Spilfans har ventet i årevis: Nu mødes legendariske figurer i nyt kampspil

Den japanske spilvirksomhed Nintendo overrasker alle spilfans med annonceringen af et nyt 'Super Smash Bros.'-spil.

Den ikoniske Mario samt Pikachu fra 'Pokémon'-serien var blandt de figurer, som kunne tages med i kamp i det seneste Super Smash Bros. spil fra 2014. (© Nintendo)

Nintendo-fans har set frem til denne nyhed i flere år.

Da Nintendo Switch-konsollen blev udgivet i marts måned sidste år, blev særligt ét spil skrevet øverst på ønskelisten: Et nyt spil i 'Super Smash Bros.'-serien, hvis seneste udgivelse var i 2014.

Og nu er der ingen grund til blot at krydse fingre og håbe på, at spillet bliver en realitet. For Nintendo har netop bekræftet i en video på deres YouTube-kanal, at kampspillet er undervejs og udkommer i år.

Patrick Bay, chefredaktør hos N-Club.dk - Nordens største Nintendo-community, er ikke i tvivl om, hvorfor alverdens spilfans ser frem til denne udgivelse. Den samler nemlig figurer fra forskellige spil og genrer i én udgivelse.

- Hvad er bedre end at stå med Super Mario og tæve nogen fra de andre spilserier? Det er ret unikt, at man blander spilserierne på den her måde.

Et utraditionelt kampsspil der blev en fan-favorit

- 'Super Smash Bros.' er en kampsspilsserie, der ikke er som alle de andre. I traditionelle kampspil som 'Tekken' og 'Street Fighter' er det typisk én mod én, og man har en vis mængde liv. Når det liv løber ud, er man færdig og har tabt, forklarer Patrick Bay.

- I 'Super Smash Bros.' kan man spille op til otte spillere og miste alt det liv, man har lyst til, men det dør man ikke af. Det, man dør af, er at blive kastet ud over kanten af banen, fortæller Patrick Bay.

Spillets særpræg er, at det blander alle figurerne fra Nintendos egne spilserier. Det betyder, at man kan kæmpe med alt fra Donkey Kong, Link fra 'Zelda'-serien, Super Mario og Luigi, Mega Man og flere Pokémon-figurer - for blot at nævne en håndfuld.

Her ses et udpluk af de figurer som man kunne kæmpe med i den seneste Super Smash Bros. udgivelse fra 2014. Der var i alt 58 spilfigurer at vælge imellem.

Nintendo har været meget hemmelighedsfulde i deres annoncering af 'Super Smash Bros.' Indtil videre har vi ikke set mere end logoet og nogle nærbilleder af figurerne Super Mario og Link, som man kan kæmpe med i spillet. Flere detaljer om spillet forventes i de kommende måneder.

Masser af spændende spil på vej

'Super Smash Bros.' er sat til at blive udgivet senere i 2018 - og netop 2018 ser spændende ud for Nintendo ifølge Patrick Bay. I YouTube-videoen med 'Super Smash Bros.'-nyheden, er der også en lang række andre spilannonceringer som for eksempel 'Mario Tennis Aces' og 'Crash Bandicoot'-trilogien.

- Det ser lovende ud. Nintendo har annonceret rigtig mange spil der udkommer fra nu af og frem til sommer. Men vi er ikke kommet forbi E3-spilmessen (en af verdens største spilmesser, red.), hvor de største spil bliver vist frem. Så der kommer internettet til at sprænge endnu mere i luften.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter