Spilfadæse har kostet 38 milliarder: Nu vil investor have afsat bestyrelsen

Den store investor Abri Advisors er utilfreds med spilfirmaet bag 'Cyberpunk 2077'.

'Cyberpunk 2077' har været ramt af den ene dårlige sag efter den anden. (© CD Projekt Red)

"Alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt."

Sådan siger Murphys lov. En lov, som folkene bag det hypede spil 'Cyberpunk 2077' i den grad har fået lov at mærke på egen krop.

De har været ramt af den ene skandale efter den anden, og nu vil Abri Advisors, en af de store investorer, have afsat bestyrelsen i CD Projekt Red, der står bag spillet, hvis ikke medstifter Marcin Iwinski og administrerende direktør Adam Kicinsk træder af med øjeblikkelig varsel.

Derfor har Jeffrey Tirman, der er administrerende direktør i Abri Advisors, skrevet til det store polske spilfirma CD Projekt Red, hvor han udtrykker sin "forfærdelse over firmaets udvikling de seneste 12 måneder".

- Selv hvis du prøvede, tror jeg ikke, du kunne lave lige så mange fejl, som de her folk har gjort. Det er virkelig chokerende, siger Jeffrey Tirman i et interview ifølge Bloomberg.

Og det har han måske en pointe i.

Først blev spillet udskudt tre gange. Efterfølgende blev det kritiseret for sin måde at portrættere transkønnede på i et af spillets trailere.

Derudover fik spilfirmaet kritik for at have tvunget ansatte til at arbejde over.

Da det så endelig blev udgivet, blev det beskyldt for at være fyldt med fejl og give epileptiske anfald.

Til sidst var problemerne så store, at spilgiganten Sony valgte at tildele det sidste dødsstød ved at fjerne spillet i deres online-butik PlayStation Store.

Og for at det ikke skulle være nok, så endte spilfirmaet også med at blive hacket efter at have brugt et halvt år på at rette de mange fejl.

Marcin Iwiński, der er medstifter af CD Projekt Red, har nu undskyldt for 'Cyberpunk 2077's mange fejl. De polske spiludviklere blev for alvor en del af spilverdenens superliga, da de udgav rollespillet 'The Witcher 3' i 2015. Siden da har spillet vundet over 250 'Game of the Year'-priser, hvilket er flere end noget andet spil i verdenshistorien. (Foto: © Screenshot fra YouTube, CD Projekt Red)

Spillet var ellers udset til at blive en gigantisk succes, men CD Projekt Red har åbenbart haft svært ved at håndtere spillets kompleksitet.

- 'Cyberpunk 2077' er et enormt spil, og det har vist sig, at vi har undervurderet opgaven om at gøre spillet fantastisk på alle konsoller, selvom vi virkelig troede, at det ville blive færdigt til udgivelsesdatoen, har medstifter af CD Projekt Red Marcin Iwiński tidligere undskyldt på YouTube.

- Derudover kæmpede vi også med coronapandemien, da vi færdiggjorde spillets sidste faser, og restriktionerne ødelagde vores arbejdsproces.

Det er en enorm dystopisk verden, historien i 'Cyberpunk 2077' udspiller sig i. Her vil man blandt andet kunne opleve Keanu Reeves, kendt fra især 'Matrix'-filmene, der har sikret sig en rolle i det længe ventede spil. (© Igdb Presskit)

Mange havde ellers store forventninger til action-rollespillet, der foregår i en dystopisk verden, der er blevet lagt øde hen af en stor atomkrig.

Efter at have været undervejs siden 2012 udkom spillet endelig 10. december 2020, men skuffede altså fælt.

De mange fadæser har betydet, at spilfirmaet har mistet over halvdelen af sin værdi, hvilket løber op i næsten 38 milliarder danske kroner.

Og det er altså det, der er med til, at Adri Advisors nu vil have afsat bestyrelsen.

Allerede i december kaldte Palle Havshøi-Jensen, der er chefredaktør for PlayStation-mediet PSLife.dk, spillet for en "hidtil uset fiasko".

- Det er helt grotesk, hvad der sker med det spil. Jeg kan ikke huske, at et spil nogensinde er blevet fjernet fra PlayStation Store på grund af fejl. Der er før blevet fjernet spil før på grund af krænkende indhold eller andet i den dur, men ikke på grund af dårlig kvalitet.

- Jeg har ikke oplevet noget lignende. Det er en massiv farce og en massiv fiasko. Det er 100 procent CD Projekt Red, der har problemet her, for det er dem, der har udviklet det. Sony står for certificeringsprocessen, men det er jo CD Projekt Red, der har skullet lave et godt spil.