid, da man også kunne sende sms'er og tage billeder. Derudover havde den også den "smarte funktion", at forældre ved hjælp af en GPS kunne følge med i, hvor deres børn befandt sig.

Gizmondo'en blev slået stort op, og til releasefesten kunne man opleve indslag fra blandt andet Pharrell og Sting, men alt var ikke så fantastisk, som det så ud.

En af hovedmændene bag Tiger Telematics var Stefan Eriksson, der er tidligere dømt for vold og underslæb, og som var højt i hierarkiet i den berygtede Uppsala-mafia.

I Danmark er han nok bedst kendt for at have været indblandet i sagen om IT Factory med Stein Bagger i spidsen.

Gizmondo-skandalen begyndte for alvor at rulle, da det kom frem, at Tiger Telematics, som havde mange investorer, havde betalt virksomheden Northern Lights flere millioner kroner til at udvikle spil til den nye konsol.

Problemet var bare, at den egentlige ejer af Northern Lights var Stefan Eriksson og en medsammensvoren.

Det var i hvert fald sådan, at Historien om Gizmondo for alvor fik vinger i den brede offentlighed, da Stefan Eriksson i en leaset Ferrari Enzo til en værdi af over 10 millioner kroner havde braget ind i en lygtepæl med over 200 kilometer i timen i USA.

Problemet var bare, at han havde "glemt" at betale for at lease den.

Herefter væltede skeletterne ud af skabet, og det kom frem, at selskabet bag Gizmondo havde tabt tæt på 400 millioner dollar på lige knap 45 måneder.

Stefan Eriksson blev fængslet, og du skal nok være ualmindelig heldig (eller uheldig), hvis du ejer en Gizmondo eller et af de 14 spil, der nåede at blive udgivet.

FacebookTwitter